Der kan være grund til at købe aktier op nu.
Det vurderer privatinvestor og bestyrelsesmedlem for GreenMobility, Tue Østergaard. Han tror på, at danske aktier vil stige med omkring 10 pct. i år. Det skyldes flere ting.
Det ene er, at vi bevæger os mod en gradvis åbning af økonomierne oven på coronavirussens fremmarch. Efter en tid med en horribel nyhedsstrøm på grund af COVID-19 og fyringer, vil vi derfor få en positiv nyhedsstrøm, forklarer han.
»Der vil være fokus på de gode nyheder. Der vil ske et skifte, og det vil ske forholdsvist hurtigt i maj og juni. Efter sommerferien vil verden være endnu mere åben, og fordi investorerne kigger fremad, vil investorerne afskrive nedturen som en engangs-ting, en hundredårs krise,« vurderer Tue Østergaard.
Læs også: Value-aktiechef: Disse aktier har vi købt
Frygten for at gå glip af en optur på aktiemarkedet kan samtidig være med til at løfte aktierne.
»Folk vil være med, fordi den store forskel fra finanskrisen i 2008 og 2009 var, at man kunne gå over i obligationsmarkedet og få 5-6 pct. i rente. Hvis du går over i obligationsmarkedet nu, får du minus 0,75 pct i rente. Det er en kæmpe forskel, og derfor er der ekstremt stærke kræfter, som presser dig ind i aktiemarkedet, for du kan ikke få et afkast andre steder,« forklarer han.
»Du kan ikke sende penge i banken, og kvalitetsaktier vil være ekstremt efterspurgt. Derfor vil mange danske aktier gøre det godt,« vurderer Tue Østergaard.
Han fremhæver desuden, at vi i denne uge får en masse kvartalsrapporter for første kvartal. Investorerne vil holde øje med virksomhedernes bud på fremtiden, men han forudser, at selskaberne ikke vil kunne sige særlig meget, fordi usikkerhed omkring nedlukningen stadig er stor.
»Den store test bliver selvfølgelig kvartalsregnskaberne, men i høj grad for andet kvartal. På det tidspunkt vil det jo være noget, som er bag os, så der vil man jo se på fremtiden i stedet for fortiden. Det er det, jeg har min optimisme i,« lyder vurderingen fra Tue Østergaard.
Læs også: Peger på undervurderet aktie: 'Der er stor upside'
Læs også: Privatinvestor om ny nedtur: Det her skal du passe på

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner