Henter kommentarer

Jens Nærvig Pedersen: Dollaren er den store taber under coronakrisen

Foto: STRINGER/PERU
Vis mere

Dollaren oplevede et sjældent kollaps i juli, hvor den faldt til 6,25kr – det laveste niveau siden 2018. Det kan være et alarmerende tegn omkring tilstanden i amerikansk økonomi. Jeg tror ikke nødvendigvis vi har set bunden endnu, og det er skidt nyt for dansk økonomi og vores store indtægter på investeringer og handel i USA.

Tæt på halvdelen af Danmarks 180 mia. kr. store overskud på betalingsbalancen kommer fra USA. Det dækker over et stort overskud på eksporten af især medicin og udbytte på investeringer i amerikanske aktier. Når dollaren falder presser det virksomhedernes konkurrenceevne og mindsker værdien af investeringerne, så der er god grund til at følge udviklingen nøje.

USA kæmper fortsat med at håndtere epidemien. Man oplevede en ny stigning i antallet af smittede henover sommeren, hvorimod smitten er blevet holdt i ave i Europa. Forskellen i smitteudviklingen har direkte konsekvenser for den økonomiske udvikling og for valutakursen.

I Europa er flere restriktioner blevet ophævet henover sommeren, og man er nu omkring halvvejsmod en fuld genåbning af samfundet. Det høje smittetal i USA betyder derimod, at man har holdt fast i centrale elementer af den nødpolitik, man indførte tilbage i marts. Når det kommer til nedlukningen af samfundet, er der ikke sket meget genåbning siden epidemien brød ud i USA.

Ledigheden er som konsekvens af den strenge nedlukning stadig på et tocifret niveau i USA. Den bliver blandt andet holdt oppe af forhøjelsen af arbejdsløshedsunderstøttelsen – en anden nødpolitik – som betyder, at 2/3 af de ledige får en understøttelse, der er højere end lønnen i deres tidligere job. Ordningen udløb ved udgangen af juli, og kongressen skal nu overveje om den skal forlænges i en eller anden form – potentielt frem til starten af 2021.

Nedlukning og højere understøttelse kan sagtens være den rette løsning ud fra et epidemiologisk synspunkt, men det har en pris. Det er højst utraditionelt, at USA har sat økonomien ud af spil med denne type politik. USA har i virkeligheden valgt at sætte kapitalismen på pause for at få smitten under kontrol, og det har efterladt dollaren som taber.

Det behøver selvsagt ikke være en ny normal for amerikansk økonomi og dollaren. En vaccine er en væsentlig brik på vej mod en genopretning. Under alle omstændigheder vil bedre styr på smitten give mulighed for en afvikling af nødpolitikkerne, en genstart af det kapitalistiske system og comeback for dollaren.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har lovet lave renter og kvantitative lempelser, så lang tid det er nødvendigt. Det gør ikke livet nemmere for dollaren, at den ikke længere har fordel af højere renter end i f.eks. Europa og Japan. Jeg tror derfor ikke, at et comeback ligger lige for døren.

Tværtimod tror jeg vi skal vende os til, at dollaren igennem efteråret vil forblive omkring det lave niveau vi har set den seneste tid. Jeg kunne også sagtens forestille mig et yderligere fald under 6,20kr. Dollarstyrkelse er nok snarere en historie for næste år – såfremt der er kommet styr på epidemien og økonomien.

Læs også: Teknisk set på indeksene: 'Nu er vi tæt på et Death Cross'

Læs også: Sarah Ophelia Møss: Spænder din hjerne ben for dine investeringer?

Læs også: Jens Nærvig Pedersen: Rentekurvekontrol vil enten være galt eller genialt