Henter kommentarer

Pengene og kulturen: Nykredits boligøkonom elsker Foo Fighters og er træt af James Bond

Det er egentligt ikke fordi, at boligmarkedet som sådan interesserede Mira Lie Nielsen, da hun læste cand. oceon på Aalborg Universitet.

Ikke desto mindre er hun i dag chefanalytiker og boligøkonom i Nykredit, og følger man med i DRs 'Hammerslag' har man også kunnet se Mira Lie Nielsen dyste om at gætte priser på boliger rundt i landet.

Når hun ikke er på arbejde, hvor hun blandt andet får tiden til at gå med at analysere boligstatistikker og forberede kommentarer til pressen, går noget af fritiden med at se fjernsyn. Det er meget sjældent, hun ser flow-tv, men til gengæld ser hun altid de episoder af 'Hammerslag', hun selv er med i.

»Jeg er nok min egen største kritiker, og jeg ser altid 'Hammerslag'  sammen med min mand, når de kommer ud om morgenen,« siger 42-årige Mira Lie Nielsen, der hele tiden forsøger at blive en bedre udgave af sig selv.

Men der er også tid til at se serier, og favoritterne er især dem med stærke kvinder i hovedrollen. Senest har hun set den amerikanske socialrealistiske serie 'Maid' på Netflix, der handler om en enlig mor, som flygter fra mand og hjem

»'Maid' er en fantastisk serie om en ung singlemor i USA, der ikke har fået en uddannelse. Den viser, hvor hårdt et samfundet kan være, og man bliver mindet om, at langt de fleste af os heldigvis har det ualmindeligt godt.«

En anden favorit er 'The Morning Show' med Jennifer Aniston og Reese Witherspoon i hovedrollerne.

»Især sæson 1 er god og havde virkelig noget på hjerte. Den forklarede på en sublim om #metoo og sexisme, som jeg ikke har set før. Min mand så den også, og han fik også en erkendelse af, at man kan gøre ting på en anden måde.«

Også 'Big Little Lies' og 'Mare of Easttown' har gjort et indtryk på boligøkonomen.

»Jeg kan godt lide at se stærke kvinder på TV, og jeg må sige, jeg har det svært med James Bond. Hele setuppet med den gamle mand, der kommer og klarer det hele for den unge kvinde, det er jeg træt af.«

Derfor får Mira Lie Nielsens døtre på fem og otte år heller ikke altid læst den korrekte version op af Disney-bøgerne.

»Der er næsten altid en prins, der kommer og redder kvinderne til sidst, og nogen gange bliver de endda gift, selvom de ikke bliver spurgt om lov. Og så laver jeg om i teksten. Jeg synes, vi skal lidt videre end det. Kvinder skal ikke altid reddes af mænd,« siger Mira Lie Nielsen, som egentligt ikke har været særligt feministisk anlagt førhen.

Men noget ændrede sig, da hendes børn kom til verden, ligesom hun undrer sig over, at der ikke er flere kvinder i finansverdenen.

Selvom antallet af kvinder i hendes branche er vokset, siden Mira Lie Nielsen startede, kan hun stadig blive forundret over, hvor langsomt udviklingen går.

»Jeg har stor tiltro til de unge, og nogen gange synes jeg, min egen generation godt kan være lidt lost, når det drejer sig om køn,« siger Mira Lie Nielsen, der blandt andet langt mere vild med Helle Thorning Schmidt i dag, end da hun var statsminister.

Selvom de serier hun sætter på, ofte er nye, forholder det sig helt anderledes med hendes musiksmag. Hun har altid været helt vild med det amerikanske rockband Foo Fighters.

»Jeg elsker bare den musik, og når jeg arbejder, sætter jeg det også tit på. Energien og aggressiviteten skriver jeg rigtig godt til. Jeg hører også Foo Fighters når jeg løber, for det giver mig virkelig noget power.«

»Jeg rejser også gerne rundt i verden for at se dem spille live,« siger Mira Lie Nielsen, der skal se bandet spille i Berlin til sommer.

Mira Lie Nielsen elsker at blive udfordret på sine holdninger, og lytter ofte til podcast for at blive klogere på andres meninger.

»Hver uge hører jeg 'Det, vi taler om'. Jeg synes, andre menneskers holdninger er sjove, også når de går imod ens egne. Jeg er også vild med Peter Falktoft og Esben Bjerres 'Her går det godt'-podcast og 'Sitter' med Iben Hjejle og Signe Lindkvist.«

»Især er jeg vild med 'Sitter Elsker', hvor de taler med forskellige personer, de er vilde med. Der har været alt fra Uffe Buchardt til Helle Thorning og Claus Dalby med. At høre en snak med nogen, som ikke er et decideret interview, kan man virkelig lære meget af at lytte til,« siger Mira Lie Nielsen.

Pengene og kulturen

For alle os, der elsker aktiemarkedet, hører vi igen og igen fra en række kendte talspersoner fra finansielle virksomheder. De er investorer, analytikere, økonomer, eksperter, kommentatorer – kært barn har mange navne. Vi kender dem efterhånden ganske godt alle sammen.

Eller gør vi?

Fremover vil Euroinvestor også gå lidt længere bag om eksperternes kolde analyser af finanserne. Vi stiller skarpt på, hvad der former dem som mennesker. Og dermed også, hvad der former dem som analytikere og investorer.

Euroinvestor sætter således fokus på en lang række kendte personligheder fra investeringsverdenen. Det gør vi under overskriften »Pengene og kulturen«, da selv analytikere og kommentatorer trods alt er mere end deres excel. Hvad former dem som hele mennesker? Hvor finder de inspiration? Eller hvordan kobler de bare fuldstændigt af fra en verden af tal?

Læs også: Lau Svenssen: USA-koncerner vil splitte sig op for at øge dynamik og børsværdi

Læs også: Chefstrateg: Markedet hårdt ramt af corona og udsigt til stramning