Henter kommentarer

Pengene og kulturen med Pernille Wahlgren: "Jeg har altid været vildt fascineret af Karen Blixen"

Pernille Wahlgren er selvlært aktieinvestor, som har droppet fast job. Hun er tidligere kunsthistoriker og udviklingschef i Kunstforeningen Gl. Strand.
Pernille Wahlgren er selvlært aktieinvestor, som har droppet fast job. Hun er tidligere kunsthistoriker og udviklingschef i Kunstforeningen Gl. Strand. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Denne gang i Pengene og kulturen møder Euroinvestor foredragsholder, forfatter og investor Pernille Wahlgren.

Hun har investeret de seneste 22 år, og oprindeligt var det drømmen om at eje og bo i et stor hus, der fik Pernille Wahlgren til at lægge en stor del af sin løn til side hver måned, som hun placerede i aktier. Men i dag er formålet et helt andet.



Hun vil gerne inspirere folk til at finde ro og give dem frihed – og for Pernille Wahlgren starter en stor del af roen og friheden, et menneske kan have, ved at have styr på sin økonomi. Og netop frihed er noget den 48-årige investor, forfatter og foredragsholder også vægter højt.

En af hendes yndlingsfilm er ‘Mit Afrika’, der er baseret på Karen Blixens selvbiografiske værk ‘Den afrikanske farm’.

»Karen Blixen er en meget fri kvinde, og frihed er noget af det, jeg sætter højest her i livet – nemlig friheden til selv at bestemme. Og Karen Blixen var ikke bange for at fejle og tænke stort – det beundrer jeg hende virkelig for,« siger Pernille Wahlgren og fortsætter:

»Jeg har altid været vildt fascineret af Karen Blixen. Både hendes iværksætteri, men også hendes kærlighedsliv.«

Meditationer og blød radio

Frihed og ro for Pernille Wahlgren består som sagt i høj grad af at have styr på sin økonomi. Selv bliver hendes månedlige udgifter dækket af udbytteaktier, og hun sælger for det meste kun ud, hvis hun skal bruge pengene til noget bestemt.

Eksempelvis for tiden, hvor hun er ved at renovere sin lejlighed.

»Senest har jeg solgt lidt Tesla, Genmab og Vestas, der efterhånden fylder meget i porteføljen for lige at tage toppen af, så jeg kan bruge noget af afkastet på renovering. Ellers sælger jeg kun, når jeg skal på større rejser,« siger hun.

Selvom Pernille Wahlgren populært sagt har ‘investeret sig fri’ og kan leve uden at arbejde, holder hun blandt andet foredrag og skriver bøger, der kan inspirere andre til, hvordan de kan gøre hendes kunsten efter.

Foredragene foregår ofte rundt omkring i landet, og inden hun skal tale foran en stor flok mennesker, mediterer hun gerne.

»Inden foredrag hviler jeg mig altid, og derfor sætter jeg gerne en meditation på. Det kan også bare være noget rolig musik.«

»Det er bare på YouTube, jeg finder dem. Det er lidt underordnet for mig, hvem der har lavet det, det vigtigste er, at jeg kan lukke øjnene og rense hovedet. Det giver mig ny energi og er bedre end at tage en lur,« fortæller hun.



Når det ikke er meditationer og afslappende musik, der strømmer ud af Pernille Wahlgrens højttalere, er det for det meste Radio Soft, hun tuner ind på, når der er foredrag ude i landet, eller familien skal på tur.

»Det er næsten for oplagt,« siger hun grinende.

Men kanalen, der udelukkende spiller ældre og ikke mindst rolig musik uden snak, er hun svært glad for. Bortset fra når der et par gange i timen kommer reklamer.

»Så skruer jeg væk.«

Familie på tur

Oprindeligt er Pernille Wahlgren uddannet etnolog og kunsthistoriker, og selvom hun for længst har skiftet fag, er hendes forkærlighed for kunstverdenen, museer og udstillinger ikke forsvundet.

»Jeg har altid søgt mod kunsten – både i min fritid og på mit arbejde. Og så elsker jeg historier om krig og kunst. Måske fordi jeg er drengemor?« siger hun.

Senest har hun besøgt vikingeudstillingen Togtet på Nationalmuseet sammen med sin familie, der blandt andet tæller to sønner på 11 og 14 år.

»Jeg går meget op i og bruger meget tid på at vise mine sønner, hvordan mennesker også har levet før, og hvor stor forskel der er på, hvordan vi lever i dag og i fortiden. Generelt er det bare nemt at have gode snakke, når man går på museum.«

Med sønnerne har Pernille Wahlgren også et andet fast ritual for tiden, som foregår hjemme på sofaen.

»Hver aften inden sengetid, når vi har børstet tænder, ser vi en dansk krimi på DRTV eller udenlandsk på Netflix. Min ene søn er egentligt nok lidt for lille til krimier, men det er nu det, der fænger mest.«

Er børnene ikke med foran skærmen, er det programmer som 'Fede forhold' og 'Gift ved første blik', som hun sætter på.

»Især når jeg skal slappe helt af. Så må jeg bare indrømme, at det er sjove programmer at se. Man bliver klogere på parforholdet, og hvordan andre mennesker reagerer i forskellige situationer, og så bliver jeg ekstra glad for min kæreste, når jeg ser, hvor umulige andre også er.«

Pengene og kulturen

For alle os, der elsker aktiemarkedet, hører vi igen og igen fra en række kendte talspersoner fra finansielle virksomheder. De er investorer, analytikere, økonomer, eksperter, kommentatorer – kært barn har mange navne. Vi kender dem efterhånden ganske godt alle sammen.

Eller gør vi?

Fremover vil Euroinvestor også gå lidt længere bag om eksperternes kolde analyser af finanserne. Vi stiller skarpt på, hvad der former dem som mennesker. Og dermed også, hvad der former dem som analytikere og investorer.

Euroinvestor sætter således fokus på en lang række kendte personligheder fra investeringsverdenen. Det gør vi under overskriften »Pengene og kulturen«, da selv analytikere og kommentatorer trods alt er mere end deres excel. Hvad former dem som hele mennesker? Hvor finder de inspiration? Eller hvordan kobler de bare fuldstændigt af fra en verden af tal?

Mød porteføljeforvalter og aktieanalytiker i Millionærklubben, Lau Svenssen, her, investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, her, aktiechef i Artha Kapitalforvaltning, Lars Hytting, her, finansmanden Lars Tvede her, chef for nordisk investeringsstrategi i velhaverbanken Quintet, Henrik Drusebjerg, her og Millionærklubværtinde Bodil Johanne Gantzel her

Læs også: Storbank sætter 5 aktier på favoritliste

Læs også: Nye tal afslører: Udbuddet af boliger står bomstille