Henter kommentarer

Boligøkonom: Jagten på skattefordel presser priserne op - her syder det


Det er positiv læsning at kigge på de nyeste tal for boligpriserne.

Sådan lyder det fra Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom i Nykredit. 

I september måned har der nemlig været prisstigninger over hele linjen, viser friske tal fra Boligsiden. 

Salgspriserne på huse er i september steg med 0,9 pct., ejerlejligheder steg med 1,5 pct. mens prisen på de solgte sommerhuse steg med 1,1 pct.

»Der er dermed tale om store månedlige prisstigninger, og vi skal faktisk helt tilbage til forsommeren 2021 for at finde måneder hvor der har været større prisstigninger på huse og lejligheder,« forklarer boligøkonomen.

Læs også: Så meget kommer skatten til at stige på ejerlejligheder i de store byer

Når man dykker ned i tallene, så er det især i Københavnsområdet og store dele af det øvrige Sjælland, hvor huspriserne stiger mest, mens der er tale om fortsatte prisfald og generelt kun meget små prisstigninger at finde i det jyske og på Fyn.

Mira Lie Nielsen peger på, at de seneste år har slået fast, at priserne i Hovedstadsområdet og dele af Sjælland er mere volatile end på resten af boligmarkedet.

»Det kan virke kontraintuitivt, at prisfremgangen igen trækkes af udviklingen på Sjælland, hvor vi også så den stærkeste prisfremgang under pandemien, og hvor priserne mange steder allerede er høje. For prisfaldene igennem 2022 var slet ikke store nok til at opveje omkostningerne ved de højere renter,« siger boligøkonomen.

»Men de familier, som køber nu, er nok ikke førstegangskøbere, men har formentlig friværdi fra tidligere bolig med sig, og har måske ovenikøbet opsagt en fastforrentet realkreditlån med lav rente og også derigennem fået en stor sum penge med sig til det nye boligkøb,« tilføjer hun. 

Læs også: Over 10 mia. kr. venter på at kunne blive udbetalt til boligejerne: ‘Der bliver fest i provinsen’

Fremgangen på ejerlejlighedsmarkedet er lige nu påvirket af, at der i København lige nu er voldsom kraftig aktivitet, hvilket har barberet udbuddet ned og salgspriserne op. 

»Det lader til, at købere af ejerlejligheder slår til nu for at sikre sig en skatterabat inde boligskatterne på netop lejligheder står til at stige markant ved køb efter 2023,« forklarer Mira Lie Nielsen. 

Men på trods af den nuværende fremgang kan den dog vise sig at være kortvarig, hvis handlerne er drevet af købere med et ønske om at handle inden nytår for at sikre sig en skatterabat ved overgangen til det nye boligskattesystem.

Derfor forventer Nykredit, at priserne på ejerlejligheder vil falde i 2024 som følge af de nye boligskatteregler, da højere boligskat betyder højere faste udgifter på den pågældende bolig, og derfor strækker købernes indkomst ikke til at købe for helt så meget som i dag.

Læs også: Privatøkonomisk ekspert til boligejerne: Træk lige vejret – I er sluppet billigt

Læs også: Så meget dyrere er det blevet at låne 1 mio. kr.