Henter kommentarer

5 spændende aktier, som dansk investor satser på


De japanske aktier trækker fra resten af verden i 2023, og det medfører opmærksomhed fra masser af investorer.

Vi har snakket med Seniorporteføljemanager i Maj Invest Value Aktier, Ulrik Jensen, der her fortæller om de fem japanske aktier, som er i Value-porteføljen hos Maj Invest.

Han mener helt generelt, at det japanske aktiemarked er interessant på grund af størrelsen og de kvalitetsvirksomheder, man kan finde på det:

»Der er rigtig mange gode virksomheder, som er markedsledere indenfor deres felt og derfor er det relevant at følge med i for europæere og amerikanere også. Man kan ikke undgå at skæve den vej, når man skal have en global forståelse af konkurrencebilleder og så videre,« siger Ulrik Jensen.

Læs også: Globale aktier i fremgang – særligt et område skiller sig ud

Han fortæller i et interview med Euroinvestor, hvordan han ser, at opturen i Japan blandt andet er drevet af et generelt skift i opmærksomheden hos de japanske selskaber, så de i højere grad har fokus på investorerne. Og at det blandt andet har været med til, at trække de udenlandske investorer tilbage mod øst.

Læs også: Japanske aktier trækker fra resten af verden: Derfor er ‘Solens rige’ igen blevet interessant for investorerne

Her kan du læse om de fem japanske aktier, som Maj Invest Value har i porteføljen. Aktierne er valgt ud fra fondens »Bottom-up« strategi, og ikke udelukkende fordi det er interessant at være i Japan.

Dog er der et par af selskaberne gode eksempler på den udvikling, man har set i Japan, fortæller Ulrik Jensen:

Læs også: Hvad er value-aktier?

Tokyo Electron

Teknologivirksomheden Tokyo Electron, der leverer produkter til udviklingen og produktionen af mikrochip, er med Ulrik Jensens egne ord et »kvalitetsselskab, som har en meget høj kapitalforrentning«.

»De har en stor beskyttelse omkring deres forretning, fordi de er nogle af de eneste i verden der kan lave en masse af det her udstyr og kemikalier der skal bruges til mikrochip. Og i nogle af de her områder har de faktisk en markedsandel på op mod 80 pct., så det vil sige, at hvis Taiwan Semiconductor skal bruge de her materialer, så er der stort set kun en virksomhed de kan ringe til,« fortæller Ulrik Jensen.

Han uddyber derfor, at Tokyo Electron ikke kun er med i porteføljen, fordi man ønsker en eksponering mod det japanske marked, men fordi forvalterne hos Maj Invest også tror på at markedet for mikrochip eller semiconductors vil vokse de næste 5-10 år.

Samtidig fremhæver Ulrik Jensen som value-investor, at »prisfastsættelsen af Tokyo Electron faktisk har været meget fornuftig i den periode, vi har købt ind i den.«

Læs også: Sådan blev boligøkonomen gældfri på den halve tid

Sony

Den næste japanske aktie i porteføljen hos Maj Invest er spil og underholdningsgiganten Sony. Ifølge Ulrik Jensen er Sony-aktien et meget godt eksempel på den transformation, som det japanske marked har været igennem de seneste år.

»Sony er en af de virksomheder, der efter vores opfattelse har brudt noget stationaritet for en fem år siden, hvor man er gået fra at være en traditionel hardwarevirksomhed indenfor konsoller og sådan noget, til at være mere fokuserede på software, spil og streaming af musik og film. Og det kan man jo blandt andet se på kapitalforrentningen,« siger Ulrik Jensen.

Sony-aktien er steget med godt 30,9 pct. I 2023. Senest er det kommet frem, at selskabet blandt andet er i gang med at sælge deres forsikringsselskab fra, som de købte i 2020:

»Så købte de godt nok et forsikringsselskab op, men det har de været ude at melde ud, at det vil de sælge fra igen. Blandt andet for at rejse kapital til opkøb, men også til aktietilbagekøb,« siger Ulrik Jensen og tilføjer:

»Vi ser for nogle selskaber, at den dårlige trend i Japan er ved at blive brudt.«

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

Daito Trust

Tredje selskab i porteføljen er Daito Trust Construction Co., der arbejder inden for byggebranchen. Ulrik Jensen fremhæver Daito-aktien som en »stabil« aktie, som også historisk har leveret et fornuftigt udbytte:

»Deres pay-out-ratio er ikke så høj, så det er ikke sådan, at hvis de ligger lige på vippen og indtjeningen falder en smule, så er de nødt til at skære i udbyttet,« siger Ulrik Jensen.

Læs også: 7 lette råd: Sådan kommer du i gang med at investere

Shimano

Det fjerde selskab i porteføljen er den kendte producent af udstyr til cykling og fiskeri, Shimano.

»Det er et selskab, som vi har holdt øje med i lang tid,« lyder det fra Ulrik Jensen.

Han påpeger, at det store boom i privatforbruget af blandt andet hobbyudstyr var med til at få Shimano-aktien til at stige markant og gøre den »alt for dyr«. Efter corona har sluppet sit tag, er aktien siden »faldet fra hinanden« og der har været spekuleret i, hvor stor nedturen ville være, fortæller Ulrik Jensen.

»Nu har de nedjusteret omsætningen for indeværende år med omkring 20 pct. og det har aktien reageret på ved at falde tilbage. Men den ligger stort set uændret på trods af alt det nyhedsflow, der er kommet ud,« siger Ulrik Jensen.

Han vurderer, at Shimanos største udfordring er, at selskabet har over 25 pct. af markedsværdien i kontanter, og at de kontanter udgør næsten 60 pct. af de samlede aktiver i selskabet.

»De penge synes vi de skulle bruge på at købe flere aktier tilbage eller hæve udbyttet, hvis de er mere komfortable med det,« siger Ulrik Jensen og tilføjer:

»De tjener faktisk relativt gode penge, og har et stort frit cashflow, som de faktisk ikke har brug for at geninvestere i hverken kapacitet eller arbejdskapital. Derfor mener vi, at de burde betale dem ud til investorerne, hvilket de ikke har gjort. De er ikke fleksible nok til, at gøre noget ved nogle af de der ting.«

Læs også: Analytiker om kendt dansk aktie: Den er i høj grad undervurderet

Softbank

Den sidste japanske aktie, som Maj Invest Value har i porteføljen, er Softbank.

Softbank er ikke en driftsvirksomhed som sådan, men i stedet fokuserer virksomheden på at eje andele af andre virksomheder. De ejer blandt andet en teleoperatør og store kapitalfonde, der har været meget i medierne på det seneste, som følge af nogle dårlige resultater.

Derudover har Softbank også haft en stor ejerandel i Alibaba, som man siden har solgt ud af.

Men den del af forretningen, som Maj Invest ser det største lys i, er ejerskabet af virksomheden Arm, der designer mikrochip.

»Det spiller lidt i tråd med vores blik på semiconductors, som vi mener er et ekstremt interessant område, der kan vokse de næste 5-10 år. Og Arm er en af de bedste designere af mikrochip – det er blandt andet dem Apple bruger i deres smartphones,« siger Ulrik Jensen.

»Og så har vi en virksomhed, hvor hovedaktionæren Masayoshi Son, også driver virksomheden. Det betyder alignment mellem ledelsen og investorerne, og det kan vi som regel godt lide.«

Se listen: Så stort potentiale ser analytikerne i de store danske aktier

Læs også: Se listen: Disse folketingspolitikere investerer – her er aktierne, de har købt