Henter kommentarer

Lau Svenssen: IT-nedturen foregår trin for trin


Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.

Man bliver ikke skaldet men mister et hår ad gangen. Denne banale men dybe visdom blev jeg præsenteret for i løbet af det første år af min uddannelse som økonom. Min nu afdøde professor i nationaløkonomi var en dannet mand, men hårtab var ikke en problematik som gjorde indryk på os langhårede studerende. Efterfølgende dukker udsagnet dog ofte op blandt mine tanker. Det er sandt.

Udviklingen på USAs Nadaq marked med IT-selskaber i spidsen er ved at blive et eksempel på et sådant forløb. Det ene selskab efter det andet i gruppen af topnavne ryger ind i en kursmæssig nedtur, der dog varierer omkring årsag og tempo. Uanset det er facit: enorme børsværdierne blæses væk – de evaporerer. Pist væk.

Forskellen til de moderne Krypto-aktiver kan påstås at være eksistensen af en real aktivitet inde i IT-koncerner. De har børsmæssigt har antaget en forbløffende lighed med et atom: der findes en kerne med masse, mens resten farer rundt udenom og fylder gevaldigt. Alt er muligt for den som tror. Børsværdier ligner en harmonika.

Læs også: Lau Svenssen: Aktiemarkedets dilemma

Krypto repræsenterer regulære kunstige opfindelser uden sammenhæng med observerbare eller reale genstande/indhold. Dermed udgør Krypto som IT-baserede opfindelser en afspejling af den tid, som vi er på vej ind i: postmodernismen. Krypto anvender IT som en form for platform, og det får nogle mennesker til at stole på eksistens af noget seriøst i Krypto – det må jo være fremtiden!

Postmodernismens idé er, at virkeligheden ikke findes i virkeligheden. Du må opfinde din egen virkelighed, eller koble dig ind og tilslutte dig andre personers koncept, der jo så kan siges at udgøre en form for religiøs opfattelse. Tro hvad du vil.

Hvis man som investor satser på sådanne fænomener, bør man efter min mening overveje sin mentale habitus. Man kan så spørge, om hvor langt ned det mon breder sig fra Krypto ind i IT. Greater fools theory som betyder muligheden for at sælge »varen« videre med god gevinst til en endnu dummere person, kan dog give mulighed for at opnå en avance, så længe kædebrevet ikke brydes men ruller videre med voksende tilslutning.

Vi undgår et IT-krak, når aktierne skrider en for en
Oppustningen af børsværdier og dermed formuer hos de involverede personer har længe udgjort en latent trussel om et aktiekrak. USAs IT-aktier står i centrum for denne situation. Men i banker og investeringsbranchen kan de ansvarlige medarbejdere, der udtaler sig og disponerer på firmaets vegne, slet ikke se, at der kan eksistere en sådan risiko. Det kunne man jo heller ikke forud for de foregående sammenbrud. Sådan er det bare.

Tværtimod stoler man på visdommen i at fordele forvaltet kapital ud fra den facitliste, som viser markedets sammensætning. Indeksplacering er på mode som en billig metode for investorer med ønske om en passiv struktur i deres portefølje.

Læs også: Lau Svenssen: Fødevarepriserne går agurk

Selv såkaldt professionelle aktører læner sig frivilligt op ad den samme facitliste, da det opfattes som en let vej til at undgå ansvar. Forvalteren slipper for at tænke og kan samle sine kræfter om at håndtere afvigelsernes omfang i forhold til gennemsnittet.

Balladepunktet ved investeringsbeslutninger og den efterfølgende overvågning heraf er forventningsdannelse. Det dækker over vurdering af fremtiden, som i investeringsmæssig sammenhæng skal håndteres både angående potentiale og risiko i de aktier, som udgør de relevante placeringsmuligheder.

Det er ikke klogt bare at løbe med alle de andre i flokken og købe facitlisten uden selv at have indsigt i de aktier, som erhverves. Det går godt så længe procesforløbet fortsætter i det kendte spor, men der er høj risiko for at havne midt i et sammenbrud. Når det indtræffer, vil alle sælge de samme aktier. Ikke godt.

Generelt kørte aktiemarkedet træt i løbet af andet halvår 2021. Forspringet i forhold til Corona-genoplukningen var blevet for stort, men udviklingen har på mærkværdig vis ført til en opsplitning. Det store flertal af almindelige modne selskaber drejede af og mistede kraft til yderligere optur. De gik kold og fladede ud kursmæssigt. Det samme indtraf ikke for IT-giganterne, der fortsat nød investorernes begejstring.

Læs også: Lau Svenssen: Tryg har spændt for hårdt for

Uanset det bredte der sig dog en negativ stemning nedefra, som ramte de nyere opkomlinge blandt IT-firmaerne – udfordrerne til de herskende IT-firmaer. Den gik ikke, Granberg, i hvert fald i første forsøg.

Nogle børsaktører så straks et nyt positivt aspekt i denne udvikling: læren fra Microsoft om »The winner takes it all«. De førende IT-giganter ville sætte sig på hele markedet og udvikle sig til bærende platforme, som mindre selskaber underdanigt var tvunget til at benytte og dermed betale dyrt for at få adgang til. En ny form for ny monopolkapitalisme, hjemmehørende i USA.

Samlet peger pilen nedad
Nu er der imidlertid kommet gang i en mere diskret udvikling, hvor aktiekursen i den ene IT-gigant efter den anden skrider nedad. Store børsværdier smuldrer. Håret falder af – lidt ad gangen.

Nasdaq-100 indekset dækker det meste af IT-branchens aktier og er en god målestok. Fra toppunktet ved 16.750 til dagens punkt ved 12.900 er der tale om et tab på 23 pct. Stribevis af selskaber er udsat for deciderede kursdyk på enkelte børsdage. Nyheder udløser reaktioner, som er vanskelige at begribe ud fra indholdet i disse opdateringer. Pilen peger gang på gang nedad for børskursen. Blandt de største selskaber holder Apple pæn stand som den afgørende undtagelse. Selv Microsoft er kørt med ned ad skibakken.

Læs også: Simon Richard Nielsen: Danske Bank dropper udbyttet, og det er godt nyt for aktionærerne

Forløbet er nået et punkt, hvor der er ved at blive tale om tale om en såkaldt Bear Market Test. Hvis børskurserne ikke stopper faldet nu og viser fornyet styrke i opadgående retning, så truer en alvorlig udvikling nedad. En negativ trend. Et Bear Market.

Mit gæt er en bund ved 10.000 for Nadaq-100 indekset fulgt af en flad østgående kursudvikling uden et rebound. Markedet vil blive liggende på gulvet som en bokser, der er ramt af en knockout.

Set udefra er det igangværende forløb forbløffende. Investorerne har jo tydeligvis stor eksponering inden for de førende IT-navne, men de vil ikke give op og sige Tak. De råber uhørligt: Ekstranummer, Ekstranummer.

Se listen: De 10 mest populære udenlandske aktier

Der skal indtræffe et spektakulært sammenbrud i en af de unge koncerner for at standse IT-aktieeuforien.

Hvad bliver indholdet i næste runde på børsmarkedet
En glidende nedtur for IT-giganternes aktier kan give en positiv påvirkning. Dels undgår vi et decideret IT-børskrak. Dels kan der komme gang i en ikkedramatisk sektorrotation ind i det brede aktiemarked. Penge er der nemlig nok af, men rigtige aktier til rigtige mennesker er der for lidt af.

Læs også: Teknisk Set med Lars Persson: Skal vi videre ned?

Pilen peger derfor opad for aktiemarkedet som helhed, men først skal vi vel at mærke have overstået to ting: Bear Market Test nedad for Nasdaq og ligeledes S&P-indekset, mens Dow Jones vel er så gammeldags i sin sammensætning, at det kan nøjes med et moderat ryk baglæns. Den anden belastning, som skal fjernes, er Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Invasionen skal afsluttes med en holdbar fredsaftale, der vil forhindre enhver form for aggression fra russisk side mod andre nationer i bred forstand – ikke kun Ukraine.

Ingen kan længere stole på Putin-styret. Rusland repræsenterer nu et problem for samtlige lande i verden inklusive Kina, og dermed skal løsningen implementeres af FN. En form for globalt manifest med garanti mod statslederes brug af militær magt over for andre lande og deres befolkning. Der vil være tale om menneskerettigheder i en fornyet udgave forårsaget af et konkret behov herfor.

Det kortsigtede perspektiv for aktiemarkedet er derfor præget af flere negative påvirkningskræfter. Ingen kender fremtiden, og aktiekurser kan heller ikke bedømmes eksakt. Der er tale om et åbent spil, hvor hver enkelt aktørs beslutninger og handlinger påvirker prisdannelsen og også andre aktørers adfærd på markedet.

Læs også: Lau Svenssen om Vestas: Oprydning udløser enormt underskud

Mit anliggende med denne vurdering af iagttagelser fra børsmarkedet er i al sin enkelhed, at gøre opmærksom på en udvikling i aktiekurserne, som man let kan overse og endog prøve at bortforklare. Pas på. Man taber et hår ad gangen. Til sidst er man skaldet. Aktier taber ikke altid et kurspoint ad gangen, og de store ryk nedad udgør derfor en anden advarsel. Der er Ugler i mosen.

Til sidst skal jeg gøre opmærksom på et andet fænomen på det opkogte børsmarked. Warren Buffett har for få dage siden gjort opmærksom på, at handelsvolumen er så stort, at det er lykkedes ham på kort tid at akkumulere en stor beholdning i olieselskaber. Når aktier samles op på stærke hænder, kan aktører med kortsigtet adfærd omkring short selling let blive kørt over.

Dagens bidrag til den fortsatte fortælling om tidens forvirrede børsforhold er et dyk på 4-5 pct. for Nasdaq-papirerne. Dow Jones og S&P nøjes med at betale gårsdagens gevinst på 3 pct. tilbage. I går modtog aktiemarkedet Fed’s renteforhøjelse i stiv arm og gav indtryk af stor tillid til ansvarlig pengepolitik fremover, som ikke ville kunne bremse aktierne. I dag neutraliseres dette løb.

Kun en tåbe frygter ikke markedet. Vi lever i en spændende tid.

Lau Svenssen er kommentator hos Euroinvestor og chefanalytiker i firmaet Svenssen & Tudborg.