Henter kommentarer

| Opdateret

Kvantstrateg advarer mod 3 kendte aktier: De ligner value traps

Her ses ansatte ved samletbånde hos Daimler-fabrikken i Sindelfingen i Tyskland. De er ved at bygge en 'S-Class' Mercedes Benz
Her ses ansatte ved samletbånde hos Daimler-fabrikken i Sindelfingen i Tyskland. De er ved at bygge en 'S-Class' Mercedes Benz Foto: RONALD WITTEK
Vis mere

Tabte penge. Det er i værste fald risikoen, hvis du kommer til at gå i såkaldte value traps.

Betegnelsen dækker over aktier, som ved første øjekast fremstår som undervurderede, men som ikke er det. I stedet ender du som investor med at smide gode penge efter dårlige. For nogle gange er selskabernes aktier ikke undervurderede men billige, fordi selskabet er i problemer, eller fordi dets fremtidige potentiale er udfordret.

Netop derfor forsøger Morten Nielsen, der er kvantstrateg hos Quant Research hos Jyske Markets, at styre uden om value traps.

Læs også: Formuepleje: Sådan har vi rykket rundt på porteføljen

Det sker via en kvantitativ udvælgelsesmodel, som man har udviklet hos Jyske Bank. Her overvåger han udviklingen i 3000 af de største virksomheder i verden, der hver uge bliver målt på 21 forskellige nøgletal.

Aktiestrategien kaldes for faktorinvestering, og her har man samlet det bedste fra de traditionelle investeringstilgange i value-, quality-, og momentum-investering, men man har ifølge Morten Nielsen fjernet de faldgruber, som de traditionelle tilgange typisk indeholder. Det kan du læse mere om her.

Det vigtige er porteføljens samlede eksponering mod faktorerne, understreger Morten Nielsen. Du kan derfor ikke nøjes med én af aktierne i porteføljen og være garanteret et afkast. Du kan sammenligne det med, at du heller ikke er garanteret at vinde turneringen, bare fordi du har én stjernespiller på holdet, mens resten spiller Serie 6.

Læs også: Kvantstrateg: Her er 3 attraktive og billige aktier

Selskaberne får en score i analysemodellen ud fra de tre faktorer - value-, quality og momentum - og placeres i én samlet rangering, som viser hvor attraktive selskaberne er.

Tre selskaber, der ikke opnår en særlig god score, er tre kendte selskaber. De fremstår i stedet som value traps, lyder det.

»Det skyldes, at de godt nok ser relativt billige ud - de scorer højt på value-faktoren-  men fremstår af lav kvalitet - fordi de scorer lavt på quality-faktoren - mens stemningen omkring selskaberne er relativt negativ, fordi de scorer lavt på momentum-faktoren,« forklarer Morten Nielsen.

- TELEFONICA SA

- CANON INC

- DAIMLER AG

Hvorfor fremstår selskaberne som value traps?
»Ud fra en ren kvantitativ definition ser vi value traps som selskaber, der godt nok fremstår billige, men hvor kvaliteten og stemningen omkring aktierne indikerer, at selskaberne er ’cheap for a reason’. Disse kvantitative indikationer ser vi i forhold til de tre selskaber,« forklarer Morten Nielsen.

Hvad er det eksempelvis inden for quality-faktoren, som analysemodellen opfanger?
»Hos Telefonica SA fremstår profitabiliteten for eksempel som lav, gældssituationen som værende usikker, mens væksten i selskabet ikke har de bedste forudsætninger for at være vedvarende. Hos Daimler AG er det tilmed stabiliteten i indtjeningen som fremstår svag udover de samme usikkerhedsmomenter, som ses i forhold til Telefonica SA,« udtaler Morten Nielsen.

Hvorfor bør man som investor træde varsomt her?
»Når vi ser på gruppen af de såkaldte ’value traps’ over tid, som vi ved, at de historisk har klaret sig dårligere end selskaber, hvor enten 'quality' eller 'momentum' er højere samtidig med, at selskabet fremstår billigt. Oveni så er volatiliteten højere for denne gruppe af selskaber, mens sandsynligheden er lavere for at opleve merafkast over tid på porteføljeniveau,« udtaler Morten Nielsen.

Morten Nielsen peger i stedet på tre andre aktier, der fremstår som både attraktive og undervurderede og som potentielle kandidater til porteføljen. Dem finder du her.

Læs også: André Thormann: Derfor bør du holde øje med de små selskaber

Læs også: Analytiker om Zealand Pharma-aktien: Et selskab, man bør have i sin portefølje