Henter kommentarer

Ørsted sælger ud: Forlader stort europæisk land


Den danske energikæmpe Ørsted har valgt at sælge sin franske landvind- og solenergiforretning Ostwind France. 

Det fremgår af en meddelelse mandag. 

Salget sker til ENGIE »som led i en strategisk prioritering af andre europæiske markeder for vedvarende energi på land,« fremgår det af meddelelsen. 

Der oplyses umiddelbart ikke nogen salgspris i meddelelsen, men det fremgår, at handlen forventes afsluttet i løbet af andet kvartal af 2024.

Læs også: Advarer mod for høj gæld: 'Ikke set siden Napoleon-krigene'

»Som en del af vores opdaterede forretningsplan har vi revideret vores ambitioner for udbygning af vedvarende energi frem mod 2030 med fokus på, hvor vi mener, at vi kan skabe mest værdi for Ørsted,« udtaler Kieran White, Ørsteds chef for Onshore i Europa og fortsætter: 

»På baggrund af denne plan har vi besluttet at fokusere på de britiske, irske, tyske og spanske markeder for landvind og solenergi i Europa. Derfor er jeg meget glad for, at vi har fundet en god fremtidig ejer af Ostwind France i ENGIE.«

Ostwind France har 54 MW vedvarende energi i drift og yderligere 24 MW landvind under opførelse. Med salget af Ostwind France har Ørsted ingen tilbageværende aktiviteter i Frankrig.