Henter kommentarer

| Opdateret

Storbank om den store value-rotation: Ikke endnu


Politisk afklaring og vaccine taler for nye langsigtede vindere på aktiemarkedet i form af de såkaldte valueaktier.

På kort sigt er det imidlertid ikke givet, at væksten er stærk nok til at gennemtvinge den bevægelse. Derfor kan de dyre vækstaktier formentlig holde trit lidt endnu. Udsigten til at få Joe Biden som ny præsident samt en mulig vaccine i 2021, har løftet forventningerne til den global økonomi i de kommende år. Det er ikke nødvendigvis nok til at sende aktierne markant højere på den korte bane. De globale aktier er nemlig allerede steget 6.3 pct. i år, på trods af faldende indtjening i forbindelse med COVID-19 krisen.

I et eller andet omfang har aktierne allerede set igennem krisen og indregnet en form for forbedring. Det kan imidlertid føre til store skift imellem forskellige dele af aktiemarkedet.

Vis mere

Fremgangen i aktiekurserne i år skyldes blandt andet, at krisen har fået realrenten - altså renten korrigeret for forventet inflation - til at falde voldsomt. Kombinationen af skuffende vækst og lavere realrenter har været gavnlig for særligt en type aktier. Alle aktier rammes af, at indtjeningen i 2020 ikke er så stærk, men dem, der forventes at have en høj langsigtet vækst, får mest glæde af de lavere renter. Det er da også i udpræget grad disse såkaldte vækstaktier, altså dem med den højeste pris i forhold til bogført kapital i grafen ovenfor, der har leveret det bedste afkast i år.

Læs også: Lars Tvede med forudsigelse: Det kommer der til at ske nu

Indenfor det globale aktiemarkedsindeks, MSCI World, har vækstaktierne således outperforme valueaktierne med over 25 pct. i år. Det kommer i forlængelse af et tabt årti for value investorer. Siden recessionen sluttede i 2009, har valueaktierne således tabt 55 pct. i forhold til vækstaktier. Det er meget usædvanligt for på lang sigt har valueaktierne generelt leveret de højeste afkast i forhold til de dyrere vækstaktier. Men det skyldes formentlig, at renten er fortsat med at falde stort set hele vejen igennem det økonomiske opsving og fik det ultimative dyk under coronakrisen.

Vis mere

Hvis der var en forventning om markant øget økonomisk aktivitet, ville det løfte indtjeningen på kort sigt, men det kunne også risikere at få renten til at stige for hurtigt. Hvis rentestigningen er meget hurtig, vil det samlede aktiemarked måske ikke engang stige, men det vil i alle tilfælde føre til en anden fordeling mellem vindere og tabere indenfor aktiemarkedet.

De vækstaktier, der har ført an hidtil i år, vil tabe terræn til de såkaldte value-aktier. Der er altså to modsatrettede effekter i form af højere indtjening og højere rente. Hvis vi skal have aktierne til at stige markant, skal væksten være stærk nok til at løfte indtjeningen uden at renten følger med. Det kan nok godt ordnes i den nuværende situation. Det kræver, at centralbankerne lægger låg på renten også efter et økonomisk opsving er gået i gang, men det har de allerede lovet, at de gerne vil gøre for at sikre, at opsvinget bliver langt og stærkt nok til at løfte inflationen.

Læs også: Kendt tech-investor forudser 'kortsigtet korrektion'

Spørgsmålet er imidlertid, om der overhovedet er nok vækst til sådan et scenario lige nu. Biden vandt præsidentposten, men Demokraterne vandt ikke flertallet i Kongressen. Derfor er det langt fra givet, at hans store planer om at skabe vækst gennem offentlige investeringer vil blive gennemført. Nyheden om en succesfuld vaccine giver også berettigede forhåbninger om en verden uden coronavirus, når man kigger 6-12 måneder frem. Men lige nu raser pandemiens anden bølge ubønhørligt, og det kan vaccinen ikke ændre på nu og her.

Uanset hvor meget man håber på, at vaccinen kommer bredt ud til sommer, så er der først en vinter, hvor væksten styres af virus. Så længe udbruddene fortsat er ude af kontrol, stiger risikoen for endnu et økonomisk tilbageslag. Med manglende politisk lederskab i USA indtil Biden overtager  20. januar næste år, er det også svært at se, hvem der skal tage ansvar for at få pandemien under kontrol.

Vis mere

På den baggrund er nyheden om en vaccine og Bidens valgsejr stærkt opmuntrende for den langsigtede investor, som allerede nu måske kan begynde at kigge efter muligheder inden for value segmentet, men hun skal væbne sig med tålmodighed for resten af året kan blive vanskeligt. Hvis væksten falder som følge af pandemiens anden bølge og den amerikanske centralbank er nødt til at reagere på grund af det politiske dødvande, så kan vækstaktierne stadigvæk få en sidste tur i manegen. Men på lang sigt, er der næppe tvivl om, at tidevandet er ved at vende.

Læs også: Lars Tvede om markant ændring: De vil storme ud vækstaktierne

Læs også: Jeppe Christiansen: Nøglen til at forstå teknologi-boblen findes hos en bilproducent