Henter kommentarer

Dagens top 3 markedsnyheder


Her er dagens top 3 markedsnyheder fra de danske finansmedier

Coronakrise øger it-titaners dominans - Amazon, Apple, Google og Facebook for Kongressen

De fire selskaber er for store og dominerende og vil formentlig komme endnu stærkere ud af coronakrisen. Sådan lød kritikken mod de fire it-giganter i Kongressen i USA under en høring onsdag, hvor direktørerne for de fire store virksomheder deltog.

»Forud for coronapandemien skilte disse selskaber sig allerede ud som titaner i vores økonomi. Men i kølvandet på covid-19 vil de sandsynligvis komme stærkere ud og være mere magtfulde end nogensinde før,« udtaler udvalgsformand og demokrat David Cicilline.

Demokraten mener, at de fire selskaber er for store og dominerende og »har anvendt deres magt på destruktive, skadelige måder for at ekspandere«.

Deres selskaber har en samlet markedsværdi på omkring fem billioner - eller 5000 milliarder - dollar. Det kan du læse mere om her.

Analytikere spår bøde på over 6 mia. kr. til Danske Bank

Analytikere hos Bloomberg Intelligence vurderer i en ny analyse, at Danske Bank venter sig en hvidvaskbøde fra de amerikanske myndigheder på 1 mia. dollar. Det skriver Børsen.dk.

»Mere end 200 mia. dollar i mistænkelige transaktioner gør en større bøde mulig,« skriver de to Bloomberg Intelligence-analytikere ifølge Børsen.dk.

Jyske Banks aktieanalytiker Anders Haulund Vollesen mener, at den estimeret bøde lyder realistisk, men at der i virkeligheden er tale om »en kæmpe gætteleg« for analytikerne.

Det var i den estiske filial, hvor Danske Bank ifølge analytikerne igennem de otte år tjente 1,5 mia. kr. på non resident-porteføljen. Analytikerne vurderer derudfra en bøde på 6,3 mia. kr., da de amerikanske myndigheder ved fastsættelse af bøden her ganger fortjenesten.

Federal Reserve: Største økonomiske deroute nogensinde i USA

Den økonomiske nedtur i kølvandet på udbruddet af coronavirus og de nedlukninger, som virusudbruddet har medført, er så omfattende, at det formentlig bliver den største økonomiske deroute nogensinde i USA. Det siger chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell på et pressemøde efter rentemødet onsdag.

»Svagere efterspørgsel og betydeligere lavere oliepriser holder inflationen nede. De overordnede finansielle betingelser har forbedret sig i de seneste måneder, hvilket blandt andet afspejler de pengepolitiske tiltag, der skal støtte økonomien,« skriver Federal Reserve.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, fastholder i forbindelse med onsdagens rentemøde sine ledende rentesatser.

Dermed er spændet for styringsrenten fortsat på 0,00-0,25 pct., viser onsdag aftens rentemelding fra centralbanken. Det kan du læse mere om her.

I dag byder finanskalenderen på regnskaber fra bl.a. Mastercard, Alphabet, Apple, Amazon, Volkswagen, Shell m.m.

Husk at du kan se hele finanskalenderen og den økonomiske kalender her.

Læs også: Morten Springborg: Kortsigtet optur for valueaktier aktualiserer langsigtet debat

Læs også: To spændende guldaktier: Den her fremstår mest attraktiv

Læs også: Sådan gik det aktiemarkedet i USA onsdag