Henter kommentarer

Danske Banks globale chefstrateg: Er det slut med renteforhøjelser?


Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.

Det siges, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), hæver renten, indtil noget går i stykker. Det er så sket nu.

Silicon Valley Banks kollaps er det næststørste bankkollaps i amerikansk historie. I går blev alle renteforhøjelser da også priset ud af den amerikanske rentekurve.

Jeg har aldrig set en lignende rentebevægelse. Hvis du har, så sad du nok klistret til din Bloomberg-skærm den 19. oktober 1987 – også kendt som Black Monday.

Læs også: Danske Banks globale chefstrateg: Blød landing på smal landingsbane

Er Fed så færdig med at hæve renten? Næppe.

Fed er ikke villig til at opgive deres målsætning om at få inflationen ned - og inflationsproblemet er ikke forsvundet, bare fordi et par banker kollapser. Fed vil bruge rentevåbnet til at få inflationen ned, mens andre instrumenter kan bruges til at sikre den finansielle stabilitet.

Der er dog flere grund til at tro, at Silicon Valley Banks kollaps kan få Fed til at hæve renten langsommere, end de ellers ville have gjort. Silicon Valley Banks implosion kom ud af det blå, så alle (og ikke mindst den amerikanske centralbankchef Jerome Powell) må spørge sig selv, om der er andet, der ikke kan holde til de massive renteforhøjelser.

Uanset om der kommer ro på nu, så vil begivenheden sandsynligvis reducere Feds appetit på renteforhøjelser fremadrettet.

Læs også: Maj Bank: Elektrificeringen er ikke problemfri

Usikkerheden i banksektoren kan også medføre strammere kreditvilkår, altså at det bliver sværere og måske lidt dyrere at få et lån i banken, hvilket virker som en bremse på økonomien og derved kan mindske behovet for renteforhøjelser, da det så at sige gør noget af arbejdet for centralbankerne.

Der er først rentemøde i den amerikanske centralbank i næste uge, og meget kan ske inden da. I sidste uge var forventningen, at Fed ville hæve renten med 0,5 procentpoint. Lige nu er markedsforventningen, at Fed holder renten i ro. Fed vil gerne signalere, at der ikke er problemer, og at de fortsætter med at have fokus på at få inflationen ned. Så mon ikke en renteforhøjelse på 0,25 procentpoint er et godt bud.

Læs også: Maj Bank: Kreditcyklen afgør økonomisk vækst og aktieafkast

Europa har ikke en bankkrise, så Den Europæiske Centralbank (ECB) vil nok hæve renten med hele 0,5 procentpoint på torsdag. ECB hævede også renten på vej ind i finanskrisen. De vil holde kursen, medmindre den aktuelle usikkerhed eskalerer til en global krise, og selv hvis der bliver udsigt til en mindre finanskrise, så hæver de måske renten alligevel.

Vi forventer ikke en ny finanskrise. Der er langt mere regulering og mere robusthed i systemet i dag, end der var i 2008.

Men investorerne vil i den kommende tid være mere nervøse og holde øje med, hvem der har ”ligget forkert”, mens renterne med raketfart gik fra nul til 5 pct. på under halvandet år.

Skiftet i risikoopfattelsen kan formentlig sætte en stopper for bear market rallyet i aktiemarkedet for denne omgang. Kommer der flere overraskelser, så kan det være en katalysator for yderligere kursfald.

Vi råder i øjeblikket investorerne til en lidt forsigtig tilgang med fokus på kvalitet og gerne med en god balance mellem defensive og cykliske sektorer.

Inden for obligationer foretrækker vi danske realkreditobligationer og investment grade-obligationer (virksomhedsobligationer med høj kreditværdighed), mens vi anbefaler en forsigtig tilgang til de mest risikable dele af obligationsmarkedet.