Reglerne for Aktiesparekonto kræver, at det aktiv, som man placerer sine penge i, opfylder betingelser om at udgøre en form for aktie, eller at de underliggende aktiver i et mellemled (investeringsforening eller investeringsselskab) skattemæssigt ville blive behandlet som aktieindkomst ud fra dansk skattelov. Det er derfor generelt heller ikke muligt at benytte fonde og ETF’er. Når man har fundet sine ønskede produkter, skal man derfor lige undersøge om de opfylder kravene
I denne klumme ser jeg nærmere på muligheden for at benytte investeringsforeninger, hvis man søger en vej til en fornuftig passiv formueforvaltning uden behov for egen indsats og bekymringer fremover. Køb-og-Gem er attituden, og da Aktiesparekontoen indebærer en skattemæssig fordel (17 pct. skat i stedet for 27/42 pct. for Aktieindkomst) gælder det naturligvis om at holde det maksimalt mulige under ordningen. Derfor bør en passiv opsparer tænke og handle langsigtet.
Fordelen ved investeringsforeninger
Fordelen ved en investeringsforening er, at man som lille investor sammen med andre menneskers pengebeløb får adgang til spredning af formuen på mange selskaber. Porteføljen består af rigtige aktier (ikke derivatkontrakter, der kan komme i klemme under en eventuel bankkrise). Man kan vælge en afdeling i et ønsket segment (branche, geografi, etik mv.), og endelig har man uddelegeret beslutningsopgaven til kvalificerede(?) porteføljeforvaltere. Sidstnævnte personspørgsmål opfattes af nogle investorer som afgørende parameter i valget af den ønskede forening, og her skal man som mulig kunde vurdere de pågældende forvalteres evner. Det er svært. Bankerne er storudbydere og administratorer af sådanne investeringsforeninger (asset management), men i store firmaer drukner betydningen af de enkelte personer i reglen. Som kunde kan man dog med fordel sondere terrænet og vurdere de investeringsforeninger, der har udvist dygtighed og fremsyn i deres hidtidige adfærd. Men det er ingen garanti for fortsat god performance. Mit synspunkt er: small is beautiful.
Investeringsforeninger har udviklet sig til en jungle med utallige valgmuligheder. Ideen og oprindelsen var egentlige foreninger, der søgte at varetage medlemmernes interesse som investorer via dette organiserede fællesskab som operationel platform. Sådan fungerer det slet ikke længere. Det er blevet en lukrativ business drevet af professionelle udbyderne, der enten udgøres af banker eller specialiserede finansielle firmaer (fondsmæglere). I praksis er »medlemmerne« aldeles passive.
Spørg: hvad vil jeg satse på fremover
Antallet af valgmuligheder er overvældende og opdelt på kryds og tværs: lande, brancher, etisk og miljøvenlig profil osv. Derfor er man som kunde/investor alligevel tvunget ud i en form for valg. Jo bredere investeringsforening du vælger for at reducere risikoen, des dårligere afkast må du forvente. Ingen er kommet foran ved at gå i andres fodspor.
Inden du spørger nogen som helst, så spørg i stedet dig selv: hvordan vil verden efter min mening se ud om 5-10 år (2025-30), og hvor (erhverv og lande) er der udsigt til sund og holdbar fremgang i økonomien? Lav en liste med dine vinderideer (mange flere end du har penge til) – og husk at du ikke fra starten bør lade hjertet/følelser bestemme men hjernen/forventninger. Vær fremadskuende.
Dermed har du lavet en »kandidatliste«. Næste trin er at udvælge 1-2-3 styk af de bedste blandt disse ideer. Her skal du overveje, om dine forventninger allerede er vidt udbredt i verden og børskurserne dermed er blevet presset højt opad af en købsbølge fra investorer med den samme tankegang, altså skal du spørge: er jeg kommet (for) sent med ind i ræset, så jeg dybest set bare naivt kommer til at hjælpe de eksisterende aktieejere ved at skubbe priserne yderligere opad, eller kan jeg nå at komme med på vognen med mulighed for et godt afkast – eller er jeg genial og ser noget virkeligt nyt før alle andre, som vil tage fart og tiltrække massiv interesse?
Aktiemarkedet er basalt set en varmluftsballon, hvor brændstoffet er tilførsel af penge. Fra tid til anden kan det ligefrem udvikle sig til at ligne et kædebrev, som begunstiger de første i rækken. Efteraberne kommer i deres naivitet til at optræde som glade idioter (=tabere), som betaler gildet.
Dyre aktive eller billige passive investeringsforeninger
Et vigtigt punkt og stridsemne angår valg mellem beslutningsmodellerne inde i de forskellige investeringsforeninger. Skal det være en gammeldags med aktiv ledelse, som søger at optimere afkastet, eller skal det være en »moderne« passiv investeringsforening som mere eller mindre slavisk følger fordelingen i det pågældende segment af aktier, hvorved de kommer tæt på dette gennemsnits afkast og kan nøjes med en lav udgift takket være den »fjernstyrede« forvaltning?
Den dårligste situation for investor er en investeringsforening med aktiv forvaltning men med en faktisk adfærd, som ligger betænkeligt tæt op ad fordelingen i det aktieindeks, som må anses for den relevante reference (benchmark). Som kunde betaler man en høj merpris uden at få noget for denne påståede aktive servicering.
Teoretisk set har de passive investeringsforeninger en stor fordel i kraft af lavere udgifter, som bør medføre et større afkast til investorerne. Samme mekanik er trumfkortet for fonde og ETF’er, men de kan ikke benyttes her. Problemet er, at metoden har været i gang så længe, at der oparbejdes stigende skævheder i markedet, når alt for mange løber i samme retning. Indekspapirer bliver markant højere prissat end restgruppen af aktier. Samtidig opstår der et »højtryk«, som til sidst kan føre til et kollaps, hvis der pludselig udløses en panikbølge med udsalg. Ingen vil købe, når alle ønsker at sælge de samme aktier. Det er farligt at opføre sig som et flokdyr inden for investeringer.
Balancepunktet er efter min mening, at man godt kan benytte billige passive investeringsforeninger i det omfang man kan finde en præcis profil med en relevant og smal sammensætning. Men man skal ikke gøre det bredt på topniveau, for eksempel Morgan Stanley World Index (MSCI). Det er falsk tryghed.
Hvad ville jeg undlade at placere mine penge i?
Jeg ville netop undgå ovenstående MSCI, som omfatter alle de store aktier. I øjeblikket er MSCI o.lig blevet meget fokuseret på USAs IT-sektor pga. dens høje markedsvægt. Tilsvarende ville jeg fravælge USAs oppustede IT-sektor inkl. Tesla. Kursniveauet er urealistisk og har stor downside risk
I samme spor ligger det danske aktiemarkeds ledende selskaber, som bør fravælges. Børsværdien er blevet ekstrem høj pga. hamstring af aktier i grønne danske selskaber og de traditionelt stærke nichevirksomheder (pharma, medico, enzymer, ingredienser mv.). Pas på aktiemarkeder, som er løbet meget højt op.
Hvad ville jeg gerne placere mine penge i?
Det afhænger naturligvis af tidshorisonten. Her bør man kunne satse på 3-5 års sigt – og som nævnt til alle de nye investorer med ønske om »ro i depotet« er tidsrammen endnu længere (8-10 år). På mellemlangt sigt mener jeg, at Europa aktiemæssigt har et stort potentiale og samtidig en lav risikoprofil, herunder udsigt til en fortsat stærk værdi af Euro’en. Sektormæssigt vurderer jeg, at man bør satse på en rotation væk fra de overophedede segmenter for IT og miljø (»de rigtige meninger«) og i stedet geare op for konjunkturfølsomme brancher (biler, stål, materialer, kemi, olie). På langt sigt vil Emerging Markets med Asien i spidsen vinde frem og præstere høj vækst og afkastmulighed kombineret med en kvalitetsmæssig forbedring af risikoprofilen (faldende afkastkrav og dermed udsigt til højere aktiekurser også herigennem).
Lau Svenssen ejer kun undtagelsesvis investeringsforeninger og foretager placeringerne direkte ud fra mottoet: rigtige aktier til rigtige mennesker.
Læs også: Kommentar: Praktiske metoder til aktiesparekontoen for den forsigtige
Læs også: Kommentar: Fordele og ulemper ved aktiesparekontoen
