Henter kommentarer

Jyske Bank anbefaler at købe C25-gigant: 'Kursfald giver opsamlingsmulighed'


Carlsberg kursnedgang det seneste halve år giver investorerne en god opsamlingsmulighed.

Sådan lyder vurderingen fra Jyske Bank, som har hævet bankens anbefalingen på den danske bryggerigigant. 

»Kursfaldet har betydet, at Carlsberg nu er det billigste af de europæiske bryggerier,« skriver Jyske Bank i en analyse.

Læs også: 1000-kronesedlen afskaffes

Banken anbefaler nu investorerne at tilføje Carlsberg-aktier til porteføljen, hvor man før anbefalede at holde aktien.  Banken beholder kursmålet på 1.015 kr., men banken påpeger i analysen, at aktien er faldet med 26 pct. siden maj. Det betyder, at aktien nu handler på en EV/EBITDA på 9,1. 

EV/EBITDA er en såkaldt multipel, som man kan bruge til at regne ud om en aktie er billig.

Selvom anbefalingen lyder på køb, er der fortsat risici hos bryggeriet, men kursfaldet betyder ifølge Jyske Bank, at investeringen er risikoen værd.

»Vi anerkender, at der fortsat er en række usikkerhedspunkter for Carlsberg fra blandt andet forbrugertilliden i Kina og Europa, men vurderer, at disse er indregnet i de nuværende kursniveauer. Derudover vurderer vi, at Carlsberg står stærkt relativt til konkurrenterne,« skriver Jyske Bank.

Læs også: Dansk økonomi er i teknisk recession

Jyske Bank er ikke det eneste finanshus med en købsanbefaling på Carlsberg-aktien.

29 analytikere dækker aktien ifølge tal fra Bloomberg. 18 af dem anbefaler at købe aktien, mens ni af dem har en holdanbefaling. De resterende to anlytikere anbefaler at sælge.

Jyske Bank er heller ikke ene om at have ændret synet på aktien. Onsdag hævede den amerikanske investeringsbank JPMorgan anbefalingen fra sælge til hold.

I gennemsnit ser analytikerne et kurspotentiale i Carlsberg-aktien på 24,2 pct.

Læs også: DSV's megaprojekt i Saudi-Arabien blåstemplet af Udenrigsministeriet

Læs også: Dansk selskab byder på britisk firma