Henter kommentarer

Sarah Ophelia Møss: Spænder din hjerne ben for dine investeringer?

Foto: Odd Andersen
Vis mere

 

Nå, så var flyaktierne alligevel ikke det helt store hit. Ikke endnu i hvert fald. For halvanden måned siden skrev jeg denne artikel om Norwegian-aktien. I den kiggede jeg på hvilke andre flyaktier man også kunne vælge, som måske kunne være mere “sikre” aktier både på den korte og lange bane. Hvorvidt det indtil videre har været tilfældet eller ej, kan du selv se på de respektive selskabers grafer i den tidligere artikel hvor de alle er linket direkte til.

Men hvorfor er det overhovedet, at vi er så opsatte på at købe ind på en branche som er svært presset på alle fronter? Er det kun håbet om en hurtig gevinst der fylder for os, eller er der andre ting på spil? I denne finanskommentar, kigger tager vi et kig ind i den menneskelige hjerne. Men først skal vi lige sætte scenen.

En presset branche

For ja, den er stadig meget presset og den seneste covid-19 udvikling, har gjort ondt værre for flere af selskabernes vedkommende. Norwegian er nu faldet i alt hele 98,73 pct. på de seneste fem år. Ryanair er faldet 13,30 pct. og Soutwest Airlines Company 12,56. Bemærk den store forskel selskaberne imellem. Det var den lange bane. Kigger vi på den korte bane kunne man på tre måneder faktisk have fået et positivt afkast på 6,20 pct. ved at satse på netop Southwest Airlines Company, 13,52 ved et sats på Ryanair og hele 16,45 pct. positivt afkast på United Airlines Holdings - alle selskaber nævnt i den tidligere finanskommentar.

Facebook-grupper for investorer

Siden starten af året, og i særdeleshed siden marts, har flyaktie-snakken fyldt meget i diverse investor-grupper på Facebook. Jeg lavede en hurtig poll i en af mine egne grupper, for at mærke hvor vi er henne nu. Jeg spurgte blandt andet, hvorvidt nogle havde købt flyaktier under corona. Det svarede 156 ja til. Stort set det samme antal, nemlig 176 svarede at de ikke var interesseret i flyaktier fordi de anser dem som værende for risikable. Hele 98 svarede at de har købt Norwegian-aktien under corona men 25 svarede dog at de helt eller delvist har fortrudt deres investering i flyaktier. Blot 17 havde flyaktier i porteføljen inden corona ramte.

Tråden for selve poll’en udviklede sig hurtigt til en lille debat om hvorvidt SAS-aktien er et godt køb eller ej pt. Så vi sidder stadig i grebet. Mediedækningen bidrager måske til den store investerings-interesse i netop denne type aktier.

De store medier

I Berlingske kunne man nemlig mandag læse, at de store flyaktier “styrtdykker”. Jeg kiggede lidt på tallene, og måske har jeg bare en anden opfattelse af, hvad “styrtdykker” betyder. Fra fredag uge 30 til tirsdag uge 31 faldt Norwegian aktien fra kurs 2,6 til 2,44. Det svarer til et fald på cirka 6 pct. Både Southwest Airlines Company og China Southern Airlines faldt det der svarer til 1 pct.

Intro til børspsykologi

For at kunne forstå det der foregår inden i hovedet på os investorer, kigger vi nu mod psykologiens univers. Børspsykologien søger nemlig at forklare, hvorfor vi investorer træffer de beslutninger, vi gør, når vi færdes på aktiemarkedet. Så hvorfor er det vi vælger at købe Norwegian aktier når den rammer 3 kroner, og tilmed mener at det er en god idé? Mange af de grunde finder du i de grene der hører under børspsykologi. To af disse vil jeg gerne introducere dig nærmere for herunder.

Forankringseffekten

Forankringseffekten, på engelsk anchoring bias, er en kognitiv fejl, hvor vi fikserer på et tal eller en værdi. Konceptet “at forankre” refererer altså til vores tendens til at låse vores tanker fast til et referencepunkt - uanset hvorvidt det giver nogen mening fra et rationelt synspunkt eller ej.

Forankring er et fænomen der finder sted alle vegne, så altså også i den finansielle verden. Vi investorer baserer nogle gange vores beslutninger på irrelevante tal og oplysninger. For eksempel investerer vi i aktier, der er faldet betydeligt i løbet af kort tid. Vi er sandsynligvis forankret i en tidligere højere aktiekurs, og derfor tror vi, at faldet udgør en mulighed for os for at købe aktien til en “nedsat pris”. Vi tror der er tilbud. Samme mekanisme får os til at købe mere end planlagt i supermarkedet, når vi møder de gule tilbuds-skilte.

Den bedste måde at undgå forankring i vores investerings-praksis (og andre steder) er, at tænke mere kritisk. Det vil potentielt tjene os godt, hvis vi er lidt mere forsigtige og opmærksomme i forhold til, hvad vi baserer vores beslutninger på. De mest succesfulde investorer baserer ikke deres beslutning på blot en eller to ting. I stedet vurderer de hvert firma ud fra en række perspektiver for at få det mest korrekte billede af selskabet og aktien.

Flokadfærd (Herding)

Den anden ting er flokadfærd. Vi mennesker trives som bekendt gerne i flok. Når det kommer til investering, betyder denne flokadfærd, at vi følger populære tendenser uden nødvendigvis at være bevidste om det. Denne type adfærd er en fremtræden psykologisk bias. Flokadfærd på aktiemarkedet er årsag til f.eks. dramatiske bobler. Hvis markedet bevæger sig i en vis retning har vi investorer en tendens til at følge flokkens reaktionsmønster. Lige nu er det “køb billige flyaktier, før det er for sent” tendensen.

En måde at afskærme sig fra dette, kan være at være påpasselig med at lytte for meget i de store online aktiefora og helt holde sig ude af dem, hvor kun en specifik aktie diskuteres. En gruppe investorer, der alle har penge i det samme, vil forsøge at overbevise hinanden om, at det var den rigtige beslutning at købe den pågældende aktie.

Sarah Ophelia Møss er iværksætter, sociolog og forfatter til bogen Den lille guide til investering Hun skaber 'rum for læring' på investeringsfeltet med sine virksomheder Ophelia Invest og Forlaget Penge. Hun driver desuden Facebook-grupperne Aktieklubben Danmark og Kvindelogen.

Læs også: Sarah Ophelia Møss: Har du styr på sektorerne?

Læs også: Sarah Ophelia Møss: Sådan kan du se på din egen strategi

Læs også: Din guide: Sådan hænger regnskabstallene sammen