Simon Richard Nielsen: Passiv investering i indeksfonde er genialt – og jeg vil ikke røre dem med en ildtang
Passive indeksfonde risikerer at sejre sig selv ihjel, da prissætningen bliver stadigt mere skævvreden. Investorer skal i særdeleshed være opmærksom på, at eksponeringen til teknologi er skyhøj.
En stille revolution er skyllet ind over de globale aktiemarkeder i de senere år. Omfanget er så voldsomt, at de forsvindende få kritikere ligefrem påpeger, at kapitalismen er ved at æde sig selv op indefra. Selve mekanismen, der sikrer optimal fordeling af kapital til de aktiver, der forventes at klare sig bedst, er gået i stykker.
Det handler om passive investeringer i indeksfonde, der blindt følger markedets udvikling. Kapitalismen må vi redde en anden god gang. Her og nu handler det om, at vores opsparinger i både pension og i frie midler i disse år kanaliseres over i indeksfonde med stadigt større hast. Tendensen er global.
Argumentet for indeksfonde er også simpelt: Fyr din uduelige og dyre porteføljemanager i investeringsforeningen. Han kan ikke slå markedets afkast alligevel, så hvorfor give ham to pct. af dine hårdt opsparede penge oveni? Du skal for Guds skyld heller ikke selv røre en finger. Det skulle da lige være den finger, der rammer købsknappen, når du investerer i en indeksfond i form af såkaldte ETFer – Exchange Traded Funds.
En ETF handles på børsen og afspejler minut for minut værdien af det aktieindeks, den skygger. Stiger C25-indekset én pct., stiger en ETF-baseret indeksfond på C25 ligeledes én pct. – fratrukket lidt omkostninger, der er minimale i forhold til i en aktivt forvaltet portefølje.
I sandhed er ETF en genial opfindelse. Men det er ikke noget argument for, at det til alle tider er en god idé at investere i dem.
Alene den brede konsensus i både finanssektoren generelt og i den akademiske litteratur bør i sig selv være et faresignal. Markedet belønner ikke konsensus på sigt.
ETF-paradigmet minder om en af børshistoriens mere ukendte bobler, nemlig »nifty fifty«, der havde sin storhedstid i 1960ernes USA. Perioden er blandt andet beskrevet i den økonomiske historiker Charles P. Kindlebergers hovedværk »Manias, Panics and Crashes«.
Dengang som nu var den mest udbredte investeringsstrategi baseret på et mantra, der flød fra både rådgiver og faglitteraturen. Alle havde det samme budskab: Køb aktier. Ja, køb med sindsro en hvilken som helst aktie. Så længe du holder dig til de 50 største amerikanske virksomheder, kan intet gå galt. Du skal aldrig sælge – bare køb, behold, vent og nyd livet. Prissætningen på store amerikanske virksomheder blev langsomt og nærmest ubemærket mere og mere skæv, indtil paradigmet kollapsede i starten af 1970erne. Perioden fra 1973 til 1982 var en lang ørkenvandring for aktionærer.
De største indeksfonde i verden er baseret på det toneangivende amerikanske S&P 500-indeks og udbydes af giganter som Blackrock, State Street og Vanguard. Omkostningerne er typisk på omkring 0,05 pct. om året. Mennesket er markant bagud allerede på startlinjen.
Ikke underligt, at indeksfonde har gået deres sejrsgang og har sneget sig ind som de bærende byggeklodser hos en række store danske pensionsselskaber. ETFer også indmaden i de nye app-baserede investeringsrobotter som f.eks. Danske Banks June og Nordeas Nora. Hvis du lader banken ordne det med pengesagerne for dig via en fuldmagtsaftale, så har du helt sikkert en bunke ETFer i formuen.
The winner takes it all
I takt med de senere års markante kursstigninger i teknologisektoren fylder disse aktier også stadigt mere i de store indeks. En akties vægt i indekset bestemmes af markedsværdien. Investerer man i verdens største og mest betydningsfulde aktiemarked – det amerikanske – via en ETF, baseret på S&P 500, får man således en ekstrem eksponering til teknologi. De fem virksomheder Apple, Microsoft, Amazon, Facebook og Google fylder ca. 23 pct. af S&P 500. Det skal ikke tages til udtryk for en anbefaling om at undgå techaktier, men det bør overvejes, om ens investeringer har en meningsfyldt spredning.
Meget tyder også på, at den fortsatte tilstrømning til ETFer er selvforstærkende. Nye penge i markedet bliver bevidstløs kanaliseret over i de virksomheder, der i forvejen er steget mest.
Skævvridningen er ekstrem, når det gælder Tesla, der står til at komme ind i det gode selskab i S&P 500. Alene forventningen om, at de enorme ETFer snart skal købe stort op i Tesla, har sendt værdien af elbilproducenten mod himlen. Hårdt ramt af coronakrisen leverede Tesla 90.000 biler til kunder i andet kvartal i år. Volkswagen solgte i samme periode 1,9 millioner biler. Tesla er fire gange så meget værd som den tyske konkurrent.
Det helt overvejende argument for ETFer udsagnet om, at hverken du selv eller din porteføljemanager kan slå markedet. Så hvorfor løbe den ekstra risiko? Tja, hvis man ikke kan lide risiko, så har man ikke noget at gøre på markedet alligevel.
Vend argumentet på hovedet i stedet. Hvis du vil være 100 pct. sikker på at få et afkast, der akkurat ikke er bedre end markedet – på grund omkostninger – så køb en passiv indeksfond.
Det sidste kapitel i børshistorien er ikke skrevet endnu. Sandheden kommer for en dag.
