Henter kommentarer

Troede du ikke 2020 kunne blive vildere? ... Nu er der rygter om Buffett og Tesla


 

Meget har 2020 budt os. Men at vor tids fremmeste eksponent for investeringer i undervurderede kvalitetsselskaber, value-legenden Warren Buffett, skulle have købt aktier for et gigantisk milliardbeløb i Tesla, må alligevel placeres i afdelingen for science fiction og sølvpapirshatte.

Og dog.

Flere mindre amerikanske finansmedier og brugere på Twitter spekulerer på livet løs om, at Warren Buffetts investeringskonglomerat Berkshire Hathaway er ny storinvestor i Tesla. Elbilproducenten er om noget blevet synonym for den efterhånden utrolige stigning i vækstaktier, hvor især de mest disruptive selskaber er strøget i vejret. Over hele året er Tesla steget knap 500 pct. Alene i de seneste to børsdage er Tesla steget over 22 pct. efter meldingen om indlemmelsen i det toneangivende S&P500-indeks.

En adgangsbillet til S&P 500-indekset vil automatisk betyde, at de største investeringsfonde i verden skal købe massivt op i Tesla for at kunne afspejle indeksets udvikling. Teslas markedsværdi har rundet 473 mia. dollar svarende til svimlende 3000 mia. kr.

I det lys giver ugens optur god mening. Men skulle det vise sig, at de vilde rygter om Buffetts indtog i elbilproducenten er sande, er det for alvor noget, der kan sætte ild i aktien. Storinvestorens helt særlige status på det globale aktiemarked betyder, at han mere end nogen anden kan påvirke kurserne i de enkelte selskaber. Derfor er der selv sagt også mange markedsdeltagere, der har interesse i at sætte spekulationer i gang om Buffetts investeringer.

Aktier mangler på markedet

Med alle tænkelige forbehold går rygterne på, at der for nyligt skulle være en større del af Tesla-aktierne i fri handel - free flow antallet - der er forsvundet på de officielle registreringer. I starten af denne uge offentliggjorde det amerikanske børstilsyn tilmed en 13F-HR registrering, svarende til en storaktionærmeddelelse, fra Berkshire Hathaway, hvoraf det fremgår, at en større investering i en enkelt virksomhed ikke var blevet offentliggjort.

Amerikanske virksomheder og investorer kan angiveligt få dispensation for at offentliggøre navnet på virksomheden, hvis køber er i færd med at opbygge en større position. Og det er præcis, hvad professor David Kass, en finansprofessor fra University of Maryland, mener, at der er ved at foregå mellem Berkshire Hathaway og Tesla.

»Buffett er uden tvivl ved at opbygge en større position nu og kan meget vel afsløre det i den kommende 13F [kvartalsrapport, red.],« siger David Kass til mediet Benzinga.

Professoren skulle ifølge mediet have fulgt Buffett tæt gennem 30 år, og David Kass fortæller, at Buffet adskillige gange har fået dispensation for storaktionærmeddelelser. Senest skete det, da Warren Buffett købte op i energi- og logistik virksomheden Phillips 66 i 2015.

Det er også Benzinga, der oplyser, at det er den uafhængige analytiker, Frank Peelen, der på Twitter gør opmærksom på, at der er »forsvundet« 50 mio. Tesla-aktier i den frie handel. Frank Peelen mener, at det er plausibelt, at køberen er Berkshire Hathaway.

Tesla er det modsatte af klassisk value

Tesla er på alle måder det mest uoplagte investeringsemne for Warren Buffett, der igennem en menneskealder og sammen med sin tro væbner Charlie Munger har tjent styrtende på at holde langsigtede positioner i stærke selskaber og brand, der rent faktisk tjent penge år ind og år ud. Selskaber, som via udbytter og tilbagekøbsprogrammer har gjort Warren Buffett til en af verdens rigeste simpelthen ved at holde fast over en meget lang periode. Teslas prissætning er på alle sædvanlige value-parametre fuldstændigt umulig at regne hjem.

På den anden side har 2020 også været året, hvor Buffett har eksponeret sig til guld, hvilket af iagttagere kunne ses som en afdækning mod risikoen for et kollaps i dollar og amerikansk økonomi. Buffett har altid stået vagt om kernen i den amerikanske samfundsmodel.

Den nye investering, som Berkshire Hathaway endnu ikke har offentliggjort, har en værdi på omkring 11 mia. dollar. I løbet af tredje kvartal, hvor handlen skulle være foretaget, kunne det godt passe med en ejerandel på 5 pct. i Tesla. Det skriver mediet Electrek.

På hele det amerikanske aktiemarked findes kun 25 selskaber, hvor en så stor investering ville udløse et regulatorisk krav om at offentliggøre ejerskab, da det overstiger 5 pct., som også er grænsen i Danmark.

Tesla er stor nok til at være blandt de 25 selskaber og Berkshire Hathaway har allerede aktier i 9 af disse 25 sværvægtere. Berkshire Hathaway er i øvrigt selv blandt de 25 mest værdifulde selskaber i USA, anfører Electrek.

Euroinvestor har fremført den vilde tese for en større dansk kapitalforvalter, der ikke direkte udelukker, at Berkshire Hathaway kunne være på banen i forhold til Tesla, hvor usandsynligt det end må være. I så fald er det endnu et tegn på, at Todd Combs og Ted Weschler, der begge tidligere var hedgefond-managere, har fået mere indflydelse på Berkshire Hathaways investeringer.

Læs også: Dansk Tesla-rival debuterer på børsen: Nu er han blandt de rigeste danskere

Læs også: Se listen: 15 spændende elbil-aktier