Henter kommentarer

Ambu med friske tal – bundlinjen bedre end forventet


Medicokoncernen Ambu har netop aflagt kvartalsregnskab, og her gemmer der sig en positiv overraskelse på bundlinjen.

Ambu, der har et forskudt regnskabsår, har i sit første kvartal af 2022/2023 et resultat efter skat på 22 millioner kroner.

På det punkt havde analytikere, ifølge data indsamlet af Ambu selv, satset på blot 1 million kroner.

Læs også: Nordnet efter Ambu-regnskab: En opjustering kan være under opsejling

Ambus omsætning lander et nøk højere end analytikernes forventinger. Omsætningen i kvartalet var reelt 1,132 milliarder kroner. Det er 19 millioner kroner højere end de forventede 1,113 milliarder kroner.

C25-selskabet kan sideløbende bryste sig af en organisk vækst på 4 procent mod -1 procent i samme periode sidste år.

Ambus administerende direktør, Britt Meelby Jensen, fremhæver i en kommentar til regnskabet, at Ambu har lanceret en ny strategi, som skal transformere Ambu. Derudover betoner hun, at Ambu har oplevet momentum:

»I et år med fortsat makroøkonomisk usikkerhed er jeg glad for det gode momentum, vi har set i mange dele af vores forretning,« siger topchefen.

Ambu-aktien har været på noget af en rutschebanetur det seneste år. Aktien er braget ned i løbet af 2022, men den seneste måned har Ambu rejst sig med knap 9 procent.

Britt Melby Jensen overtog roret som Ambus topchef i maj sidste år.

Læs også: Sydbank tror aktien kan blive værdiløs: Forstå historien bag

Læs også: Europa kaster ny sanktion mod Rusland – kan gøre din køretur dyrere