Henter kommentarer

Alm. Brand A/S - Gennemførsel af købet af Codan Forsikrings danske forretning og udnævnelse af ny koncernledelse

Selskabsmeddelelse nr. 11/2022

Gennemførsel af købet af Codan Forsikrings danske forretning og udnævnelse af ny koncernledelse

Alm. Brand har i dag gennemført købet af Codan Forsikrings danske forretning (”Codan”) og skaber dermed det næststørste skadesforsikringsselskab i Danmark med en mere diversificeret kundeportefølje med anslået omkring 700.000 privat- og erhvervskunder.

Den nye koncern Alm. Brand Group vil bestå af otte forretningsområder med hver en koncerndirektør, der skal lede og udvikle på tværs af koncernens brands. Fem forretningsområder er direkte knyttet til forsikringsdriften og betjeningen af kunderne – Industri, Erhverv, Privat, Bankassurance og Skadesservice – mens tre områder – Forretningsudvikling & Teknologi, Økonomi og Stabe – er centrale for at støtte drift og udvikling.

Rasmus Werner Nielsen er administrerende direktør og koncerndirektør for Stabe, mens Anne Mette Toftegaard bliver viceadm. direktør og koncerndirektør for Privat. Mikael Hvolgaard bliver koncerndirektør for Industri og vil ligeledes varetage ledelsen af Privat, indtil Anne Mette Toftegaard tiltræder den 1. oktober 2022. Camilla Amstrup kommer til at stå i spidsen for Erhverv som koncerndirektør, mens Kim Bai Wadstrøm bliver koncerndirektør for Bankassurance, og Henrik Bundgaard bliver koncerndirektør for Skadeservice. I koncernledelsen er også Andreas Ruben Madsen som CFO og koncerndirektør for Økonomi. Kristian Hjort-Madsen er koncerndirektør for Forretningsudvikling & Teknologi.

Adm. direktør Rasmus Werner Nielsen udtaler:
”Vi præsenterer i dag en stærk fremtidig koncernledelse, som får ansvaret for at gennemføre en vellykket sammenlægning af vores to selskaber. Vores mål er at skabe endnu bedre forsikringsprodukter for kunderne såvel som nye karriereveje for medarbejderne, og indfri de finansielle ambitioner for vores nye koncern.”

”Codan, Privatsikring og Alm. Brand står stærkt i markedet, og samtidig vil de tre brands nyde gavn af fælles ledelse, stærkere udviklingsmuligheder og en række delte koncernfunktioner. Alm. Brand og Codan komplementerer hinanden rigtig godt, og vi skal nu samles om det bedste fra begge selskaber, så vi sammen kan skabe stadig bedre forsikringsprodukter for kunderne. Jeg ser utrolig meget frem til at løfte opgaven sammen med den nye koncernledelse og alle vores kolleger på tværs af koncernen.”

Synergier
Alm. Brand forventer uændret at kunne realisere væsentlige synergier og stordriftsfordele på tværs af en fælles IT-platform, indkøb, administration, lejeudgifter og fællesfunktioner samt skadesbehandling for derved at forbedre lønsomheden og konkurrencekraften i det samlede selskab. Synergierne forventes at udgøre omkring 600 mio. kr. før skat og forventes fuldt ud realiserede i 2025 med en akkumuleret effekt på omkring 90 mio. kr. i indeværende år, 240 mio. kr. i 2023, 450 mio. kr. i 2024 og 600 mio. kr. i 2025. Med henblik på at realisere synergierne forventer Alm Brand at afholde omstrukturerings- og transaktionsomkostninger på ca. 1,0 mia. kr. efter skat.

Kontakt

Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til:

Investorer og aktieanalytikere:                 

Head of Investor Relations                Senior Investor Relations Officer
Mads Thinggaard                 Mikael Bo Larsen
mobil nr. 20 25 54 69                mobil nr. 51 43 80 02

Presse:        

Pressechef
Maria Lindeberg
mobil nr. 24 99 84 55

Vedhæftet fil