
Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.
Bekymringer er der nok af i denne tid. Sortsynet har taget fat i danskerne i en grad ikke set siden finanskrisen i 2008. Krig, inflation og stigende renter er gode grunde. Men der er grund til optimisme – i foråret regner pengene ned over danskerne. Brug dem, investér dem.
Det er god klummeskik at begynde med en fængende indledning. Men jeg kan ikke finde noget mere inspirerende og opløftende end følgende tørre opremsning om danskernes økonomi:
Nye tal fra Danmarks Nationalbank viser, at vi danskere har mere end 1.000 milliarder kroner stående i banken tilsammen.
I de tre år 2019, 2020 og 2021 voksede danskernes samlede pensionsformue med 1.000 milliarder kroner.
Alene for de private med aktier i frie midler er formuen steget med 300 milliarder kroner.
Læs også: Simon Richard Nielsen: Putin, inflation og boligejerne selv river og flår i dansk realkredit
Boligejernes samlede formue har lige rundet 4.400 milliarder kroner – allerede for et år siden var friværdierne alene på 2.000 milliarder kroner.
Sådan kunne jeg blive ved.
Okay, jeg bliver faktisk ved.
Pengeregn over danskerne
Ovenstående handler om formueforhold. Ser vi på tilstrømningen af nye friske midler, er det i den grad også højsæson for kontante indskud.
Revisionshuset BDO anslår over for Euroinvestor, at tre ud af fire danskere får penge tilbage i skat. I de seneste to år har danskere fået 19-20 milliarder kroner betalt tilbage om året.
Da vi fik de indefrosne feriepenge tilbage, var beløbet omkring 50 milliarder kroner. De skulle så til gengæld også beskattes. Der er det dog alligevel betryggende, at dette land trods alt ikke beskatter de penge, vi selv har betalt for meget i skat, når vi skal have dem udbetalt.
Pointen er, at det ikke er småpenge, der er på vej ud i økonomien, når Skat starter tilbagebetalingen 8. april.
Læs også: Lau Svenssen om lille dansk industriaktie: H+H er værd at satse på
Sidste år var tilmed et af de stærkeste år nogensinde for dansk erhvervsliv. De rekordstore overskud – blandt andet fra A.P. Møller – Mærsk – vil i de kommende uger medføre en sand pengeregn over alle investorer med danske aktier.
Sydbank har regnet lidt på sagerne og alene de 28 aktier, som banken dækker analytisk, medfører en udbetaling på i alt 123 milliarder kroner.
Læg dertil, at årets første måneder typisk også er sæson for de hundredtusinder af danskere, der har bonusordning som en del af lønpakken. De ekstremt gode resultater i 2021 indikerer i hvert fald, at striben af KPIer blinker grønt rundt omkring i Corporate Denmark.
Kort sagt. Vi har aldrig været rigere, og pengene vælter ned i danskernes lommer.
Grund til optimisme
Herfra skal lyde en opfordring. Lad nu ikke alting gå i sort herhjemme, selvom verden lige nu viser sit grimmeste ansigt. Vi står over for en trussel, der er ubegribeligt voldsom, men også lige så usandsynlig. Selv praktiserer jeg en smule privatøkonomisk fatalisme for tiden. For hvis Tredje Verdenskrig rent faktisk bryder ud – hvilket jeg ikke tror, den gør – så kan det hele jo også være lige meget alligevel.
Spis, rejs og køb nogle aktier, lyder mit eget lille mantra.
Man kan også have lange diskussioner med sig selv om, hvorvidt man overhovedet skal tillade sig at forbruge og nyde livet, mens bomberne regner ned over uskyldige mennesker i Ukraine. Indrømmet, det er en svær tanke. Men økonomen i mig fortæller mig også, at den bedste hjælp, vi kan yde, ud over penge til Røde Kors, er at bevare roen og optimismen, fyre den af på jobbet og bruge nogle penge. Ganske som vi plejer.
Læs også: Lau Svenssen: 'Chancen for en fordobling af aktiekursen er til at få øje på'
Lige nu bider inflationen, og købekraften vil blive udhulet. Særligt for de mange danske familier, der bor rundt om de store byer i forstæderne. Bruger man sin private bil til at komme på arbejde, og er parcelhuset varmet op af naturgas, så bliver der gjort et voldsomt indhug i privatøkonomien.
Derfor er jeg heller ikke blåøjet i forhold til, at budgettet kan se lidt stramt ud. Vi skal blot huske perspektivet. Vi kommer fra et niveau med et historisk stort budget. Og samtidig er vores finansielle formue på ingen måder kritisk efter et fald i danske aktier på omkring ti procent siden årsskiftet.
Når Danmarks Statistik i sidste uge kunne fortælle, at danskernes syn på egen økonomi et år frem er historisk negativ, så må jeg bare sige, at jeg tror, at danskerne, som de er flest, vil få sig en positiv overraskelse. Jeg håber det.
Spis, rejs og køb nogle aktier.
Læs også: Simon Richard Nielsen: To bekymringer du skal holde øje med nu
Læs også: Kommentar: Råvarekrisen kan ramme USA og Europa meget forskelligt