Henter kommentarer

Lau Svenssen om investoradfærd: 'Kend dig selv'


Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.

Som investor må man prøve at forstå sig selv angående evnen til at træffe beslutninger og kontrollere sit temperament i pressede situationer. Hvis man må erkende ikke at have lyst eller evne til at begå sig med aktieplaceringer, er det bedst bruge indirekte metoder som hjælp i form af investeringsforeninger, ETF’er eller en anden form for ekstern porteføljestyring.

Læs også: Lau Svenssen: Andet halvår tegner broget på finansmarkedet

Det samme gør sig gældende, hvis man kender sig selv godt nok, måske fra dårlige oplevelser med aktieplaceringer, til at vide, at man før eller siden vil miste overblikket og trække i nødbremsen – sandsynligvis på et uheldigt tidspunkt. Man vil blive skudt ud af katapultsædet.

Pointen er, at man på forhånd bør erkende, at en satsning på aktier med stor sandsynlighed vil ende med et dårligt afkast pga. ens egne frygtreaktioner. Aktier er ikke for tøsedrenge M/K. Kend dig selv.

Punkt 1: Forstå dit placeringsbehov i aktier og dine muligheder/begrænsninger
De fleste mennesker lever lykkeligt uden overhovedet at skænke en tanke på aktier og børskursernes ofte nervepirrende udsving. Man skal have et behov for at placere penge i aktier eller opfatte sig som særligt egnet til at kunne begå sig med succes på dette marked.

Du skal med andre ord allerede eje eller skaffe dig likvide penge, som så kan placeres i de aktier, som du udvælger.

Læs også: Lau Svenssens udsigter for resten af 2022: Europa vinder - USA taber

På dette første trin fungerer ambitioner om at blive en fremgangsrig investor som en positiv faktor. Du bliver tvunget til at optræde seriøst i dit liv og med dine penge for at kunne spare op og undgå at formøble en allerede eksisterende formue.

Aktier virker dannende og også uddannende ved at du bliver klogere hver dag – med mindre du bilder dig ind at være mere heldig end alle andre folk og at dumdristighed vil give pote. Det ender formentlig galt. Kend dig selv.

Når du har fået et overblik over dine formueforhold og størrelsen af den løbende opsparing, kan næste trin i processen begynde. Har du virkelig tid, lyst og temperament til selv aktivt at styre din formue, og giver det mening i forventet merafkast set i forhold til den tid og de ærgrelser som uden tvivl vil komme?

Dårlige oplevelser opfattes tungere end gode for sådan tænker vi. Netop af den grund har professionelle porteføljeforvaltere en fordel, idet du hos dem får en sammenkogt ret, hvor de dårlige ingredienser slet ikke kan ses af dig selv om de måtte være der.

Det, som du ikke ved, har du ikke ondt af. Facit kan kun blive bedre, hvis en ekstern forvalter er dygtigere end du, når udgiften til vedkommende er trukket fra. Derfor er billige, passive fonde/ETF’er et godt tilbud til investorer.

Læs også: Maj Bank: Den italienske gæld er holdbar, lige indtil den ikke længere er

Men uanset en form for falsk tryghed ved hjælp udefra, kan det alligevel ofte være en god ide. Hvis jeg på forhånd må erkende, ”at jeg let går i sort”, så er det nok bedst at bruge kræfterne på at finde frem til den bedste vej til en passiv placeringsmetode.

Når metoden er besluttet, skal man prøve at vælge en eller flere af disse aktører. Når det hele så er sat på skinner, skal man bare holde øje med, at de pågældende hjælpere opfører sig seriøst og loyalt over for dig som kunde.

Punkt 2: Benyt de få gunstige skatteordninger
Der er efterhånden ikke ret mange ordninger for opsparing med egen forvaltning som indeholder skattemæssige fordele. Reglerne for ratepension og alderspension er blevet reduceret i omfang og de er gjort unødigt komplicerede.

Det ligner en række andre foranstaltninger med formodet positiv værdi for borgeren, som er blevet fyldt med så mange snubletråde, at det gør brugen vanskelig i praksis. Den danske model på velfærd uden indhold - men pænt ser det ud?

Som privat opsparer og dermed investor bør man maksimere sit indskud på aktiesparekontoen, og udnytte særreglen om adgang til indbetaling af skattebeløbet, så kontoen kan vokse mest muligt. Her bør man udføre kortsigtede dispositioner, hvor man mener at have en høj grad af sikkerhed for udfaldet.

Læs også: Teknisk Set med Lars Persson: Flere købssignaler på radaren

Køb-Tag gevinsten hjem–Køb en ny aktie. Fordelen er 17 pct. skat og intet bøvl med selvangivelsen, da banken ordner denne opgørelse. Eneste negative aspekt er beskatning efter lagerprincippet, altså fuld skat uanset om en aktie er solgt eller fortsat ejes ved årets afslutning.

Alderspension har også lavere skat, nemlig PAL-ordningen med 15,3 pct. Her er der dog begrænsninger på størrelsen af indskud. Husk særreglen med adgang til større indskud i de sidste år frem mod pensionsalderen.

Generelt bør man søge at opbygge en portefølje af aktier for frie midler, som kan beholdes over en lang årrække og efterhånden give et højt afkast i form af udbytte. Så kan man prøve at tage salgsgevinster hjem op til grænsen, hvor aktieindkomstens skattesats rykker op på det høje trin. Hvis man har passeret dette punkt, må man se fordomsfrit på spørgsmålet om aktieindkomstens omfang.

Det er dog klogt altid at have en reserve i behold af urealiserede kursavancer, så man kan klare eventuelle dyk i aktiemarkedet via denne buffer. Man kan let få kurstab på de nyeste tilkøb.

Læs også: Jeppe Christiansen: Rentestigning og recessionsfrygt

Punkt 3: Egne valg af aktiekøb
Hvis du selv vil foretage køb og salg bør du overveje dit metodevalg og arbejdsmåde. Tænker du selv med vurdering af selskaber og kan udnytte en særlig indsigt i udvalgte brancher, eller prøver du at koble dig op på andre aktørers adfærd ved at få adgang til deres informationer, via teknisk analyse af markedets udvikling eller ved at udspionere udvalgte aktørers gøren og laden, så du kan snuppe gratis ideer fra de pågældende?

Vores porteføljer i Millionærklubbens konkurrence er et eksempel på fri adgang og inspiration vedrørende aktieplaceringer. De fem porteføljer sammensættes ud fra vidt forskellige holdninger og personlige adfærdsmønstre, så der er noget at vælge imellem. Du skal bare finde ud af, hvordan det passer præcis til dig og hvornår der kan være ide i at skifte udpluk fra den ene facitliste til den anden.

De fleste nye investorer er vældig optaget af at finde de helt rigtige aktier. Det er en æres sag. Den simpleste og farligste tankegang er at satse på ”et selskab, som er fremtiden”. Man føler sig sikker på, at have fundet en vinder, og så skal tiden nok gøre det til en god placering. Det er: Storytelling.

Uanset hvor rigtig konceptet kan være, er det bare ikke sådan aktiemarkedet fungerer. Hvis alle kan indse denne sammenhæng, vil aktieprisen være tårnhøj. Du kommer formentlig ind alt for sent og bliver en naiv sponsor i forhold til de tidligste opdagelsesrejsendes succesfulde bedrift. Tillykke.

Læs også: Lau Svenssen: Udviklingen på aktiemarkedet – og udsigten fremover

Det samme kan man sige om de kendte Grønne Selskaber, hvor man let kan købe de helt rigtige ideer men få et elendigt afkast. Du bliver aldrig rig af at investere ud fra historier på forsiden af avisen. Man kommer ikke foran ved at gå i andres fodspor.

Tænk i stedet langt og overvej om din udvalgte akties børskurs har tilstrækkeligt upside potentiale til at udløse en købsbeslutning. Man skal være meget kritisk før man køber. Det er så let at købe, men så svært at sælge, som min gamle vekselerer belærte mig om. Køb sker ud fra begejstring.

Salg foregår enten i en form for nederlagsstemning, eller efter en lykkelig tid med ejerskab for at sige farvel og tak. I begge tilfælde frygter man at tage fejl ved at sælge til en pris, som pludselig rykker opad.

Timing af et køb er en ædel sport, men det er næsten umuligt at hive en sejr hjem. Du finder først ud af rigtigheden om nogle år. Aktier kræver tålmodighed. Man må resignere og prøve at samle op i nærheden af en forventet bund. Hvis man selv tænker og træffer et aktivt valg, vil man som regel komme for tidligt ind i en aktie i forhold til kurskurvens bund-forløb.

Man vil så opleve en J-kurve. Et kurstab i de først dage efter ens glimrende nye placering er jo en sur oplevelse, men for Early Bird investorer er det en regel og ikke en undtagelse.

Derfor gælder det om at have is i maven og acceptere, at bundpunktet alligevel må ligge endnu lavere. Aktører som venter med at hoppe på vognen til tekniske signaler viser klare tegn på køb slipper for denne plage, men til gengæld opnår de ikke at få del i den indledende gevinst.

Læs også: Simon Richard Nielsen: Aktierne har forberedt en hel generation på dens første økonomiske krise

De risikerer aldrig at komme med, da de let kan ende med at vente på en ny bund. W-formationer er jo en gængs bund-form for både indeks og enkelte aktier.

Et vigtigere punkt end perfekt Timing er størrelsen af den position, som anskaffes. En metode til at håndtere både Timing og vægt er på forhånd at fastlægge en ramme for den samlede ønskede position. Herefter kan man starte med at købe første kvote på vej nedad, når et bundpunkt synes nået og prisen må anses for meget attraktiv.

For opadgående kan man så hurtigt foretage køb no. 2. Den tredje kvote kan man så enten snuppe, hvis alt udvikler sig som tiltænkt eller vente på muligheden for setback. Husk at selv om du synes, at en aktie er Nam-Nam, så er de fleste investorer fuldstændig ligeglade med den.

Hvad gør vi nu, lille du?
Køb når alle andre vil sælge, og sælg, når alle andre vil købe. Warren Buffett siges at være ophavsmand til dette citat, som er værd at benytte men svært at håndtere i praksis.

Frygt og grådighed er to af aktiemarkedets negative følgesvende. Udsvingene ned og op i børskurserne bliver derfor alt for store.

I den nuværende nedtur har et setback, normalt defineret som en rekyl på 8-10 pct. fra toppen af kurskanalen, udviklet sig til en Bear Market Test. Sidstnævnte defineres ofte som en nedtur med kurstab på 20 pct. regnet fra All Time High. Med en værdi på 1.633 befinder C25 sig på dette -20 pct. niveau, mens Nasdaq (11.587) er røget forbi og udviser et fald fra toppen på 29 pct.

Vi har med andre ord forladt den opadgående trend, og markedet skal på dette Briste-eller-Bære niveau vise styrke til genopretning eller indlede en egentlig negativ trend – start på et Bear Market. Min vurdering er, at NASDAQ som det eneste marked vil ende i et flerårigt Bear Market men uden at køre afsted på en negativ trend.

Læs også: Lau Svenssen: Opkøb øger antallet af medarbejdere i Schouw med 30 pct.

Det vil i stedet blive en dvaletilstand med dannelse af en form for L-formation på 10.000-niveauet (+/- 10 pct.). Europa og resten af verdens aktier inklusive det brede marked i USA vil kunne genvinde styrke og få fornyet dynamik.

Mange forhold skal tages i betragtning ved vurdering af aktiernes vej fremover. Hvordan er aktiernes nye kursniveau set i forhold til indtjening (P/E-tal) og udsigterne for deres forretningsmæssige udvikling på langt sigt? Hertil kommer strukturforholdene på finansmarkedet med vedvarende tilgang af opsparing og nye regler.

Et vigtigt punkt er udviklingen for alternativer, dvs. renteforholdene. Her er der heldigvis fred, idet der er udsigt til kurstab på obligationer. Hvem vil købe tvivlsomme statspapirer med udsigt til kurstab? Medierne jamrer ikke desto mindre hele tiden om centralbankernes (langsomme og små) renteforhøjelser. UHA, UHA. Men det er støj.

Hvis en række bankfolk lader sig skræmme, så udgør det dog alligevel et problem. De må få noget beroligende.

Der er en række parametre i spil, som interfererer. Ukraine-krigen og den løsslupne inflation udgør to Jokere, som næsten er i stand til at paralysere folk på børsmarkedet. Frygt lammer hjernen.

Læs også: Teknisk Set med Lars Persson: Sikke en uge på markedet

Grundlæggende var - og er - økonomien i gang med en genrejsning efter Corona-årene 2020-21. Så blev det hele torpederet af Ruslands angreb på Ukraine.

Der var forudgående et mislykket/afbrudt forsøg på en Bear Market Test i januar-februar. Nedturen i maj-juni er anden omgang med Bear Market Test, og nu foregår det med Ukraine-frygt i centrum.

Mit gæt er, at Ukraine-krigen nærmer sig en afslutning i løbet af juli-august. Udfaldet vil dog mere fremstå som en sejr til Rusland end glæde over, at Ukraine formåede at holde stand mod supermagtens chokangreb. Til gengæld kan Ukraine se frem mod at opnå en klar militær beskyttelse fra en række Vestlande og optagelse som medlem i EU trods landets svage tilstand og manglende modning i forhold til de normale krav. Mankoen bliver EU’s pris for at opnå fred i baghaven.

På aktiemarkedet skal man se mindst 6-9 måneder frem i tid. De fleste aktører er lammet og tør ikke disponere ud fra en situation til den tid med Ny Normal, hvor der vil være fred og ingen fare.

Overvej, hvad du sil gøre. For mit eget vedkommende kan jeg oplyse, at jeg satser på et positivt udfald. Nu bliver det Europa’s tur til at få medvind – økonomisk og aktiemæssigt.

Det næste ordsprog på børsen kan blive: køb før din nabo.

Lau Svenssen er kommentator hos EuroInvestor og chefanalytiker i firmaet Svenssen & Tudborg.

Læs også: Kommentar: Obligationer er igen interessante

Læs også: Maj Bank: Federal Reserve vil have flere arbejdsløse for at tøjle inflationen'