Henter kommentarer

Danskerne er vilde med at spekulere i kursfald som aldrig før


Flere og flere danske investorer sætter deres penge i, at aktiemarkedet vil falde – eller såkaldt shorting.

Det viser nye tal fra investeringsplatformen Etoro og analysefirmaet Vanda Research, skriver Finans.

Fra starten af året til november er antallet af nye shortpositioner åbnet hos Etoro vokset med 61 pct. På samme tid kaster flere investorer deres penge ind i ETF’er, som satser imod de største aktieindeks.

»Førhen har detailinvestorer måske undgået markederne i disse forhold, men der er tydeligvis en større forfinelse og forståelse hos denne stadig mere indflydelsesrige gruppe af investorer,« siger Ben Laidler, global markedsstrateg i Etoro, til Finans.

Læs også: Endnu en kryptoplatform suspenderer aktiviteter

Når en investor shorter – eller går kort – i en aktie, spekulerer vedkommende i at kursen vil falde.

Investoren låner her aktier af en aktionær – typisk via en mægler – for at sælge dem. Hvis aktiens kurs falder, kan investoren købe aktien billigere tilbage, og herefter aflevere den til ejeren.

Investoren tjener derved på forskellen – minus et gebyr for at låne aktien samt kurtage. Desto mere kursen på den lånte aktie går mod nul, desto højere bliver investorens fortjeneste.

Du kan læse endnu mere om shorting her.

Finanstilsynet holder øje med de mest shortede danske aktier.

Lige nu er top fem-listen således: Ambu, GN Store Nord, FLSmidth, Netcompany og Bavarian Nordic.

Læs også: Rentekurven i laveste punkt i over 20 år – signalerer recession

Læs også: Chipkæmpe vinder frem efter regnskab