Henter kommentarer

Professionel investor om massive kursfald: 'Der er sprunget en boble'


Det årelange kursfald er nu blevet så voldsomt og omfattende, at der er tale om, at der er sprunget en boble blandt spekulative amerikanske teknologiaktier. Det vurderer Niclas Faurby, der er professionel investor og uafhængig rådgiver.

»Når noget falder så markant, vil jeg sige, at der er tale om en boble, der er sprunget,« udtaler han.

Det er aktier, der er braget op i kursniveauer, hvor alle advarselslamper burde blinke rødt, må man forstå. Aktierne blev sendt mod månen i 2020, men er kollapset i løbet af 2021 og fortsat ind i 2022. Udviklingen er derfor ikke relateret til krigen i Ukraine.

Læs også: Danske Bank: Hold fast i dine aktier – de kan snart være steget betydeligt

Den spekulative del af teknologiaktierne har ellers været aktiemarkedets helt store vindere, men siden den amerikanske centralbank i efteråret bebudede, at man var på vej med rentestigninger, har den del af markedet været udfordret. Torsdag var det amerikanske teknologitunge Nasdaq 100-indeks eksempelvis faldet 18 pct. og tæt på det såkaldte bjørnemarked-territorium, som er defineret ved et kursfald på mindst 20 pct. fra toppen 19. november 2021.

Teknologiaktierne var ellers noget af det, som investorer væltede ind i under coronakrisen i 2020, hvor et af nøgleordene var disruption. Det er her, at man finder aktier som Zoom Video Communications, Roku, Square, Tesla, Teladoc, Shopify og Zillow Group.

Læs også: Sydbank: Det kan blive vinder-aktierne, hvis udviklingen fortsætter

»Det er helt tydelig, at der er sprunget en boble i den del af markedet, og det bedste eksempel ses på udviklingen i ARK Invest,« udtaler Niclas Faurby.

Han henviser til en amerikansk kapitalforvalter, der har satset massivt på teknologi- og biotekaktier. Det gælder blandt andet elbilproducenten Tesla, som nåede op i kursniveauer, der i efteråret 2021 fik Niclas Faurby til at sammenligne Tesla med teknologiselskabet Cisco, som efter dotcom-boblen i år 2000 blev et af symbolerne på børsmanien.

Her ses investeringschef Cathie Wood, der står i spidsen for kapitalforvalteren Ark Invest, der fokuserer på teknologi- og biotek-aktier. Vis mere

Kapitalforvalterens børsflagskib – Ark Innovation ETF – er alene i år faldet 35 pct. Siden kurstoppen 12. februar 2021 er Ark Innovation ETF faldet 60 pct.

»Værdiansættelserne var blevet urealistiske for mange af de her aktier. Investorerne købte ind på historien om, hvad selskaberne måske kunne i fremtiden uden at skele til værdiansættelserne.«

Læs også: Lars Tvede efter stort krak: Derfor holder vi fast i vores russiske aktier

Ark Invests investeringschef Cathie Wood har talt varm for en bestemt type aktier, hvor historiefortællingen om dem er, at selskaberne kan disrupte deres respektive brancher. Det er selskaber, som  Ark Invest er heller har været tungt investeret i.

I 2020 betød Cathie Woods sats, at Ark Innovation ETF landede et afkast på næsten 150 pct. i 2020. Det sikrede hende nærmest rockstjerne-status på Wall Street i, for til sammenligning steg det teknologitunge Nasdaq-indeks kun 40 pct. i samme periode.

Læs også: Storbank midt i kursfaldene: Køb aktier nu

Men kursniveauerne var ikke holdbare, forklarer Niclas Faurby. Det var noget, han allerede beskrev i et blogindlæg 2. marts 2021, hvor han skrev:

»ARK kan risikere at blive dræbt i deres egen succes. Jeg har set dette før. ARK’s succes har været med til at køre priserne op på en række af de underliggende selskaber. Så hvis ARK i stedet for medvind (inflow), oplever modvind (outflow), vil de højst sandsynligt være med til at drive priserne ned i de underliggende selskaber,« lød det dengang fra Niclas Faurby.

Læs også: Investorerne har ventet - nu har Novo stort nyt om fedmehåb

Siden da er en lang række af himmelstormerne, som Cathie Wood satsede på, styrtdykket.

Hun blev af mange opfattet som oraklet igennem 2020, men Ark Invest har været dårlige til risikostyring, forklarer han.

Læs også: Aktieanalysechef: Derfor stiger Vestas og Ørsted

Risikoen var, at kapitalforvalteren ville blive fanget i en ond spiral, hvis fondens investorer pludselig ville ud. Så ville Ark Invest blive tvunget til at sælge ud af de illikvide aktier, hvilket ville skabe nye kursfald, der så kunne få andre investorer til at trække sig.

»De her new tech-aktier steg alt for voldsomt. Når det sker, er der en naturlig mekanisme - mean reversion - der gør, at aktierne på et tidspunkt falder tilbage omkring deres langsigtede ligevægt,« udtaler han.

Spørgsmålet er så, hvornår bunden er nået for de faldende himmelstormere.

»Faldet er stadig i gang, og de her new tech-aktier er muligvis ikke færdige med at falde endnu. Selv om noget er faldet 50 pct., så kan aktierne jo godt falde yderligere 50 pct.,« påpeger Niclas Faurby.

Han ville derfor være varsom med at samle op i aktierne, selv om flere af dem ifølge ham er nået mere rimelige niveauer.