De ekstreme kursdyk i ugerne op til nedlukningen af samfundet i marts kunne nemt affejes som endnu et kuriøst kapitel i børshistorien. Men det er mere end det. De finansielle markeder var reelt det eneste beslutningsgrundlag for regeringer og centralbanker verden over. Og nu kommer den gode historie: Markedet fortæller os nu, at den økonomiske side af coronakrisen er slut.
I 2020 kan man komme så uendeligt galt afsted med en så umiddelbart kvindehadsk kommentar som her i overskriften. Så lad mig slå fast med det samme. Ordene er ikke mine, men tilhører naturligvis Mogens Lykketoft (S), der fik nok af de finansielle markeders bekymring over udsigten til endnu en runde med Anker Jørgensen op til valget i begyndelsen af 1984.
I årene forinden var det lykkedes den borgerlige Schlüter-regering på kort tid at genvinde tilliden til dansk økonomi efter årevis med devalueringer og offentligt overforbrug. Det var dengang, dansk økonomisk politik havde betydning for kursdannelsen på markederne. Og markederne nærede en reel bekymring for, at Mogens Lykketoft og Anker Jørgensens potentielle tilbageerobring af regeringsmagten ville sende Danmark tilbage mod fortidens synder.
Og så faldt de berygtede ord fra den tidligere skatteminister Mogens Lykketoft i Dagbladet Børsen i 1983:
»Kursskreddene på fondsbørsen er udtryk for, at de implicerede tænker hysterisk, ja, de opfører sig som en flok gamle hysteriske kællinger, og de har ganske simpelt for lidt forstand på politik.«
En enkelt effektfuld sætning, der fortsat sidder i bevidstheden hos mange danskere, der fejlagtigt tror, at markeder alene er følelser, grådighed og frygt. Børsmæglere, spekulanter og andre lykkeriddere med brylcreme i håret og hurtige sko. Nuvel, til tider kan euforien tage over på kortere sigt og i enkelte sektorer og aktier. Men markedet som helhed har en indbygget tyngdekraft, hvor de underliggende fundamentale værdier trækker afvigende prissætning tilbage til normalen. Sandheden kommer for en dag.
Coronakrisens hysteriske kællinger
I slutningen af februar 2020, da den nye coronavirus viste sig at have en potentielt langt mere indgribende effekt på vores alle sammen hverdag, men ingen endnu vidste hvordan eller hvor meget, begyndte markedet at reagere. Virussens rejse fra Kina til Europa og Asien var uundgåelig. I de efterfølgende uger faldt verdens mest betydningsfulde aktieindeks, det amerikanske S&P500-indeks, med omkring 33 pct. Børshistoriens hurtigste nedtur.
Markedet så, hvad ingen andre kunne se. Der var ingen tal for BNP, ledighed, forbrug, investeringer eller andre 'hårde nøgletal', som økonomerne kalder det. Først i de seneste uger har vi fået de endegyldige beviser for tilbageslagets omfang i form af BNP-tal fra verdens store økonomier. Tallene er interessante i kontekst af økonomisk historieskrivning, men til at tilrettelægge den økonomiske politik er de i dag forældede og ubruglige.
Det samme gælder de blødere tillidsindikatorer, hvor meningsmålinger tager temperaturen på stemningen hos forbrugere og virksomheder. De er hurtigere på banen, men i foråret 2020 kunne vi heller ikke bruge dem til noget.
Det eneste, regeringsledere og centralbankchefer kunne se, var, at værdierne på globale virksomheder smuldrede, risikoen på kredit og lån tordnede op i form af højere kreditspænd, mens hele verden begyndte at hamstre penge i form af dollar, der endnu engang beviste, at der kun findes en troværdig valuta, når lokummet brænder.
Professionelle iagttagere og deltagere på de finansielle markeder forsøgte at tolke situationen på markedet via alternative og mere højfrekvente tal som trafikmængder i verdens storbyer. Men markedet var først.
Og nu kommer vi til det. Forestil jer, at regeringen, ikke bare herhjemme, men i USA, Tyskland, Kina og Japan havde taget et kig på kurslisten og hovedrystende affærdiget nedturen som et resultat af en mentalitet, man finder hos »gamle, hysteriske kællinger«?
Med kontrafaktisk historieskrivning kan man få mange skøre resultater. Men der hersker ingen tvivl om, at en inaktiv økonomisk politik var endt helt, helt galt.
Politikerne tog ansvaret alvorligt
Markedet er et resultat af millioner af menneskers sammenkoblede rationelle tænkning – oven i købet assisteret af avanceret digital regnekraft. En så markant og hurtig kursreaktion, som vi så fra slutningen af februar og ugerne frem, kan ikke affærdiges med irrationel adfærd. Vi kan glæde os over, at ansvarlige politikere og centralbankchefer tog signalet alvorligt.
Også i denne omgang fik vi bekræftet tesen om, at markedet er en fremragende indikator for fremtiden. De hårde fakta i dag er som forventet, fordi markedet allerede fortalte os det for et halvt år siden. Vi kan glæde os over de finansielle markeder på mange tænklige måder. Lige nu kan vi også glæde os over, at S&P500-indekset er i plus for 2020 som helhed. Hypotesen om efficiente markeder, som den blev formuleret af Nobelpris-økonomen Eugene Fama i 1970, tilsiger, at al tilgængelig information på et hvert givent tidspunkt er indregnet i kurserne. Med andre ord: Den økonomiske side af coronakrisen er slut.
Til gengæld er der ingen garantier. Skulle en anden bølge af corona eller andre ulyksaligheder ramme os, er situationen en anden. Og de første, der kan fortælle os, at noget er galt, er Lykketofts hysteriske kællinger. Vi skylder dem en stor tak.
Læs også: Søren Hove Ravn: Har aktiemarkederne glemt coronakrisen?
Læs også: Handelsbanken advarer: Vi ser nok ind i en aktieboble
