Henter kommentarer

Sydbank om eskalerende konflikt: Kan udfordre aktiemarkedet


Der er udfordringer i sigte for et ellers meget resistent aktiemarked - og det kan påvirke aktierne. 

Sådan lyder vurderingen fra aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, ovenpå weekendens eskalering af konflikten i Mellemøsten, efter Iran natten til søndag har gennemført et omfattende missil- og droneangreb mod Israel. Situationen øger risikoen for flere krigshandlinger, og det kan få betydning for finansmarkederne, lyder vurderingen:

»Selv om det måske ikke lige nu ligner det mest oplagte udfald, understreger weekendens angreb, at situationen i regionen er højspændt,« skriver Jacob Pedersen i en note og fortsætter: 

»Med en højspændt situation i Mellemøsten følger også en øget risiko for betydelige olieprisstigninger, der vil løfte inflationen og gøre det betydeligt sværere for centralbankerne at nedsætte styringsrenterne.«

Læs også: 'Fantastisk for investorerne' - særlig gruppe af aktier har leveret vildt afkast

Den længere udsigt til lavere renter påvirkes ikke kun af konfliktbilledet i Mellemøsten - også den højere end ventede amerikanske inflation peger i retning af, at der ikke nødvendigvis kommer tre rentenedsættelser i USA, som centralbanken ellers har meldt ud. 

»Renteudsigterne flugter simpelthen ikke med en aktieprisfastsættelse, der stadig afspejler nul-renter – ikke bare i USA, men på tværs af de fleste sektorer i de tre regioner,« lyder det fra Sydbank. 

Overordnet mener aktiestrategichefen derfor, at investorerne skal være forsigtige: 

»På det brede aktiemarked er prisfastsættelsen dyr, forventningerne til indtjeningsvækst for høje og investorernes syn på geopolitiske risici alt for tilbagelænet. Det vil holde snor i aktieafkastet og maner til forsigtighed, når det gælder globale aktieafkast, medmindre vi får massive positive indtjeningsoverraskelser,« lyder det fra Sydbank. 

Læs også: Hvis investor fik penge tilbage i skat, ville han købe denne C25-aktie

Aktiestrategichefen mener i øjeblikket, at de amerikanske aktier er en smule mere attraktive end de europæiske og Emerging Markets, da Sydbank forventer færre indtjeningsskuffelser end i Europa og på Emerging Markets. Emerging markets er en fællesbetegnelse for aktiemarkederne i udviklingslandene og dækker blandt andet over Kina, Indien og Brasilien. 

De europæiske aktier har i 2024 leveret et afkast på 5,5 pct. målt på Stoxx-600 indekset, mens de amerikanske aktier i S&P 500-indekset har leveret 8 pct. De kinesiske aktier i Hong Kongs Hang Seng-indeks er nede med lidt over 1 pct. i år indtil videre. 

Læs også: Forudser at de økonomiske konsekvenser kan blive »enorme«

Læs også: Danske Bank-strateg: Derfor kan aktiefesten fortsætte