Henter kommentarer

Her har boligejerne scoret kassen


Boligrenterne er steget markant, og der er krig i Europa.

De faktorer skulle man tro, ville føre til et fald i boligpriserne, men det er ikke tilfældet.

I marts steg huspriserne 0,9 pct. mens både priserne på ejerlejligheder og sommerhuse gik frem med 1 pct., viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

Kigger man et år tilbage, er boligpriserne på landsplan steget 7,5 pct., hvis man tager udgangspunkt i et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter. Det svarer i kroner og øre til 170.000 kr.

»Det har været fantastisk at være boligejer det seneste år. Prisen er steget på både huse, ejerlejligheder og fritidshuse, og friværdierne har derfor haft vokseværk,« siger Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit.

Det er dog ikke alle steder i landet, at boligpriserne er steget i samme tempo.

Særligt husejerne i og omkring hovedstaden har fået de største gevinster.

I landsdelene København By og København Omegn koster et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter henholdsvis 554.000 kr. og 592.000 kr. mere i dag end for et år siden.

Gevinsterne er mere moderate i Jylland. Her har en gennemsnitlig husejer tjent mellem 41.000 kr. og 72.000 kr. det seneste år.

Man kan bruge sin friværdi på tillægslån eller se det som en buffer til dårligere tider, lyder det fra boligøkonomen.

»De stigende priser kan bruges som en stødpude til dårligere tider eller veksles til et tillægslån, der kan gøre livet sjovere her og nu. Knapt så morsomt er det for de potentielle købere, der både skal forholde sig til højere boligpriser, dyrere finansiering og et generelt presset budget som følge af den stigende inflation.«

Læs også: Penge tilbage i skat? Sådan bør du bruge dem

Læs også: Tårnhøj inflation rammer mere end én million danskere