Herhjemme har vi været forvænt med et særdeles godt aktieafkast i de seneste par år. I 2020 placerede Danmark sig i front takket være en bølge med næsten blinde køb af grønne aktier.
Det kom efter et forudgående pænt kursløft for den normale ledergruppe af danske nicheselskaber. Disse aktier har nydt stor bevågenhed som følge af robuste præstationer i deres forretning og et højt niveau for stabilitet. Men selv de store firmaer med Novo Nordisk i spidsen er kørt træt og flader ud i kursudvikling, og det er et naturligt forløb. Overperformance kan jo ikke fortsætte i det uendelige.
DSV har dog formået at fastholde sin imponerende stærke trend. A.P. Møller - Mærsk er for sit vedkommende kommet uventet hurtigt tilbage efter at have fået rygvind i transportmarkedet. Her har man fordel af, at Kina var først til at genåbne samfundsøkonomien, da de jo lå placeret forrest i Corona-forløbet. Hertil kommer så gavn af store interne forbedringer og en stram linje omkring nye investeringer – pengene bruges ikke længere på nye skibe men til udvidelser på land inden for service.
Balladepunktet i de næste par år er udsigt til underperformance for danske aktier. Det er naturligvis udtryk for en vurdering, som jeg selv må stå inde for, men det er ikke et ubegrundet gæt. I sagens natur er der høj sandsynlighed for at det vil indtræffe, idet kursniveauet på det danske aktiemarked er kommet meget højt op sammenlignet med vore nabolande, som vel må anses for den såkaldte peer group. Denne side af sagen er udtryk for almindelig sund fornuft.
Den anden side af sagen er mere indviklet, da det drejer sig om de ledende danske selskabers evne til aktiemæssigt at følge med opad i tempo under et kommende økonomisk opsving. Det mener jeg vil blive svært. Danmark har udsigt til underperformance i forhold til eksempelvis det tyske aktiemarked – forudsat økonomien/konjunkturerne udvikler sig til et kraftigt opsving, hvilket forekommer sandsynligt. Hvis det hele derimod fuser ud en gang til i Corona Koma No. 3-4-5(?), så vil danske aktier sikkert klare sig relativt godt, men det absolutte afkast vil til gengæld være truet.
Danmark er afindustrialiseret – derfor sakker vi agterud
Den officielle nationalfortælling lyder på, at vi i Danmark placerer os som et af verdens rigeste lande med en topklasse videnbaseret økonomi. Den fantastiske udvikling er fremkommet på grundlag af en bredt funderet socialdemokratisk tankegang om brug aftaleøkonomi (den danske model). Blandt de politiske partier er der jo bred enighed om samfundsstrukturen, så partinavnene på midterbanen er et levn fra fortiden med understregning af nuanceforskelle for at lokke vælgerne til. Dansk politik er en meningsløs pseudo-forestilling.
Virkeligheden er nemlig anderledes og på mange punkter decideret elendig. Danmarks placering på verdensranglisten i indkomst ligger formentlig omkring No. 20. Vores nation blev aldrig til et egentligt industriland, men vi hoppede fra landbrugssamfund nærmest direkte over i en offentlig velfærdsservicenation. Hovedparten af den private indkomstskabelse opkræves i skat, og i en form for avanceret genbrug bliver disse penge re-injiceret som indkomst til de stadig flere mennesker, som ikke er i stand til at få en rentabel arbejdsplads pga. det høje danske omkostningsniveau. Jo flere gange man kan rotere erhvervslivets basisindkomst via statskassen (lovgivning), des rigere kan vi påstå at være! Det er en form for nationaløkonomisk trylleri – eller rettere sagt avanceret form for udbytning. Dansk industri har ca. 300.000 medarbejdere og landbrug mv. knapt 100.000, hvortil kommer afledte service med transport osv. med formentlig 150.000 jobs. Samlet er der 550.000 hårdtarbejdende ud af 3,0 mio. beskæftigede plus ca. 800.000 mennesker uden jobs. Hertil kommer så pensionister og børn under 18 år. Samlet er der 5,9 mio. munde at mætte, altså 1:11 (5,9/0,55) for hver person med en indtægt opnået ved fremstillingsvirksomhed. Selv Karl Marx ville dåne.
Erhvervslivets overlevelsesstrategi under det politisk orkestrerede pres fra 1965 og frem var flerstrenget. Samtidig måtte selskaberne blot acceptere konsekvensen omkring systematisk nedlæggelse af store dele af den almindelige, konkurrenceudsatte industriproduktion her i landet.
Læs også: Kommentar: Aktiemæssigt taler det for en massiv sektorrotation
Vejen ud af den klemte situation bestod i koncentration af forretningen om de mest specialiserede og dyre produkter, opbygning af mærkevarenavne for at forbedre salgspriserne, udflytning til lavtlønslande, indkøb hos underleverandører og satsning på nicher, hvor man var beskyttet mod åben og hård priskonkurrence. Derudover forsøger industrien hele tiden at hive mest mulig støtte hjem fra den grådige statskasse, og her er smukke projekter med grøn ideologi bare et af de nyere eksempler. I Danmark har fordelingspolitik (lighedstankegang og den anførte mekanisme med oppustning af velstand ved store offentlige udbetalinger finansieret ved et ekstremt skattetryk) ødelagt dynamikken i selve det grundlag af indkomst som frembringes. Danmark er træ, som visner fra roden.
Her i landet er der heldigvis 20-30 stærke selskaber med Novo-gruppen i spidsen, men deres indkomst (og betalingsbalanceoverskud) tilfalder jo ikke samfundet men de pågældende selskaber selv (aktionærerne). Nationen, der jo kan opfattes som befolkningen/skatteyderne, må nøjes med at opnå en lønindkomst ved ansættelse i de pågældende firmaer og bidraget til det store fællesskab ved de selskabsskatter, der betales af moderselskabet her i landet.
Danskernes største problem er den indoktrinerede opfattelse af indbildt velstand (ubegrundet selvfedt livssyn). Tilstanden burde opnå status som en livstruende psykisk lidelse. Historien rummer faktisk et fortilfælde/begreb/ord for en sådan adfærd, nemlig sybarit. Vi lever også over evne.
Opsvinget vil blive bredt
Genstarten efter nedlukningen er på vej nu, og det vil omfatte næsten alle OECD-lande. Kina har været foran i Corona-forløbet og er allerede tilbage på banen med nogenlunde normal aktivitet.
Opstarten har udløst en række problemer i forsyningskæderne for komponenter, og videre herfra har det forsinket levering af færdige produkter. Situationen har givet de tunge basiserhverv fornyet pricing power og dermed udsigt til fordel fra både større volumen og højere indtjeningsmargin. Eksempler herpå må blive brancher som biler, lastbiler, basiskemi, stål- og metalfremstilling, råvareudvinding og mellemled (B2B underleverandører) inden for produktion af forarbejdede input og komponenter. Et eksempel fra Danmark på et selskab med aktivitet som B2B-underleverandør er Schouw & Co., der omfatter en gruppe af sådanne virksomheder.
Energi (olieselskaber) er bagefter i genopretning af afsætningen, og her er luftfartsselskabernes reducerede rutetrafik hovedårsag til et lavere olieforbrug. Perspektivet er dog, at oliebehovet ultimo 2021 vil være tilbage på niveauet fra ultimo 2019 før Corona-afbrækket. Flytrafik vil være længere tid om genopretningen. Det samme gælder for en særlig hårdt ramt branche som krydstogtrederier. Deres sommerprogrammer bliver minimale.
De danske nicheindustrier lever som nævnt en mere beskyttet tilværelse og har hverken udsigt til et ryk opad i afsætningen eller et løft i overskudsgraden. Det gælder dog ikke for selskaber, der har været ramt af direkte nedlukninger eller selvvalgt pause fra kunderne side (fx høreapparater). De vil nu kunne genoptage normal drift og vil prøve at finde tilbage til den tidligere positive trend.
De grønne danske selskaber har heller ikke udsigt til et skub fra genåbningen, men de kan håbe på at blive tildelt yderligere positiv særbehandling med flere grønne investeringer for at skabe jobs.
Læs også: Kommentar: Moderne inflation er lusket
Hvad skal man gå efter, og hvad skal man undlade at investere i
De operationelle konklusioner må hver enkelt investor jo afgøre. Der må formodes at blive tale om stor spredning i forløbet og dermed udfaldet af satsninger i forskellige erhverv og selskaber. Det er en spændende udfordring, og man skal ikke på forhånd være for firkantet i sine dispositioner men være parat til at trimme sig i forhold til den faktiske udvikling, som endnu en gang kan overraske.
Min vurdering er, at europæiske aktier vil kunne overperforme markant i forhold til USA. Det kan føre til et stort gab i afkast for hele året 2021. Emerging Markets vil også klare sig godt med et rebound. Boom’et i USA’s IT og FAANG+ segment er imidlertid overgjort og udgør en direkte trussel. Håbet er en uklar proces, som vil bremse tempoet i flytning af penge væk fra IT/FAANG+. Mange investorer vil så blive hængende i disse aktier i håb om nye gevinstchancer opad, og dermed er der håb om en blød landing.
Worst case er en pludselig kovending, hvor pengene hurtigt flyttes væk fra USA til fordel for placeringer i Europa. De to markeder er vidt forskellige i størrelse og struktur, så det kan føre til et kursdyk på Wall Street samtidig med et boom i DAX & Omegn. En hurtig sektorrotation vil kunne udløse en krise for FAANG+ aktierne. Alt for mange har alt for længe satset på samme måde.
En mulig markant omlægning ind i Europa kan udløse et niveauskift opad for aktiekurserne. Det gælder især for Euroland & Omegn, hvor de negative indlånsrenter vil presse nye investorers penge ind i aktier. Minus-renter gør ondt på flere og flere. Brede placeringer ud fra indeksfordeling kan blive en brugbar indgangsvinkel, så man undgår besværet med at skulle lede efter enkelte selskaber.
Jeg gætter derfor på Tyskland (DAX indekset) vil kunne udvikle sig markant bedre end C25- aktierne i år. C25 vil vel også blive løftet med opad i slipstrømmen fra en generel positiv kursudvikling i Europa, men vi vil næppe formå at placere os langt fremme i feltet. Vi vil sakke agterud.
Læs også: Kommentar: Dette er en glemt, men interessant aktie
Læs også: Kommentar: Ideer og tommelfingerregler til nybegyndere på aktiemarkedet
