Henter kommentarer

For femte måned i streg står boligudbuddet bomstille: »Det er lidt usædvanligt«


Antallet af boliger til salg har stort set ikke rykket sig i oktober.

Det afslører netop offentliggjorte tal fra Boligsiden.

I løbet af de seneste måneder har konklusionen været den samme. I juli, august og september har boligkøberne således haft stort set samme antal boliger at vælge mellem.

Fra juni og oktober har udbuddet af boliger svinget med mellem 36.000 og 37.000, viser de nye tal.

Ifølge Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit, er udviklingen en smule usædvanlig, men alligevel ikke en overraskelse.

»Boligudbuddet har været stort set uændret hen over sommeren og de første måneder af efteråret, og det er lidt usædvanlig, da udbuddet plejer at toppe i juni, for herefter at falde hen tydeligt hen mod nytår. Men plejer har ikke gjort sig gældende på boligmarkedet længe, og derfor er det ingen overraskelse, at af udbuddet af boliger heller ikke opfører sig normalt,« skriver hun i en kommentar til de nye tal.

Hun mener, det er en god nyhed, at boligudbuddet ikke er faldet, som det plejer.

»Der har været mere end rigeligt fart på boligmarkedet det seneste år, hvor handelsaktiviteten er steget, priserne eksploderet og udbuddet trykket ned på de laveste niveauer siden midten af 00’erne. Når der er mere til salg, er det lidt nemmere for køberne at forhandle et afslag hjem, og derfor kan det uændrede udbud være med at holde priserne i ro i den kommende tid. Det vil være godt oven på en periode med ualmindeligt meget fart på boligmarkedet.«

Læs også: Nu stiger renten: Højeste i halvandet år

Helt præcist var der 25.388 villaer og rækkehuse til salg, da november måned startede. Måneden forinden lød tallet på 25.404, og det svarer til, at udbuddet på landsplan er faldet med 16 den seneste måned. Siden marts er udbuddet svinget mellem omkring 24.000 og 25.4000 udbudte huse med små stigninger og små fald undervejs. Niveauet betragter Lise Nytoft Bergmann som »et meget stabilt niveau«, som er værd at glæde sig over.

»Villaer og rækkehuse udgør den største del af boligmarkedet, og derfor er det værd at glæde sig over det stabile udbud. Om to måneder er det januar, og hvis tingene går som de plejer, vil udbuddet begynde at stige igen. Det vil være med til at holde priserne i ro, hvilket er glædeligt oven på en periode, hvor de nogle steder i landet er løbets nærmest løbsk,« skriver hun.

Udbuddet på ejerlejlighedsmarkedet faldt med blot 4 den seneste måned, hvilket betragtes som uændret. Da udbuddet af ejerlejligheder var lavest tilbage i februar, var der 4.950 lejligheder til salg, men herefter er udbuddet steget en lille smule. Der er dog stadig lidt mindre til salg i dag, end ved samme tid sidste år.

Læs også: Renten stiger: Det betyder det for ydelsen på lån

»Ejerlejlighedspriserne er fløjet til vejs de seneste år og kombineret med den stigende rente, er der færre og færre, der har mulighed for at købe. Det er den primære årsag til, at udbuddet er lidt højere i dag end for et halvt år siden. Historisk er der dog stadig tale om et lavt udbud, og danskerne interesse for at bo i ejerlejlighed og dermed i de store byer, er stadig høj,« lyder det fra boligøkonomen.

På sommerhusmarkedet er udbuddet faldet tre måneder i streg. Men dog er der tale om en udvikling i små sko, lyder det. I juli, da udbuddet var højest i år, var der 5.391 fritidshuse til salg mod 4.774 i dag.

»Sæsonudsvingene er normalt stærkere på markedet for fritidshuse end på markedet for helårsboliger, da danskerne opholder sig mere indendørs i den kolde tid, og da mange fritidshuse ikke er helårsisolerede,« skriver Lise Nytoft Bergmann og fortsætter:

»Det ved sælgerne godt, og derfor er der ikke ret mange, der sætter deres fritidshus til salg om efteråret. Hvis en bolig står til salg for længe, kan nye købere undre sig over, hvorfor boligen ikke er solgt, og nemmere kræve et afslag når den endelig pris skal på plads. Det er derfor naturligt, at udbuddet af fritidshuse falder en lille smule.«

Læs også: Pengene og kulturen med Danske Banks chefstrateg: »Jeg tror, jeg har set jorden gå under på alle tænkelige måder«

Læs også: 5 spændende aktier: 'De har uden tvivl et kæmpestort marked'