Henter kommentarer

Pengene og kulturen med Henrik Henriksen: "Lyden af elguitaren fangede mig bare"

Henrik Henriksen, chefstrateg i Velliv.
Henrik Henriksen, chefstrateg i Velliv. Foto: Malte Kristiansen
Vis mere

Han er chefstrateg i en af landets store pensionsselskaber, Velliv, der tidligere var en del af Nordea-koncernen. I hvert fald for en stund endnu.

For til foråret skifter 60-årige Henrik Henriksen rollen som chefstrateg ud med noget andet. Helt præcis hvad, ved han ikke endnu.

Han har blandt andet savnet at spille på sin elguitar, der i den kommende tid kan se frem til at få langt mere opmærksomhed, end den er vant til.

Siden Henrik Henriksen var ung, har musik spillet en stor rolle i hans liv. Som 15-årig blev han en del af et band, og det er han stadig den dag i dag.

»Jeg er vokset op i guitarens gyldne æra i 60erne og 70erne, så det er vel det, der har præget mig,« fortæller Henrik Henriksen.

Musikken, som hans band spiller, kommer typisk også fra den tid.

»Vi spiller meget Eagles. For mig er det USAs svar på The Beatles. Det er et utroligt dygtigt orkester, men vi spiller også Queen, lidt Rolling Stones, Phil Collins og Tina Turner,« siger chefstrategen og tilføjer, at det altid er et plus, hvis musikken er dansevenlig.

Hvorfor det lige blev en elektrisk guitar, Henrik Henriksen kastede sin musikalske kærlighed over, er han ikke i tvivl om.

»Jeg er totalt traditionel. Jeg er vild med smukke sportsvogne, og lyden af elguitaren fangede mig bare. Jeg kan huske jeg hørte 'Nutbush City Limits' med Tina Turner og tænkte 'det er sgu godt det her'.«

»Senere fik en kammerat en elguitar, og da jeg fik den i hånden, vidste jeg bare, at den skulle jeg lære at spille op. Og så er guitaren fed, for den kan bruges til alt fra lejrbål til folkedans og rock.«

Som guitarist skal man først og fremmest kunne få det til at svinge sammen i bandet men også træde frem og spille solo. Det sammenligner Henrik Henriksen lidt med hans arbejdsliv.

»De fleste soloer er improviseret, så det er virkelig noget med at læne sig frem, og det er en god øvelse i forhold til mit professionelle liv. At man både kan træde frem og håbe, man lander på begge ben, men samtidig også kunne samarbejde med andre.«

Derudover er musikken med til at holde hans hjerne ved lige.

»Man skal huske lange numre og forløb, og jeg er overbevist om, at det er med til at træne min hukommelse,« siger Henrik Henriksen, der blandt andet har en fortid som chefstrateg gennem 9 år i PFA.

Når Henrik Henriksen ikke er på job, hvor han er med til at forvalte omkring 250 mia. kr., er der også tid til andet end elguitar.

Henrik Henriksen er blevet tvunget med rundt i næsten alle landets kirker. Hans kone er præst og har en stor passion for kirkemalerier.

»Når vi er rundt i landet, skal hun tit se en figur et sted eller et kalkmaleri, så jeg har besøgt rigtig mange kirker,« siger han.

Men faktisk er Henrik Henriksens kone ikke den eneste, der har hevet ham med rundt til kulturelle oplevelser.

»Min søster Ane Henriksen er en anerkendt væver, så derfor har jeg også været trukket rundt til en masse forskellige udstillinger i landet. Det er faktisk en stor fornøjelse og en anden form for kunst. Jeg har lænet mig tilbage og fået en masse gode oplever - både i forhold til hvad man ser på forskellige ferniseringer, men også de mennesker, man møder.«

Derudover bliver det både til biografture og lidt læsning. Ifølge ham selv får han læst alt for lidt, men når han endelig får gjort det, er det typisk de historiske og dokumentariske, han kaster sig over.

»Det bliver mest til lydbøger, for i løbet af dagen læser jeg så meget faglitteratur og analyser på skærmen, at øjnene bliver trætte.«

»Den seneste bog jeg har hørt, handlede om Churchill. Han var en fantastisk karakter, der var med til at redde den vestlige verden fra nazismen. Generelt synes jeg, det at høre om de store karakterer og om brydningstider er spændende.«

»Ofte taler man om de fulde englændere, men der ligger også en ukuelighed i den engelske karakter,« siger Henrik Henriksen.

På det seneste er det også blevet til et par ture i biografen. Senest har han set 'Margrete den Første' og 'Dune'.

»Hold da op, hvor blev man mindet om, hvor barsk en tid det var dengang Margrete 1. regerede. Hun ender med at sende en mand på bålet.«

»'Dune' foregår i fremtiden på en anden planet. Bogen, den er baseret på, læste jeg som ung, og dengang syntes jeg, den var helt fantastisk. Det var filmen også.«

Generelt brænder Henrik Henriksen for at følge med i samfundet.

»Min indgang til investeringer har været med afsæt i min interesse for samfundsforhold og økonomien over for de finansielle markeder.«

»Og de finansielle markeder er ikke udelukkende et spørgsmål om økonomi, men om 1000 andre ting som renter, vækst, stemningen på børsen, og hvad der lige nu og her er moderne.«

»Så kan man have større eller mindre held - eller bare dygtighed - men det er en intellektuel udfordring at arbejde med investeringer, for ingen har endnu knækket koden. Man skal hele tiden være parat til at sadle om og sige 'hvad gør vi nu' og tænke langsigtet i situationer, som kortsigtet er præget af uro.«

Senest gjaldt det coronakrisen, hvor frygten for corona i løbet af få dage fik sendt aktierne voldsomt ned.

»Det gør et stort indtryk, når markederne er blodrøde, og der sker noget slemt, som for eksempel coronakrisen. Det gjorde indtryk på rigtig mange planer,« fortæller Henrik Henriksen, der som han selv siger det, har været med i både »lange, frådende opture sidst i 80erne,« og i 00erne »som var noget af en sidelæns prøvelse.«

Selvom arbejdslivet i det nye år bliver anderledes, er han ikke i tvivl om, at det stadig kommer til at være med investeringer i fokus.

»Jeg brænder stadig for at prøve at knække koden.«

Pengene og kulturen

For alle os, der elsker aktiemarkedet, hører vi igen og igen fra en række kendte talspersoner fra finansielle virksomheder. De er investorer, analytikere, økonomer, eksperter, kommentatorer – kært barn har mange navne. Vi kender dem efterhånden ganske godt alle sammen.

Eller gør vi?

Fremover vil Euroinvestor også gå lidt længere bag om eksperternes kolde analyser af finanserne. Vi stiller skarpt på, hvad der former dem som mennesker. Og dermed også, hvad der former dem som analytikere og investorer.

Euroinvestor sætter således fokus på en lang række kendte personligheder fra investeringsverdenen. Det gør vi under overskriften »Pengene og kulturen«, da selv analytikere og kommentatorer trods alt er mere end deres excel. Hvad former dem som hele mennesker? Hvor finder de inspiration? Eller hvordan kobler de bare fuldstændigt af fra en verden af tal?

Du kan også møde: