Henter kommentarer

Pengene og kulturen: Aktiestrategen er vild med musicals og gætter altid skurken i krimiserier


Senior aktiestrateg i Handelsbanken, 36-årige Michelle Nørgaard, er vild med sit arbejde, og tanker om investeringer og aktier har hun med sig hele døgnet rundt.

»Jeg lægger aldrig tankerne om investering på hylden, for markedet rykker sig hele tiden. Det er det fede, ved den her verden. Der sker hele tiden noget, du skal forholde dig til.«

Selvom jobbet og fritiden oftest er smeltet sammen, skete der en ændring, da hendes første barn kom til verden for fem år siden.

»At være sammen med mine børn betyder alt i verden for mig. Jeg har altid været karrierekvinde og er det stadig, men mine prioriteret har alligevel ændret sig lidt,« fortæller Michelle Nørgaard, der blev mor til en datter for lidt over et år siden.

Tre af ugens dage bliver brugt på at være træner på sønnens fodboldhold, og weekenderne bliver ofte brugt på kampe.

»Det er ret tidskrævende, men det er så sjovt at se, hvordan drengene udvikler sig, og hvordan de lytter til, hvad man siger,« lyder det fra Michelle Nørgaard, der selv er vokset op i en sportsinteresseret familie.

Når hverken arbejdet eller fodboldbanen kalder, slappe aktiestrategen og hendes kæreste af foran fjernsynet. Sjældent med film men oftest med serier.

»Det er lidt mere overskueligt at sætte en serie på, fordi man kan dele den op i mindre bidder.«

Lige nu står den på amerikanske horror-serie 'The Walking Dead', men ellers bliver der for det meste set krimier i hjemmet på Frederiksberg.

»Jeg er stor fan af 'The Walking Dead'. Specielt skurken Negan kan jeg godt lide. Han er one of a kind, og så er hans strategi, at man aldrig rigtig ved, hvor man har ham. Det kan jeg godt lide.«

»Ofte får jeg at vide, at mit kælenavn burde være Sherlock. Jeg er god til at regne plottet i krimier ud, og min kæreste bliver så sur hver gang, jeg lufter hvem skurken højst sandsynligt er, før serien er slut,« siger Michelle Nørgaard.

Jobbet som aktiestrateg kræver, at Michelle Nørgaard er bænket til en computer flere timer om dagen. Men når hun forlader kontorstolen, der både står derhjemme og på kontoret på Havneholmen, er det ikke meget, hun sidder ned resten af dagen.

»Jeg har altid været i god form, og det er vigtigt for mig at holde mig i gang. Det fungerer som en slags afkobling for mig, og der kan jeg ikke tænke på aktier, hvis jeg skal lave mine øvelser korrekt.«

Foruden at dyrke blandt andet yoga, er Michelle Nørgaard vild med at danse, og før hun blev gravid med sin datter, gik hun fast en gang om ugen hos en privat danseinstruktør.

»Jeg har blandt andet haft Morten Kjeldgaard fra Vild med dans som instruktør. Jeg får virkelig en fed energi af det, for man både smiler og griner undervejs og udskiller en masse endorfiner.«

»Jeg kan godt lide sensuelle danse, især latindanse, hvor der er lidt hofter og interaktion mellem mennesker, og Morten Kjeldgaard er en rigtig dygtig danselærer, som er virkelig god til at lære fra sig,« siger Michelle Nørgaard.

Den eneste dans i Michelle Nørgaards liv er ikke kun den, hun selv danser. Lige siden hun som barn så 'Grease The Musical'  på Nørrebros Teater har hun været fascineret af teaterstykker med fokus på sang og dans.

»Efterfølgende fik jeg musikken fra 'Grease' på et kassettebånd, og jeg spillede det så meget, at båndet til sidst døde, så jeg måtte få en cd i stedet. Jeg kunne navnene på alle skuespillerne og alle sangteksterne udenad,« lyder det fra Michelle Nørgaard, der sidenhen har gjort sig umage for at se alle musicals der bliver sat op i Danmark.

Senest har hun set 'The Bodyguard' i Falkonersalen.

»Den var sindssyg fed. Det som jeg godt kan lide ved musicalgenren er, at den kombinere sang, dans og skuespil. Det er en blanding af alt det, jeg elsker mest.«

Michelle Nørgaard er uddannet cand.merc. i finansiering og regnskab fra CBS, men når hun bliver spurgt, om der er noget i livet, hun har fortrudt, lyder svaret:

»Så er det, at jeg ikke blev skuespiller. Jeg ville nok aldrig turde at leve på korte, usikre ansættelser, men jeg har en drøm om indeni at stå på en scene og fyre den af. Det kan man dog alligevel godt sige at jeg til dels får lov til når jeg er ude og holde foredrag selvom jeg trods alt ikke bryder ud i sang eller giver en lille dans.«

Pengene og kulturen

For alle os, der elsker aktiemarkedet, hører vi igen og igen fra en række kendte talspersoner fra finansielle virksomheder. De er investorer, analytikere, økonomer, eksperter, kommentatorer – kært barn har mange navne. Vi kender dem efterhånden ganske godt alle sammen.

Eller gør vi?

Fremover vil Euroinvestor også gå lidt længere bag om eksperternes kolde analyser af finanserne. Vi stiller skarpt på, hvad der former dem som mennesker. Og dermed også, hvad der former dem som analytikere og investorer.

Euroinvestor sætter således fokus på en lang række kendte personligheder fra investeringsverdenen. Det gør vi under overskriften »Pengene og kulturen«, da selv analytikere og kommentatorer trods alt er mere end deres excel. Hvad former dem som hele mennesker? Hvor finder de inspiration? Eller hvordan kobler de bare fuldstændigt af fra en verden af tal?

Læs også: Tidlig pension? Så meget skal du spare op

Læs også: Elon Musk sælger Tesla-aktier for milliardbeløb