Henter kommentarer

Kendt valueinvestor: Her er min bedste investering nogensinde


 

Aktiechef Kurt Kara fra investeringsforeningen Maj Invest har investeret professionelt i 20 år, og skal han pege på sin bedste investering nogensinde, står særligt ét selskab frem.

»Noget af det bedste, vi har købt i de sidste tyve år, har formentligt været Coca-Cola Femsa,« siger Kurt Kara i et videooplæg fra 20. oktober.

Selskabet har hovedsæde i Mexico og ejer rettighederne til at distribuere læskedrikkene i store dele af Latinamerika.

»Vi købte ekstremt billigt. [...] Jeg tror, at vi lavede 2-300 procent på den over en længere årrække, så det var en tydelig underdog,« siger Kurt Kara i videoen.

Læs også: Valueinvestor om dansk aktie: 'Jeg mener, at den er meget mere værd'

Han henviser sandsynligvis til årene før 2013, hvor Maj Invest ejede aktien. I foråret 2009 lå aktien omkring kurs 30, hvorefter aktien påbegyndte en kursfest: Fire år senere toppede den i kurs 179. Siden er den faldet og ligger i dag omkring 42 dollar. Men hvordan finder man sådanne undervurderede aktier, der har stort vækstpotentiale? Ifølge Kurt Kara handler det i høj grad om at vurdere, hvorvidt ny teknologi er en fordel eller ulempe for den givne investeringscase.

»Det er meget vigtigt at undersøge, hvilken rolle teknologi spiller,« siger Kurt Kara i videoen.

»Coca-Cola [...] er en god forretning med gode marginer. Og det er det, det handler om. At finde en god forretning til en god pris og så holde den. Og teknologi ændrer jo ikke på, at vi skal have ting at drikke,« uddyber han.

Hvornår er aktien billig?

Kurt Kara beskæftiger sig med value-aktier, som i hans optik dybest set er aktier til skarpe priser, der har værdi og indtjening her og nu.

»Alle selskaber kan i princippet være value-selskaber, hvis prisen er billig nok,« siger han i videoen.

Læs også: Derfor har dansk valueinvestor solgt kendt fly-aktie

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvornår prisen er så lav, at man kan betegne aktien som billig; og det er tæt på umuligt at sige med sikkerhed, pointerer han.

»Man ved det kun præcist på to tidspunkter: Når den går konkurs, så er den nul kroner værd, og når den bliver købt op. Alt ind imellem er en subjektiv vurdering. Men hvis man kan se, at en virksomhed med meget høj sandsynlighed er kraftigt undervurderet, så ryger den over i den halvdel af aktiemarkedet, der hedder undervurderet,« uddyber Kurt Kara.

Value-aktierne ses typisk som modsætning til vækstaktier, der afhænger af værdiskabelse i fremtiden. Her risikerer man at løbe ind i overvurderede aktier, lyder det.

»En overvurderet aktie er, når historien måske er så god, at aktien er løbet forud for realiteterne. Under dotcom så vi det med Nokia og Ericsson,« siger Kurt Kara med reference til krakket i 2001.

»Historien dengang var, at alting ville blive bygget op omkring internettet. Det var også rigtigt. [...] Men du kunne ikke købe Google, Facebook eller Apple. [...] Realiteten viste sig at være helt anderledes end det, aktiemarkedet regnede med,« tilføjer han.

Læs også: Kendt valueinvestor: Derfor vil vi ikke røre europæiske bankaktier

Læs også: Lars Tvede: Der kommer et skifte mod disse aktier