Henter kommentarer

| Opdateret

Hvad er momentum-aktier?


Momentum bruges til at beskrive aktier med stigende kurser.

Der findes forskellige strategier på aktiemarkedet til at opnå succes. Nogle investeringsfonde går specifikt efter at købe såkaldte momentum-aktier. Momentum-strategien handler om at fokusere på de aktier, der har performet bedst. Det sker ud fra en forventning om, at de vil fortsætte med at stige mere end det generelle marked.

Momentum-strategien handler om at investere i ​​de aktier - eller værdipapirer - hvor der er størst efterspørgsel, mens du forsøger at undgå​ aktier​, hvor efterspørgslen​ er mindst. Det betyder i praksis, at du satser på/øger i eller holder på dine vinder-aktier - altså dem, der er steget mest - mens du undgår og/eller sælger taber-aktierne. Dem, der falder.

Læs også: Aktieordbog: Det dækker investeringsbegreberne over

Den danske formueforvalter Falcon Invest forklarer det således:

»Simplificeret set er momentum en påvist tendens til, at de aktier, der det seneste halve til hele år har haft den mest stigende prisudvikling, også over det kommende halve til hele år vil give bedre afkast end de aktier, der har haft den mindst stigende prisudvikling.«

Der findes flere analyser, som peger på, at momentumaktier generelt har givet et højere afkast end det gennemsnitlige aktiemarked. Der er dog ikke ensbetydende med, at aktiestrategien er uproblematisk. Der er nemlig en risiko for, at man som investor ikke er opmærksom på udviklingen i de underliggende selskaber, og at der med andre ord ikke er en sammenhæng imellem aktiekursen og de økonomiske fundamentale forhold.

For mange står momentum-strategien over for value-investering, hvor value-investering handler om at investere i aktier, der er faldet for meget, eller hvor børskursen ikke afspejler virksomhedernes underliggende værdier.

Læs også: Hvad er value-aktier?

Læs også: Hvad er en ETF?