Henter kommentarer

Lau Svenssen med advarsel: Dette viser hvor lidt der skal til for at punktere en succesfuld børshistorie


Dårlige nyheder er en smitsom sygdom. Denne neurotiske lidelse udfolder sig let på aktiemarkedet, og det gælder i særdeleshed, når kursniveauet ligger i All Time High og viser klare tegn på udmattelse.

Novo Nordisk er blevet fanget i en sådan situation. Årsagen er en alvorlig men ikke kritisk nyhed om leveringsproblemer hos en underleverandør, som er tvunget til at stoppe indtil virksomhedens kvalitetsmæssige forhold er blevet bragt op til det krævede niveau. Tidligere eksempler på STOP i medicinalbranchen har givet afbræk på 6-12 måneder.

Investorerne reagerede ved at starte storudsalg af Novo-aktier. Aktieprisen dykkede 15 pct. før en delvis genopretning reducerede dagens tab til 12 pct. Opgjort i menneskepenge svarer det til, at hele børsværdien af Vestas blev blæst bort! Farvel, farvel.

Isoleret set er reaktionen (i forhold til fredag) formentlig voldsomt overdrevet. Balladepunktet er dog, at Novo-aktien forud var blevet bragt op i en ekstremt høj værdi. Før mandagens kursfald havde Novo en markedsværdi på ca. 1.700 mia. kroner. Novo er kravlet op i topligaen af Big Pharma selskaber målt på børsværdi. Her har nogle af de gamle koncerner, såsom Johnson & Johnson og Eli Lilly, fået nye kræfter, mens eksempelvis Novartis er sakket bag ud relativt målt.

Min korte udlægning om Novo er, at det indtrådte afbræk må vurderes som værende af væsentlig betydning uden at udgøre en trussel om store konsekvenser for selskabets profil som højt kvalificeret leverandør af livsvigtig medicin. Økonomisk bliver det negative stød formentlig af lavt omfang - og belært af hændelsen vil det føre til fokus hos Novo på sikring af kvalitet/varekæder fremover. Det er et uheld/overtrædelse som må betegnes en 25 årshændelse. Balladepunktet er, at det indtræffer på et tidspunkt, hvor alt hos Novo forløber i topformat – og det gælder ikke mindst forventningerne til vækst fremover, som jo er grundlaget for den rekordhøje aktiekurs.

Toppish marked for danske aktier

Dykket viser i al sin kolde enkelthed, hvor lidt der skal til for at punktere en succesfuld børshistorie. Novo-aktien er endnu næppe landet på et langtidsholdbart kursniveau, da børsværdien fortsat er særdeles høj. Men sådan var situationen jo også før fremkomsten af nyheden om problemer, som truer med at forsinke væksten.

Angående stor Down Side Risk i kraft af All Time High kursniveau ligner Novo-aktien en hel kreds af danske superaktier, som ikke tåler en ”forkert sø” fra en eller anden uventet vinkel uden panikreaktioner blandt investorerne. Man kalder det for ”sidevindsfølsomhed”.

Listen af navne i denne kategori omfatter efter min opfattelse følgende C25-papirer: Chr. Hansen, Coloplast, DSV, Genmab, Novo Nordisk, Novozymes, Pandora, Royal Unibrew, SimCorp, Tryg. Det mest simple eksempel er Tryg, som er i gang med en muligvis 5 år lang proces med inkorporering af tilkøbene i Sverige og Norge. Et stort (jule-)måltid kræver tid til fordøjelse. Konklusion: glem aktien.

Læs også: Simon Richard Nielsen: Nedturen i vækstaktier bliver dyb, barsk og er kun lige startet

Der er også en liste af selskaber som allerede har været udsat for et forløb med detronisering fra børsmarkedets top. Her kan man let blive uvenner med folk i denne bedømmelse - og det gælder i særdeleshed for personer, som har ”gravet sig ned” med sådanne aktier i depotet. Mine eksempler fra de seneste år er: Ambu, ISS, Ørsted og Vestas. Her kæmpes der for at genskabe optimismen samtidig med at der er udsigt til modvind, da det kan tage mange år at få dynamikken tilbage. Børskurserne for Ørsted og Vestas har ikke været udsat for en udbombning med dannelse af en klar kursmæssig bund, og derfor holdes de oppe af håb om genoptagelse af den tidligere positive udvikling. Ambu og ISS har formentlig klaret en første test nedad, men de er i risiko for at opleve et nyt angreb, så der kan dannes en kursmæssig dobbeltbund (W-formation). Det er en kamp mellem udholdende optimist-investorer og tempoet i selskabernes evne til at rejse sig igen og få pilen til at pege opad.

De to høreapparatproducenter, Demant og GN Store Nord, ligger placeret i samme kategori, men de har gennemlevet hver deres ”lutring”. Mens Demant ser ud til at have overstået deres modgang, er der opstået en rodet og uklar situation hos GN. Børsbegejstringen for GN punkterede først i august, så der er tale om en ny og drastisk nedtur. Tidsfaktoren hjælper endnu ikke. Da der samtidig ekspanderes videre med opkøb, er der tale om en risikofyldt situation, som stiller store krav til ledelsen. GN er inde i skoven.

En ny udfordring er samtidig på vej i form af ændringer i USA af reglerne og konceptet for salg/distribution/servicering af høreudstyr. Hensigten er at opnå større konkurrence og lavere priser for brugerne. Selv om fabrikanterne vil gøre mest muligt for at håndtere denne udfordring, så peger pilen nedad – for indtjeningen. På det punkt bliver begge selskaber udfordret.

Et eksempel på en gammel skade omkring havari på et højt kursniveau er Carlsberg, som knapt nok har overstået sine tømmermænd efter opkøbet i Rusland af BBH-koncernen (Baltika øl mv.). Aktiemæssigt har afkastet været dårligt i årevis, og risikoen er fortsat høj ved placeringen af store kapitalinvesteringer under Putin regimets kanoner. Forløbet er værd at hæfte sig ved - for det kan så let gå galt. Med den forestående fornyelse af Carlsberg’s bestyrelse (opgør med professorvældet?) kan tågens tunge tid måske være overstået. Aktien er en langsigtet købsmulighed ud fra en dansk børsmæssig sammenhæng, men ude i den store verden er der (endnu) ikke den store købelyst til bryggeriaktier. Så der er fortsat modvind.

En anden aktie i kategorien ”tab af fordums storhed” er Danske Bank. Kernen i den affære har tilsyneladende også sit udgangspunkt i Rusland, men her drejer det sig om bankens aktivitet med overførsler af penge i Estland. Balladepunktets format er eksploderet i fareklasse, idet det i 2006 tilkøbte datterselskab er blevet fusioneret ind i moderselskabet. Ind i selve hjertet. Investorerne har reageret ved at stille Danske Bank aktien i skammekrogen. Der har den snart været placeret så længe, at tiden vel må begynde at læge sårene. Aktien er en Joker.

De få positive muligheder

Toppish markedsforhold indebærer, at der er få guldkorn. Man skal lede efter dem og være parat til at påtage sig en risiko – og det gælder alt fra en fuldstændig fejlvurdering (kursfald i stedet for store gevinster), langsom optur og forsinkelse i opgradering af holdning til aktien blandt andre investorer. Aktiemarkedet er jo en form for pyramidespil. Hvis alle andre aktører er kolde, går aktien i stå.

A.P. Møller er nået femte fase i Elliott Wave med grådighed. Mit gæt for et toppunkt er ca. 25.000. Her er der pæn rygvind for aktien, så det gælder vel bare om at ”blive om bord”. En Hold situation.

Bavarian Nordic er High risk/High return. Selskabets projekt med en ny form for Corona vaccine er den afgørende satsning, som formentlig svarer til 100 kroner af børskursen på 260. Dermed er 40 pct. af værdien på spil. Det er Make or Break med afklaring i løbet af 2022. Behovet er klart til stede for en markant bedre virkning end de nuværende tilbud, men der skal politisk panik til at udløse en midlertidig godkendelse – og her er Danmark unægteligt et dårlige hjemsted end USA. Risikoen er, at vaccinen heller ikke er velfungerende og at man kommer for sent med sit produkt, som dermed kun skal fungere som en langsigtet ”rejsevaccine” til lande uden for OECD. Man kan også blive overhalet af stærkere konkurrenter.

Pointen er yderligere, at Corona kan nå at ”brænde ud” pga. den efterhånden lange tidsmæssige udstrækning og tilstrækkelig flokimmunitet. Der er også mulighed for, at det politiske eksperiment med Corona-hysterisk styring og suspendering af borgernes frihedsrettigheder kan få en brat afslutning. Dagsordenen kan blive helt ændret, og så er det problem løst ved at blive ”nedgraderet på skalaen for orkaner til en storm”.

Stamforretningen udgør resten af markedsværdien. Aktiemæssigt bliver 2022 derfor et år med enten storhed (og dermed Take Over chance) eller skuffelse.

Læs også: Lau Svenssen: Rentespillet er åbnet - verden er på vej ind i et opbrud

Lundbeck har udviklet sig til børsens Prygelknabe pga. underperformance i kursudviklingen. Dermed er bedømmelsen af selskabets (ledelsens) faktiske præstation nærmest givet på forhånd: dur ikke. Det efter min mening er helt uberettiget, og aktien er en langsigtet opsamlingsmulighed. Lige så varme følelserne var under Kåre Schultz korte optur, lige så negativ er holdningen nu. Børskursen bestemmer det hele. I min optik udgør det en perfekt situation for køb: Fase 1 i Elliott Wave teorien med Unbelieve holdning. Som investor gælder det om at vurdere to ting: ligger bunden i aktiekursen endnu længere nede (mit svar: næppe), og er der et positivt udviklingsperspektiv for selskabet (mit svar: ja, i høj grad). Min egen operationelle konklusion har her i efteråret været: Køb-Gem-Glem.

FLSmidth har også Fase 1 karakter, og kæmper med utålmodige investorer, som kræver overbevisende fremgang i indtjeningen. De fleste parametre peger opad for selskabet inden for Mining, mens Cement er inde i en stagnations-/ventefase. Her er der til gengæld udsigt til et boom, når der er udviklet og dokumenteret velfungerende løsninger til reduktion af CO2 udledningen (grøn cement) og muligvis medvirken i projekter med CO2 fangst. Fremstilling af cement er en perfekt angrebsvinkel, da der foregår en kalcinering. Som ingeniørfirma kan 2020’erne udvikle sig til et regulært boom. Aktien er et eksempel på forsinket accept fra investorernes side af nye og forbedrede muligheder i forretningen. De vil hellere købe aktier i en af de mange nybegyndere med et kækt CO2 navn.

Advarsel om down side i de virkelig toppish aktier

Til sidst skal mandagens børs-blackout også omtales som en advarsel til det opkogte marked i USA på IT-himmelstormerselskaberne (FAANG+ gruppen). Der vil opstå frit fald, hvis fortryllelsen blæses bort. Easy come, easy go.

Lau Svenssen ejer aktier i A.P. Møller – Mærsk, Bavarian Nordic, Demant, FLSmidth, GN Store Nord, Lundbeck, Novo Nordisk.

Vær med i Euroinvestors julekonkurrence. Svar på dagens spørgsmål og dyst med om forskellige præmier. Tilmeld dig her!

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på den enkelte aktie i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedens afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Kommentar fra Maj Bank: Opturen på det amerikanske jobmarked er ikke udelukkende godt nyt

Læs også: Lau Svenssen: Det ligner en nedsmeltning for denne valuta