Henter kommentarer

| Opdateret

Aktiechefen forudså, hvad der vil ske - det tror han venter os nu


Maj Invests aktiechef Kurt Kara forudså allerede i 2020, at vi stod over for et bragende inflationsscenarie.

Den opsigtsvækkende melding fremgik af et interview med den kendte valueinvestor, der blev bragt i Euroinvestor helt tilbage i september 2020 - på et tidspunkt, hvor de fleste så inflationen som et område, der ikke var værd at beskæftige sig med.

Før weekenden meldte USA ud om en årlige inflation på hele 6,8 pct. – og senest har den amerikanske centralbank, Federal Reserve, meldt ud, at inflationen ikke længere kan betragtes som transitorisk. I 2021 har Kurt Karas Maj Invest Value-fond givet et afkast på 28,2 pct. Og nu kommer han med et bud på, hvad der vil ske herfra - og hvilke aktier, der er værd at satse på.

Læs også: 3 mulige vinderaktier til 2022: 'Aktien handler med en stor rabat'

»Vi har fagligt stærke folk inde hos os som vi taler med hver dag, og de ser, at inflationen er forhøjet i en periode, og når den igen kommer ned, så bliver det ikke til det samme gode lave niveau som før. Inflationen ”lander” på et noget højere niveau, end vi er vant til, og det er en vigtig ny tilstand,« forklarer Kurt Kara og fortsætter:

»Det kan for eksempel betyde, at vi er på vej ind i en tid med en form for 'financial repression', dvs. et scenarie, hvor inflationen får lov til at ligge højere end normalt, mens renterne bliver holdt nede.«

»Centralbankerne kan og vil ikke ikke agere så hårdhændet, som tidligere, hvis inflationen er 'stædig', for hvis de lader renterne stige for hurtigt og for meget, så rammer det boligmarkedet, aktiemarkedet og obligationsmarkedet, og det har vi ikke råd til,« udtaler han.

Kurt Kara har siden slutningen af 2005 har haft ansvaret for Maj Invest Value og som af investeringsstil er han blevet udråbt af flere medier som det tætteste, vi i Danmark kommer på den legendariske investor Warren Buffett. Han fokuserer sammen med sit team bestående af Ulrik Jensen og Rasmus Quist Pedersen på at købe undervurderede aktier i gode virksomheder. Det vil sige selskaber, hvor aktiekursen ikke afspejler virksomhedernes underliggende værdier.

Læs også: Saxo Bank: Inflationen vil fortsætte – det vil disse aktier nyde godt af

Derfor har han også et særligt bud på, hvilke aktier, der kan redde din portefølje, hvis scenariet med 'stædig' inflation kombineret med en evt. 'financial repression' bliver en realitet.

»For aktieinvestorer gælder det i sådan et scenarie om at søge mod selskaber, der har pricing power,« forklarer han.

Pricing power dækker over et selskabs evne til at kunne ændre priserne på produkter eller tjenester uden at det rammer salget, så selskabet kan fastholde marginerne. Den slags selskaber har Maj Invest brugt tid på at søge over i det seneste år.

Læs også: 3 mulige aktiejuveler: 'Den kan stige 75 pct. de næste 2-3 år'

Det tæller blandt andet teknologigiganten Meta Platforms (det tidligere Facebook) samt og husbyggeren Lennar Corp. Kurt Kara understreger, at der ikke er tale om en anbefaling, ligesom at han står på mål for den samlede portefølje og ikke hvordan den enkelte aktie klarer sig.

Den danske kapitalforvalter har omvendt valgt at sælge ud af selskaber, som han, Ulrik Jensen og Rasmus Quist Pedersen mener vil stå svagt i et scenarie, hvor inflationen er højere, end vi normalt er vant til, og renterne bliver holdt kunstigt nede.

Læs også: 3 aktier til de næste 10 år: 'De er enormt godt positioneret'

»Det sidste, du skal eje, er selskaber, der ikke kan hæve priserne på deres produkter,« udtaler han og uddyber:

»Nogle selskaber kan ikke hæve priserne - for eksempel på grund af politisk regulering - og deres indtjening bliver meget stillestående. De betaler måske lidt udbytte, men når priserne stiger i økonomien, bliver de ramt.«

Derfor har Maj Value Invest tidligere i år solgt ud af sine positioner i blandt andet teleselskaber og forsyningsvirksomheder, ligesom man også har undgået diverse medicinalselskaber, fordi de ikke kan hæve priserne på medicin, fordi det vil være upopulært. Finans-aktierne er også reduceret mærkbart i forhold til for blot et år siden.

Læs også: 3 danske aktier til de næste 10 år: 'Det er et fantastisk selskab'

»Godt halvdelen af vores finansaktier er solgt helt ud – dem, som vi købte tæt på bunden sidste år. Det skyldes, at finanssektoren ikke bare får lov til at tjene, hvad de ønsker, når nu verden er så gældsat. De er - som elværker og vandværker - hårdt regulerede, og i øvrigt også pressede fra anden side: Betalingssystemer, overførsel af penge og på sigt også andre dele af deres kerneområder er under angreb fra teknologiselskaber. Det, der ramte postselskaberne er på vej mod at ramme bankerne. I sådan et miljø kan bankerne ikke hæve prisen. Det betyder, at de muligvis er en form for 'value trap' i mange år frem,« udtaler Kurt Kara.

En value trap dækker over en aktie, der umiddelbart fremstår billig, men hvor aktiekursen fortsætter med at falde eller ikke stiger. Det kan du læse mere om her.

»Da coronakrisen startede, mente mange på markedet, at vi var på vej mod en finanskrise, og det gav os en mulighed for at samle finansaktier op til spotpris. Nu mener mange aktører, at finansaktier vil klare sig fantastisk, men vi ser en klar risiko for, at en lang række banker ender som value traps, dvs. selskaber som ser billige ud målt på nøgletallene, men som er udfordret i et miljø med lave renter og prisstigninger«, siger Kurt Kara og tilføjer at han og hans team omvendt ser positivt på semiconductors (halvledere).

Han forklarer det med, at 'Moores 1. lov', der handler om, at antallet af transistorer på en kvadrat centimeter fordobler hver 18. måned, er under stærkt pres. Fænomet har i årevis betydet, at vi har fået en masse billig RAM og CPU, men den lov er ved at bryde sammen nu, takket været noget, som Niels Bohr teoretiserede om, nemlig Quantum Tunnelling, forklarer Kurt Kara.

Læs også: 3 aktier til de næste 10 år: 'Den burde være i porteføljen'

Transistorerne er blevet så små, at elektronerne opfører sig upålideligt omkring transistorgaten – og dermed har vi en fysisk grænse for hvor småt, at vi kan bygge dem. Det betyder, at udbuddet af CPU og RAM ikke længere stiger eksponentielt som før i tiden, men det gør efterspørgslen til gengæld.

»Med 5G, Internet Of Things, robotter samt kunstig intelligens stiger efterspørgslen massivt i de kommende årtier. Det giver grobund for stærkere priser på CPU og RAM, og det ser vi allerede. Det er en ny situation, som man bør se på – og vi har orienteret porteføljen over mod netop denne type af selskaber. Tiden med billigere og billigere elektronik er nok bag os for alvor,« forklarer Kurt Kara.

Et andet element, som investorer bør være opmæksom på, er hele situationen omkring klimakrisen, forklarer aktiechefen. Krisen skal ifølge ham løses ved, at vi forlader fossile brændstoffer og kører over mod vedvarende og grønnere energiformer.

Læs også: Det dækker investeringsbegreberne over

»Det høje tempo, som det her sker i, har paradoksalt nok medført, at prisen på olie og naturgas stiger. Mens der er investeret massivt i de nye energiformer, så er den gamle energiform rent investeringsmæssigt udsultet. Det betyder, at udbuddet af olie og naturgas ikke har kunnet følge med efterspørgslen. Så en ekstra kold vinter kombineret med mindre vind til vindmøllerne har presset det traditionelle energimarket, og vi har set stigende priser på olie og naturgas – og også elektricitet,« udtaler han og fortsætter:

Læs også: Gift eller i parforhold? Disse regler bør du kende

»Man har ikke udbygget kapaciteten i den traditionelle energisektor, og det samme gælder andre former for råvarer f.eks. metaller. Der er p.t. intet bestyrelsesmedlem i et kobbermineselskab eller et olieselskab, der tør åbne for ny kapacitet, og dermed er udbuddet presset – og priserne kører som konsekvens op. Det er den nye tilstand, som vi er i – og det kan man forestille sig også er mere 'stædigt', end hvad godt er. Det skal også tænkes ind i porteføljen, hvilket vi også har forsøgt at gøre.«

 

 

Kurt Kara, Ulrik Jensen og Rasmus Quist Pedersen har desuden valgt at købe op i industrielle selskaber, der producerer kritiske komponenter samt varige forbrugsgoder med et 'branding' element.

»Det gælder om at være forberedt. Det er svært at gætte på, hvordan alt dette munder ud – men der er tale om, at man som investor bør dække sin flanke af,« siger Kurt Kara.

Du kan læse mere om, hvorfor Kurt Kara og hans team købte op i Meta Platforms her. Du kan også læse eller genlæse interviewet fra september 2020, hvor Kurt Kara forklarede, hvorfor investorer burde forholde sig til inflationen her.

Vær med i Euroinvestors julekonkurrence. Svar på dagens spørgsmål og dyst med om forskellige præmier. Tilmeld dig her!

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Det er den mest attraktive opsparingskonto i Danmark: Har du fået sat årets max ind?

Læs også: Europas rigeste kvinde under 40 år er dansk