Henter kommentarer

Musk afslører kæmpe plan

Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kampen om at sikre vitale mikrochips intensiveres, og nu tager en af verdens største tech-virksomheder sagen i egen hånd. 

Tesla-topchef Elon Musk har meddelt, at selskabet sandsynligvis vil skulle opføre en »gigantisk« chipfabrik for at imødekomme den enorme efterspørgsel fra sine AI- og robotprojekter. 

Den strategiske beslutning handler om at undgå flaskehalse i forsyningskæden og kan få store konsekvenser for, hvordan teknologiske giganter fremover sikrer sig de afgørende komponenter, der driver fremtidens innovation. 

Musk, der betegner den potentielle fabrik som en »Tesla terra fab«, understreger nødvendigheden af et sådant skridt. 

»Jeg kan ikke se nogen anden måde at opnå den mængde chips, vi søger,« sagde han på Teslas årlige aktionærmøde.

Tesla er i øjeblikket afhængig af kontraktproducenter som Taiwan Semiconductor Manufacturing Company (TSMC) og Samsung Electronics til produktion af selskabets chipdesigns. 

Selvom Tesla udvider leverandørkapaciteten, oplever de stadig mangel på chips.

Musk overvejer også et samarbejde med den amerikanske chipvirksomhed Intel for at sikre forsyningen. Behovet for chips stiger eksplosivt på grund af den globale AI-boom, som driver efterspørgslen på tværs af teknologisektoren.

Musk oplyste, at Teslas potentielle fabrik i starten ville have en kapacitet på 100.000 waferstarts per måned – en måleenhed i halvlederindustrien for antallet af nye chips, en fabrik producerer månedligt. 

Målet er at skalere op til 1 mio. waferstarts per måned. Til sammenligning producerede TSMC - verdens største chipproducent -  omkring 1,42 mio. waferstarts per måned i 2024.

Selvom Tesla ikke selv fremstiller mikrochips, har selskabet i flere år designet specialchips til selvkørende teknologi. 

Den seneste generation, »AI5«-chippen, produceres eksternt og er optimeret til Teslas AI-software. Musk annoncerede også, at Tesla vil påbegynde produktion af sin Cybercab – et selvkørende el-køretøj uden pedaler eller rat – i april.