Henter kommentarer

Danske Bank advarer: Derfor har vi en ret markant undervægt her


Særligt to begivenheder kommer til at fylde endnu mere de næste måneder. To ting, der kan ramme dine aktier.

Det vurderer Danske Banks chefstrateg, Henrik Drusebjerg. Det gælder det amerikanske præsidentvalg 3. november og Brexit-forhandlingerne, der kan sende chokbølger igennem de europæiske aktiemarkeder. Frem mod amerikanernes præsidentvalg i november risikerer investorerne, at nogle aktier bliver ramt af politiske udmeldinger.

»Risikoen er, at Donald Trump kan finde på at slå ned på bestemte sektorer i og uden for USA. Under sidste valgkamp var der f.eks.  et kraftigt fokus på medicinalaktierne. Et amerikansk præsidentvalg er dog ikke nødvendigvis en stor betydning på finansmarkederne, for når det er overstået opstår der tit en lettelse i markedet, fordi investorerne kender rammerne. Det fjerner noget usikkerhed. ,« påpeger chefstrategen og tilføjer:

»Tidligere har man også set, at Donald Trump pludselig begyndte at prygle løs på den europæiske bilindustri, så det er i det lys, at valget kan ramme aktierne.«

Hvad kan man gøre som privatinvestor forud for valget?
»Man kan nok ikke gøre særlig meget på forhånd, men man kan holde øje med, om der sker fundamentale ændringer for selskaberne. Her tænker jeg især på medicinalindustrien,« udtaler Henrik Drusebjerg.

En anden begivenhed, der kan ramme aktierne, er Brexit-forhandlingerne, der handler om, hvilke handelsmæssige rammer der skal være imellem Storbritannien og EU.

»Vi har allerede en ret markant undervægt i europæiske aktier og har forsøgt at skrue undervægten sammen, så vi har så lidt som muligt i Storbritannien, fordi de er massivt underinvesteret, og har været det siden de traf beslutningen om brexit. Det giver et vækstmæssigt efterslæb, som man ikke bare kan indhente,« udtaler Henrik Drusebjerg.

Læs også: Storbank: Vaccine kan vende rundt på markedet

»En recession i Storbritannien er ikke en fordel for europæiske virksomheder, og får vi et hard-brexit, er jeg ret sikkert på, at vi får en kaotisk økonomisk situation i Storbritannien, men nok også en recession i kontinental-europa, fordi der opstår et handelsmæsigt kaos i kølvandet på det,« uddyber han.

Så når mange fokuserer på europæiske aktier for tiden, fordi de ser billige ud, så er det værd at huske, at der nogle gange også er en grund til, at ting ser billige ud, forklarer Henrik Drusebjerg.

»Man skal passe meget på med at lægge for meget vægt på det argument, at de europæiske aktier sammenlignet med resten af verden ser attraktive ud, fordi vi har nogle politiske udfordringer, som påvirker investeringerne i Europa. Investeringerne ligger på et lavere niveau, end vi har set andre steder længe. Og jeg synes ikke, at der fremadrettet er grund til at tro, at vi får et 'smooth' politisk miljø, der gør virksomhederne markant mere investeringslystne,« forklarer han.

Det europæriske toneangivende aktieindeks, Euro Stoxx 50, er nede med 12 pct. i år. Til sammenligning er det amerikanske teknologi-tunge Nasdaq-indeks oppe med 17 pct. i lokal valuta.