Henter kommentarer

Rød tænketank kritiserer aktieskatforslag: Det bliver en pil ned herfra


Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er ikke begejstret for Moderaternes forslag om aktieskatten.

Sådan lyder det fra Lars Andersen, som er direktør i den røde tænketank.

»Det bliver en pil ned herfra,« siger Lars Andersen i et interview med Euroinvestor.

De nuværende regler lyder på 27 pct. i skat af gevinster under 57.200 kr., og herefter ryger skatten op på 42 pct., når man overstiger den grænse.

Læs også: Tænketank: Her er prisen for Løkkes skatteplan

Moderaterne forslår, at man betaler 10 pct. i skat af årlige aktiegevinster, når de er på under 56.000 kr. Har man et afkast der er højere, skal der betales 30 pct. Læs mere om forslaget her.

»Det vil være dyrt og en stor skattelettelse til de allerrigeste, som er dem, der har de høje aktieindtægter,« siger Lars Andersen

Jakob Engel-Schmidt påpegede under sit besøg i Millionærklubben torsdag, at langt flere svenskere investerer end danskere. I Sverige er aktieskatten lavere end i Danmark. Lars Andersen mener dog ikke, at det skyldes aktieskatten, men at man har en anden kultur i forhold til at udbyde aktier i Sverige, og at man i Danmark er mere tilbøjelig til at finansiere virksomheder gennem bankerne for eksempel.

»Der bliver ikke børsnoteret nær så meget i Danmark, og det vil aktieskatten ikke ændre på,« siger Lars Andersen.

Læs også: Euroinvestors Valgpanel: 'Skat på investering lider en kummerlig tilværelse under valgkampen'

Derudover betvivler han, at større investeringsiver skulle have de store effekter på økonomien.

»Hvis det skulle have nogle store dynamiske effekter, burde vi jo halte voldsomt efter svensk økonomi, og det gør vi jo ikke,« påpeger Lars Andersen.

Forslaget, som er fuldt finansieret, vil koste 5 mia. kr. og øge arbejdsudbuddet med cirka 2.500 personer og øge BNP med 3 mia. kr. ifølge den borgerlige tænketank Cepos, som vi også har kommenteret forslaget. Læs mere om kommentaren fra Cepos her.

Direktøren for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd påpeger dog, at de gavnlige effekter ikke er garanteret, da regnemodellerne ikke nødvendigvis afspejler virkeligheden.

Læs også: Borgerlig tænketank: Derfor giver LA's flade aktieskat mening

Læs også: Rød tænketank: Vanopslaghs flade aktieskat rammer skævt