Henter kommentarer

Chipaktier stiger efter meldinger om Trumps nye chipplan – Intel i centrum for massiv investorinteresse


Aktier i flere amerikanske chipproducenter står til at blive mere værd fredag, når børshandlen skydes i gang kl. 15.30 , efter Wall Street Journal kan berette, at Trump-administrationen overvejer en ny plan for at mindske USA’s afhængighed af udenlandske chipproducenter.

Intel og GlobalFoundries ventes at stige 4,7 pct. i formarkedet, mens Micron Technology står til at stige 0,6 pct., bemærker Bloomberg News. Planen er angivelig, at chipproducenter skal fremstille det samme antal halvledere i USA, som deres kunder importerer fra udenlandske leverandører. 

Lykkes de ikke med at opretholde et 1:1-forhold, kan selskaberne blive mødt af nye toldsatser, skriver WSJ med henvisning til kilder.

I USA blev Texas Instruments og Analog Devices nævnt som aktier at holde øje med, mens europæiske selskaber som Infineon og STMicroelectronics blev mindre værd i fredagens handel.

Flere investorer satser lige nu på, at Intel-aktien skal fortsætte med at stige. Det sker via såkaldte call-optioner, som giver gevinst, hvis kursen går op. Normalt bruges optioner ofte som en slags forsikring mod kursfald, men her bruger investorerne dem som et væddemål på mere optur.

Aktien er steget 37 pct. siden 17. september til 33,99 dollar, drevet af en bølge af investeringer fra blandt andet den amerikanske regering og Nvidia, der i sidste uge investerede 5 mia. dollar. Intel har ifølge Bloomberg News henvendt sig til Apple om en potentiel investering.

Siden midten af august har Intel-aktien været på en bemærkelsesværdig optur, hvor samtaler med Washington resulterede i, at den amerikanske regering tog en næsten 10 pct. ejerandel som led i en usædvanlig aftale for at styrke den indenlandske chipproduktion.

Hvis du gerne vil være klogere på Intel, Micron TechnologyTSMC, Nvidia og computerchipsektoren, kan du med fordel læse Chris Millers bog 'Chip War: The Fight for the World's Most Critical Technology'.

Bogen giver et levende indblik i, hvordan små stykker silicium er blevet en af de vigtigste råvarer i verdensøkonomien, og hvordan chipproducenter har formet alt fra den digitale revolution til den moderne geopolitik. 

Chris Miller gennemgår udviklingen af nogle af verdens mest kendte selskaber, men stiller også skarpt på de globale forsyningskæder, der gør teknologien både sårbar og strategisk altafgørende.

Centralt i fortællingen står magtkampen mellem USA og Kina, hvor chips er blevet et våben i den teknologiske rivalisering.