Henter kommentarer

| Opdateret

Ørsted-aktien er løbet fra C25-indekset: 'Ingen tvivl om, at den er dyr'


Onsdag morgen lægger den danske energigigant Ørsted friske tal på bordet for andet kvartal. Dem kan du se her.

Aktien har haft et forrygende ridt i 2020, og er nu steget til kurs 900. Det svarer til en stigning på godt 28 pct., og aktien er da også stukket afsted fra det samlede 25-indeks, der kun er steget 16 pct. i år. Derfor bliver det spændende at se, hvad det danske energiselskab melder ud om fremtiden, påpeger Sydbanks aktieanalytiker Per Fogh. For kan aktien fortsætte opad?

I videoen ovenfor ses udviklingen i markedsværdien for selskaberne i C25-indekset, og dets udvidelse fra C20. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

Den ser nemlig dyr ud målt på multiplerne, vurderer Sydbanks aktieanalytiker, Per Fogh.

»Multiple-mæssigt er der ingen tvivl om, at Ørsted-aktien er dyr. Det skyldes rigtig meget af den indtjening, der skal retfærdiggøre den værdiansættelse først  kommer i 2023-2025, hvor mange af de større projekter, som Ørsted har vundet, begynder at producere og levere indtjening,« forklarer han og tilføjer:

»Det er en aktie, der er værdiansat meget på de fremtidige projekter.«

Læs også: André Thormann: Sådan kan du blive snydt af nøgletallene

Det er imidlertid også de kommende projekter, som han vil fokusere på onsdag. Man skal holde øje med, hvorvidt Ørsted melder noget ud om de amerikanske udbud, og om de bliver skubbet ud i tiden. Det samme gælder projekter, som Ørsted allerede har i gang, for der har man allerede set ét projekt, der er blevet udskudt, forklarer han.

»Der er risiko for, at flere af Ørsteds projekter i USA kan blive udskudt. Det skyldes blandt andet, at en række godkendelser ikke er faldet på plads endnu på grund af corona-situationen,« forklarer Per Fogh, der samtidig påpeger, at mangel på mandskab har været med til at bremse for projekterne.

Ser vi på andet kvartal er Ørsted indtjeningsmæssigt ramt af, at selskabet ikke har haft så mange indtægter fra byggekontrakter, da Ørsted ikke har færdiggjort så mange projekter, som energigiganten gjorde i samme kvartal sidste år, vurderer analytikeren.

Læs også: Aktieordbog: Det dækker investeringsbegreberne over

»Derfor forventer jeg, at indtjeningen i andet kvartal vil falde sammenlignet med samme kvartal sidste år. Selv om indtjeningen fra Offshore Wind vil være kraftigt stigende, gør den manglende indtjening fra byggekontrakterne, at den samlede indtjening vil være lavere end sidste år,« udtaler Per Fogh.

Ser man på markedssituationen generelt, så står Ørsted stadig stærkt, mener Per Fogh. Det er på trods af, at Ørsted for nylig tabte en budrunde om et lavrisiko-projekt, der ellers havde været et 'fint supplement' til Ørsteds portefølje af vindprojekter, forklarer analytikeren.

Der er dog pres på marginerne på de etablerede markeder og på det amerikanske marked. Det amerikanske markedet er stadig relativt nyt og har et stort potentiale, men der er mange konkurrenter, der melder sig på banen, påpeger Per Fogh. Derfor har Ørsted for ham at se mindre pres fra konkurrenterne på markederne i Taiwan, Korea og Japan, hvor Ørsted kan være mere kræsen med, hvilke projekter Ørsted vælger, og dermed mere kræsen i forhold til selskabets afkast.

Hos Sydbank er forventningen, at Ørsted fastholder prognosen for EBITDA-indtjeningen i 2020 på 16-17 mia. kr.

Læs også: Teknisk Set: Tre danske aktier i fokus

Læs også: Ørsted indgår kæmpe aftale