Henter kommentarer

Økonomisk rådgiver advarer mod "gode tilbud" fra banken: Kan koste dig dyrt


Renterne er piblet i vejret, men kunderne hos landets største banker oplever indtil videre ikke overvældende indlånsrenter.

Overvejer man derfor at gøre brug af bankernes forskellige produkter, der kan få ens penge til at vokse stille og roligt over tid, skal man tænke sig godt om.

Sådan lyder det fra Karsten Engmann Jensen, stifter og indehaver af det privatøkonomiske rådgivningsfirma Pengeministeriet, som Euroinvestor har sat i stævne efter flere storbanker har varslet stigninger på indlån.

Læs også: Sådan ser storbankernes indlånsrenter ud lige nu

»Hvis banken tilbyder dig en lav rente, du som kunde er utilfreds med, ved den godt, at du på et tidspunkt bliver træt nok af det, så det er nemmere at få dig over i en investeringsløsning, hvor de kan tjene 1,5 procent på dig årligt,« siger han.

Karsten Engmann Jensen mener, at indlånsrenter bankerne tilbyder kunderne lige nu, er langt dårligere end dengang, kunderne skulle betale for at have indestående i banken – og de uattraktive renter kan altså kan være med til at lokke kunder over i andre bankprodukter.

»Da inflationen var omkring nul, og bankerne havde minusrenter, tabte man godt 1 procent i købekraft. Nu tilbyder flere banker omkring 1 procent i rente på indestående, men inflationen er højere end 5 procent, og så har man altså en negativ forbrugsmulighed på mere end 4 procent om året.«

Beslutter man sig for at gøre brug af bankens investerings- eller opsparingsløsning, gælder det om at være særligt opmærksom på ÅOP – altså årlige omkostninger i procent. Både når det drejer sig om puljeordninger, plejeordninger og private banking ordninger, forklarer Karsten Engmann Jensen.

»Det kan blive rigtig dyrt, og tænker man sig ikke om, kan man risikere, at det man betaler i omkostninger, svarer til 2-3 års arbejde,« siger Karsten Engmann Jensen.

Han henviser til, at bankernes ÅOP typisk hedder 1,5 procent på diverse investerings- og opsparingsprodukter.

»Har du eksempelvis 100.000 kroner i dag, kan du regne med, at mange banker har taget mellem 10.000 og 20.000 kroner af dem over 5 til 10 år.«

»Men det mærker du nok ikke, fordi din formue i samme periode vil vokse til 118.000. Den kunne dog have heddet 128.000, hvis det ikke havde været for de høje gebyrer,« fortæller Karsten Engmann Jensen.

Han anbefaler i stedet, at man putter en del af sin opsparing, som man ikke skal bruge inde for de kommende år, i en passiv aktiefond. Enten via sin egen bank eller investeringsplatformene Nordnet eller Saxo Bank.

Til sidst understreger han, at man aldrig skal investere hele sin opsparing, så der altid er til uforudsete udgifter.

»Det at have penge stående kontant, så der ikke skal lånes penge, hvis cyklen bliver stjålet eller tv'et går i stykker, er super fornuftigt,« siger rådgiveren.

Læs også: Prissmæk kan være på vej til bilisterne

Læs også: Kæmpe fald i danskernes løn: »Helt ekstremt«