Henter kommentarer

| Opdateret

Simon Richard Nielsen: De store tandhjul bag historisk lave renter drejer endnu


 

Dette er en kommentar fra Euroinvestors chefredaktør Simon Richard Nielsen.

Renterne banker i vejret og har sat gang i en større ændring af priser på aktier, boliger og naturligvis også obligationer. Men bag de dramatiske bevægelser på markederne ligger den usynlige, naturlige realrente og har formentlig ikke ændret sig en tøddel.

Hvad tror du, der sker med renten?

Jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke, som mine økonomkolleger i bankerne, partout skal have en stålsat holdning til, hvor renterne skal hen i resten af 2022 eller flere år frem for den sags skyld.

Alligevel møder jeg igen og igen spørgsmålet fra venner, kolleger, familie, bekendte og for mig fuldstændigt fremmede mennesker. Alle får de det samme svar: Jeg aner det ikke.

Men jeg ved til gengæld, at de, der udtaler sig skråsikkert om renterne i fremtiden, heller ikke aner noget om det.

Læs også: Professionel investor ser kæmpe potentiale i norsk aktie

Under det monumentale fald i renterne fra 2000 og frem til starten af i år var der vel i gennemsnit en forsidehistorie om ugen med en økonom, der spåede, at nu kunne renterne ikke komme længere ned.

Da det fastforrentede lån med tre procent i kuponrente åbnede første gang blev det hurtigt døbt »superlånet«. Siden fulgte 2,5-procents-, toprocents-, 1,5-procents, etprocents og 0,5-procentslånet.

Renter er rykket helt op i toppen af danskernes økonomiske bevidsthed igen. Konverteringer i opadgående retning er boligejernes nye folkesport. Risikoen for at ende med et dyrere lån i hele lånets løbetid og dermed en samlet stor ekstraregning ser ikke ud til at holde danskerne tilbage.

Læs også: Nordea om recessions-frygt: Det er for tidligt at købe aktier her

Jeg forstår sådan set godt fristelsen for at barbere 20-25 procent af gælden væk med et snuptag. Men det er nu alligevel tankevækkende, at mange ikke har den samme usikkerhed og ydmyghed, når det gælder pleje af gæld, passiver, som når det gælder for pleje af formuen, aktiver.

Det er nu engang et ret vildt væddemål for typisk flere millioner kroner, man indgår, når man opkonverterer sit fastforrentede lån. Reelt siger man jo:

1) Nu holder renten op med at stige yderligere.

2) Snart vil renten falde igen

Hvis 2) ikke opfyldes, så vil en opkonvertering være en skidt forretning i længden. Jeg oplever meget sjældent formuende mennesker have den samme stålsathed, når det gælder plejen af investeringer.

Jeg argumenterer stolpe op og ned for, at de lange renter vil fortsætte opturen. Jeg kan også godt argumentere for det stik modsatte. Man er vel økonom.

Læs også: Svensk storbank om C25-aktie: Hold fingeren fra handelsknappen

Så derfor vil jeg herfra indgyde lidt håb hos de mange danskere, der tog chancen og har indfriet lånet for at høvle af gælden. Nu skal det handle om, at renterne inden for de kommende år vil hamre ned igen.

Håbet handler om den naturlige realrente. Denne rente er usynlig og optræder ikke i nogen kursliste eller er tilknyttet andre former for kreditter. Den naturlige rente vender begreberne lidt på hovedet. Det er nemlig den rente, der implicit kan udledes af al økonomisk aktivitet, herunder behovet for opsparing og investeringer.

Den naturlige realrente kendes således ikke præcis, men vi kan se den underliggende trend i væksten målt på produktiviteten, og endnu vigtigere kan vi konstatere meget præcist, hvordan ændringer i befolkningssammensætningen globalt påvirker behovet for opsparing til alderdommen.

Især denne demografiske effekt har meget stor betydning. Befolkningerne i de største økonomiske regioner i verden bliver ældre, og dermed stiger behovet for opsparing, uden at mængden af investerbare aktiver stiger tilsvarende.

Ubalancen mellem efterspørgsel og udbud har presset priserne på aktiver ned i årtier. Men erkendelsen er relativt ny. Først et par år før pandemien begyndte den økonomiske forskning at rette fokus mod den naturlige realrente, der ellers har ikke har fået megen opmærksomhed i den økonomiske forskning gennem tiden.

Mantraet har været, at den naturlige realrente blot er givet udefra – den er eksogen, som det hedder i modellerne. En variabel, der ikke kan påvirkes, og der er således ingen grund til at spilde analytisk krudt på den.

Men fra den forskningen ved vi i dag, at den naturlige realrente har ændret sig markant over de seneste årtier. På grund af lavere produktivitet og den aldrende befolkning er den naturlige realrente styrtdykket.

»Low for long,« har det direkte lydt fra de store centralbanker. For der er intet, der tyder på, at bevægelsen nedad skulle aftage. I øvrigt skal pengepolitik – altså styringsrenterne – altid ses i forhold til den estimerede naturlige realrente. Dermed kan vi også forklare, hvorfor de stadigt lavere og negative styringsrenter ikke for lang tid siden har sendt markedet i bobleland, som det jo først skete i 2020.

I 2020 og 2021 er der imidlertid blevet trykket så voldsomt på pengepolitikkens speeder, at vi har inflation, og nu ser vi naturligt nok højere styringsrenter.

Vi nærmer os konklusionen.

Så når inflationen kommer under kontrol med god gammeldags rentepolitik, og forsyningskæderne indfinder sig i en ny ligevægt, står vi stadig tilbage med de to store drivere bag den naturlige realrente: Lav underliggende produktivitet og et stort behov for opsparing.

Hvis det holder, stik vil vi inden for en kort årrække opleve, at de lange renter falder tilbage igen. Hvilket af superlånene, som til den tid vil åbne, tør jeg dog ikke spå om.