Henter kommentarer

Nordnet: Stort prisfald er gode nyheder for forbrugerne


Onsdag faldt olieprisen med 5 pct. – og det er gode nyheder. 

Både for forbrugeren, men måske også for investorerne. 

Sådan lyder vurderingen fra investeringsøkonom hos Nordnet, Per Hansen. 

»Lavere oliepriser kan på sigt være en god forbruger- og økonominyhed. Det kan tage toppen og trykket af udfordringerne for forbrugerne og også af inflationen,« skriver Per Hansen i en kommentar. 

B.T. og Euroinvestor samarbejder - derfor findes artiklen også på B.T.

Læs også: Saxo Bank: 3 ting strategen holder øje med torsdag

Torsdag stiger olieprisen dog en smule igen: En tønde af den amerikanske WTI-olie koster nu knap 85 dollar, mens den europæiske Brent-olie koster over 86 dollar, viser data fra Bloomberg. 

Per Hansen påpeger, at danskerne blandt andet vil kunne mærke prisfaldet på olien, når de skal tanke bilen: 

»For de danske forbrugere og bilister er prisfaldet gode nyheder. Det tager lidt tid før råolieprisfald slår igennem, men hvis priserne holder sig hvor de er torsdag morgen, vil 10 pct. fald i råolieprisen kunne mærkes fra og med tirsdag-onsdag i næste uge,« skriver Per Hansen. 

Samtidig kan prisfaldet i olien potentielt også være en god nyhed for investorerne, mener økonomen. De stigende priser på olien har nemlig fået amerikanernes efterspørgsel efter benzin til at falde, samtidig med at renterne er steget. 

Det kan være med til at dæmpe den økonomiske aktivitet – og få den amerikanske centralbank (FED) til hurtigere at sænke renten. 

»Hvis vi ser en negativ udvikling i de amerikanske ejendomspriser, som afspejler stigende renter kan det være den udløsende faktor, som overbeviser FED om, at de ikke blot er færdige med at hæve og at inflationen er på vej ned, men også at deres forventninger til 2024 og sene rentenedsættelser kan blive fremskyndede,« skriver Per Hansen. 

Olieprisen har været stigende på det seneste – med retning mod 100 dollar per tønde. Det skyldes blandt andet, at Saudi-Arabien og Rusland har sænket deres produktion. Det skaber et lavere udbud, hvilket får prisen til at stige. 

Læs også: Chefstrateg: Rentestigninger skaber 'helt ny verden' – sådan kan du tackle udviklingen

Læs også: Et særligt tegn i markedet advarer: En recession er på vej i USA