Henter kommentarer

Private investorer flygter fra Bavarian Nordic-aktien - økonom peger på fordele og ulemper


Danske privatinvestorer har historisk haft stor appetit på vaccineselskabet Bavarian Nordic, men den seneste tids opkøbsdrama har tilsyneladende fået flere investorer til at vinke farvel til aktien. 

Således er antallet af investorer hos handelsplatformen Nordnet faldet med 14,3 pct. de seneste tre måneder - fra godt 40.000 til 34.386. 

Det sker samtidig med, at de to kapitalfonde Permira og Nordic Capital har fremsat et købstilbud på alle aktier i selskabet på 233 kr. per aktie. Det har i et godt stykke tid været under den pris, som aktien har handlet til på børsen - og det kan have fået investorerne til at sælge. 

»En betydelig del af dem har formentlig besluttet at sælge og den bedste mulighed (salg/indløsning) har været (hvis de har truffet beslutningen) at sælge aktien i den periode, hvor aktien blev handlet over tilbudskursen,« vurderer Per Hansen, der er investeringsøkonom ved Nordnet. 

Der kan dog være både fordele og ulemper ved at have solgt aktien. Dels har man kunnet få en højere pris end tilbudskursen og pengene i hånden. De bliver så 'frigjorte' og kan investeres i noget andet, påpeger Per Hansen. Det kan være en fordel, da der er en risiko for at tilbuddet bliver droppet og at aktien kan falde tilbage påpeger økonomen videre. 

Dog kan man gå glip af den potentielle »upside« der er i, at kapitalfondene potentielt vil hæve deres bud på selskabet, påpeger Per Hansen. 

Mange aktionærer har været kritiske overfor tilbuddet fra de to kapitalfonde. De mener at det er for lavt, og har også været kritiske overfor at bestyrelsen har valgt at bakke op om tilbuddet. 

Dansk Aktionærforening, der er interesseorganisation for de private aktionærer, har således lanceret en kampagne for at organisere modstanden mod tilbuddet. Derudover har storaktionæren ATP vendt tommelfingeren ned med sine 10 pct. af aktierne. 

Danske privatinvestorer har historisk haft stor appetit på vaccineselskabet Bavarian Nordic.

Selskabet har således ofte befundet sig i top-10 over de danske aktier, der har haft flest ejere hos eksempelvis handelsplatformen Nordnet.

Per Hansen har tidligere vurderet at der er tre mulige scenarier for opkøbsdramaet i Bavarian Nordic. Det kan du læse om her.