Henter kommentarer

Lau Svenssen: Renten er ikke tidens våben mod inflation - men den skal alligevel opad


 
Hvorfor hedder det ‘bull og bear’? Det spørgsmål dyster Millionærklubben-vært Bodil Johanne Gantzel og aktiechef Michael Friis Jørgensen om at svare først på i videoen ovenfor.
Vis mere

Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.

De gode græd, og de onde lo. Det er et citat fra Grundtvigs 'I gamle dage det var engang'. Ordene kan beskrive situationen og forståelsen angående rentestigninger.

Alt efter ens personlige holdning og handlinger - har du fast rente eller Flex-lån? - kan de gode græde over, at renten nu rykkes opad just som økonomien har brug for en håndsrækning. De onde kan le, for de har allerede kunne score enorme kapitalgevinster takket være kunstig støtte fra et ekstremt lavt renteniveau igennem alt for mange år.

Det gav en opkapitalisering med store gevinster på aktiver med en langsigtet profil. Aktier, fast ejendom, ja, endog obligationer.

Læs også: 13 mulige aktieguldfugle: Ekspert spår dette bliver gigantisk i fremtiden

Man skal bare huske at sælge i tide, så gevinsten ikke går tabt, når pendulet begynder at svinge den anden vej. Den trussel er latent, men hvor stor og på hvad?

Renten kan opfattes som prisen på penge i et tidsrum, og tallet præsenteres typisk for 12 måneder. Likviditet kan tilsvarende betragtes som akkumuleret, ikke-retningsbestemt købekraft.

Ejeren kan frit vælge at kaste sine økonomiske ressourcer ind i forskellige former for anvendelse med henblik på at opfylde regulære behov for forbrug eller fornøjelser samt fortsat opsparing, som er lig med behov for investeringer. Likviditet er en form for pause i aktiv adfærd.

Afkastmuligheden ved at kaste sin købekraft ind i den ene eller anden aktie er lige præcis, hvad vi investorer hele tiden prøver på – inklusive salg for at bytte om til en anden og bedre aktie med et forventet større potentiale i afkast eller en tilstræbt lavere risiko.

Optimeringen foretages ud fra forventninger til fremtiden, og den form for skud ud i tågen kan vise sig at ramme anderledes end påtænkt.

Pengepolitik er manipulation
Politik betyder ”statens førelse”. Man kan efter sin egen samvittighed opfatte denne opgave som enten maksimering eller minimering. Er man bedrevidende, socialistisk ansvarlig eller ideologisk styret?

I Vestlandene har den demokratiske styreform ført til en vedvarende udvidelse af statens rolle og størrelse. Politikere opnår deres job og aflønning på et mandat besluttet af vælgerkorpset, men opstillingen foregår i lukkede klubber, partiforeninger, som i praksis ikke er særligt velfungerende i demokratisk henseende. Intet er gratis, selv om valgkort udstedes frit.

For at skaffe opbakning fra vælgerne, altså borgerne, er der alle vegne opstået en adfærd med bestikkelse: Del mere ud end Staten kræver ind og lad bare statsunderskud vokse og opbygge statsgæld.

Læs også: Advarer: Bunden kan falde ud af aktiemarkedet

Faktisk udgør statsgæld slet ikke noget problem, hvis renten kan holdes nede på et lavt niveau. Hvis priserne (inflationen) stiger, vil realbyrden af gælden forsvinde af sig selv.

Man kan ikke sætte en dåse slik frem foran børn uden at de tømmer bøtten. Sådan opfører de folkevalgte repræsentanter sig i stort set alle vestlige lande.

Centralbankerne har for længst opgivet rollen som ansvarlig og uafhængig forvalter af pengevæsnet i forhold til Statsmagten. I Danmark fremsatte nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer i 1960- og 1970’erne gentagne advarsler om behovet for opstramning i ressourceforbruget, mens politikerne skabte den socialdemokratiske velfærdsstat.

Det fortsatte, indtil oliekrisen satte os stolen for døren. Vi formåede ikke selv at finde tilbage til virkeligheden, men fortsatte frem mod afgrunden. Forværrede ydre forhold redede os vel dybest set – fra vores egne fejltagelser i et udsvævende liv.

Læs også: Dollarmillionærer vælter frem i Danmark

Centralbankerne har i 30 år indordnet sig og frivilligt imødekommet presset fra det til enhver tid siddende politiske flertal i regeringer, som uanset partifarve mærkværdigvis ønskede maksimal støtte fra pengevæsnets side. Free lunch.

Fed og ECB har malet sig selv op i et hjørne
Kunden har altid ret, og det har været ført til en ekstrem, ja, absurd, lempelig pengepolitik. Der var ingen ydre trusler, som kunne spolere festen med gratis penge.

Størst fordel af nul-renter har staten i kraft af sin status med rekordhøj statsgæld. Denne struktur gælder for USA’s vedkommende endog også omkring udlandsgæld, idet handelsunderskud er blevet en permanent tilstand, og de to gældsforhold hænger sammen.

I de første mange år efter Murens fald i 1990 var Dollar ombejlet som hård valuta. Det betød frit løb for udstedelse af penge hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve Bank.

For ECB i Euroland er strukturen ikke så enkel, men den interne økonomiske disciplin og de samlede tal for økonomien er bedre end i USA. Mens Dollar lever videre på overtid som verdens førende reservevaluta, så prøver ECB at opbygge tillid og status for Eurolands fælles valuta, Euro. Den fælles møntfod er faktisk ung med en alder på kun 25 år.

ECB har desuden overtaget en konservativ linje som arvegods fra Bundesbank. Det er fortsat et kernepunkt at opretholde fælles fodslag ud fra en forsigtig, gammeldags ramme for nøgletal. I praksis ser man dog bort fra overskridelse af normerne.

Læs også: Saxo Bank-direktør: Pas på handelsknappen

Pengepolitik lader man Fed om at tage initiativer til, hvorefter ECB prøver at indpasse de nye amerikanske påfund til de forhold som kendetegner Euroland, som jo er en union og ikke en fælles nation.

For verdens to ledende centralbanker er resultatet ikke desto mindre blevet nogenlunde det samme. Man har imødekommet det gentagne politiske pres for at hjælpe i krisesituationer og understøtte væksten i perioder med normal fremgang. Man strammer aldrig op.

Da renten nåede nulpunktet trods en inflation på 1-2 procent gik man over stregen og forcerede indførelse af negative renter i pengeinstitutter, og via opkøb af obligationer ydede man långivning til private såvel som staten.

Problemet var bare, at man malede sig op i et hjørne og derfor endte med forkvaklede renteforhold. Prisen på penge var blevet lagt i kunstig koma – og det skete trin for trin ned ad den samme sti uden nogen plan eller økonomisk vurdering af konsekvenserne.

Man stolede på, at Markedet ville skabe rigtige og holdbare priser, men et frit marked for rentebærende obligationer eksisterede bare ikke længere.

Tilbage til virkeligheden
I 20 år var inflationen under god kontrol takket være rigelige forsyninger fra import af varer og adgang til at flytte produktionen til lande med lavere omkostningsniveau. Corona-nedlukningerne skabte gevaldig uorden både i efterspørgslen og i vareforsyningen.

Staten holdt økonomien oppe, men regningen for dette tab skubbes videre til fremtidige generationer. Herhjemme undgik vi et bundløst hul i statskassen takket være fortsat højt aktivitetsniveau i erhverv inden for eksport og håndværk samt bureaukratiske regler som forvred hjælpeindsatsen til at blive en ny form for offentlig beskæftigelsesterapi.

Især de to gamle stormagter, USA og UK, klarede sig dårligt, men evaluering af skadepåvirkningen af Corona er i lighed med Afghanistan-krigen gået i den store glemmebog for politisk styrede tab, tab, tab.

Sejren har mange fædre, nederlaget må lede efter sine.

Læs også: Storbanker: Aktier er stadig for dyre

Inflationen er derfor brudt ud med en kraft, som var det en steppebrand. Niveauet er ca. 8 pct. i både USA og EU. Alle udbydere af ting og services med robust efterspørgsel hæver deres salgspriser og skærper betingelserne over for kunder.

Mange års disciplineret tilbageholdenhed er afløst af reguleringer opad, og det skubber til næste led i kæden. Prisen på min husforsikring bliver nu forhøjet med 16 pct.

Alt stiger jo, som selskabet skriver - også mekaniker-lønningerne, som er taget med i brevet for en sikkerheds skyld, eller måske skal teksten også bruges til min bilforsikring? Pristoget ruller.

Det afgørende punkt består i at forhindre eller bare bremse igangsættelse af et forløb fremkaldt af de første bølger af prisstigninger i økonomiens realsektor. Frygten er en pris-lønspiral, som vil sende inflationstakten ud i ingenmandsland uden klarhed om placeringen af niveauet på mellemlangt sigt (0-5 år).

Allerede nu burde det stå klart, at vi næppe kommer tilbage til udgangspunktet med 1-3 pct. i årlig prisstigning, hvor Euroland lå i bund og USA i toppen af intervallet.

Epoken med gratis penge er forbi – og det gælder også for lån til staten. Vi skal tilbage til virkeligheden. Centralbankerne er langt bagefter kurven, og de bærer selv ansvaret for det.

Samtidig er pointen, at det dårligt fungerende marked for obligationer er i gang med denne proces og nået et godt stykke.

Mit gæt er, at renten på de to ledende 10 årige statsobligationer vil udvikle sig således frem mod Nytår: US Treasuries fra 3,37 pct. til 4,0-4,5, og tyske Bunds fra 1,63 pct. til ca. 3,0.

Læs også: Kryptokollaps fortsætter

Ved årets begyndelse lå de to renteafkast på hhv. 1,64 og -0,12 pct. Det er et forbløffende parallelt forløb med 1,7 pct. i stigning for begge, men set fremad bliver der mest modvind for EU.

For investorer er balladepunktet, at udviklingen fører til store kurstab. Obligationer er rådden frugt indtil toppunktet i renterne kan skimtes og dermed udsigt til et ophør eller i det mindst en pause for yderligere kurstab.

Stigende renter vil ikke slå økonomien ihjel og skabe en recession. Opbremsningen vil komme fra det håndfaste fald i købekraften. Et vendepunkt kommer formentlig først, når krigen i Ukraine ophører.

Renten kan ikke tæmme inflationen men må afspejle den
Centralbankerne er ikke rappe på fødderne, og de optræder slet ikke i rollen som anførende retningsleder. Fed har taget fat men er kun nået til punktet 1,0 pct. i sin prisbog.

ECB har ikke rørt sig ud ad stedet men advaret omverdenen om, at de vil indlede den uundgåelige proces med renteforhøjelser lige så stille, når sommermødet afholdes i juli.

September vil også få en justering opad. Den, der gør det nemme svært, viser bedst, hvad han har lært (Piet Hein). Nye læsere kan begynde her.

Læs også: Amerikanske storbanker stopper handel med russiske værdipapirer

Hvis renten skal benyttes som våben til at knække niveauskiftet i inflation, vil det kræve en så markant forhøjelse, at det vil udløse et chok og gøre penge til en mangelvare med en høj pris. Centralbankerne vil med andre ord selv udløse en recession på et tidspunkt, hvor samfundets økonomi peger i den retning pga. et voldsomt og synligt dræn i købekraften.

Det vil være en såkaldt politikfejl, men den slags alvorlige fejltagelser ved beslutninger kan jo indtræffe.

Fed er anfører inden for pengepolitik. Det er en historisk rolle, som tiden efterhånden undergraver – men det er ikke gået op for ret mange folk.

Fed må gøre en dyd ud af nødvendigheden og udstråle tillidsvækkende adfærd. Frem for alt vil man undgå uro på obligationsmarkedet.

Fed arbejder jo på et mandat udstedt af verdens største låntager, USA’s føderale myndigheder, og det politiskadministrative system ønsker lavest mulig rente længst mulig for at minimere statens udgift.

Det gælder om at markere, at man tager inflationsudfordringen seriøst uden at ville kvæle USA’s økonomi. Udviklingen er dybest set ude af kontrol, men det kan Fed jo ikke sige højt.

Der er behov for hjælp udefra. Det ydre pres skal lettes for at knække inflationskurven. Håbet kan komme fra muligheden for fred i Ukraine og et herved afledt drop i prisen på olie og andre energiformer.

Gennemslaget i inflationen er nemlig hurtig på disse vigtige input. Der er brug for nyt håb baseret på et konkret knæk og omskift til bedre tider.

Jo længere tid der går med belastning fra store prisforhøjelser, des større pres i retning af en recession. Social og politisk uro vil følge efter.

Inflationen kan bremses, men trolden er sluppet ud
Perspektivet er, at centralbankerne er sat ud af spillet pga. deres tidligere overdrevne (mis-)brug af lempelig pengepolitik. Man ligger, som man har redt. Det er tømmermænd.

Pengeflommen er pumpet ud i samfundet, og nu gælder det om at begrænse uønskede påvirkninger. Stor likviditet indebærer ophobet købekraft, som kan slippes løs, når solen skinner igen.

Vi befinder os i et punkt med vakuum. Ukraine-krigen paralyserer os og lammer beslutningsevnen.

Læs også: SAS-piloter truer med kæmpe strejke i sommerferien: Derfor er der håb

Enten opnår man fred inden for kort tid. Så kan der fremkomme et Relief Rally, hvor vi atter tør bruge løs af de opsparede penge. Rusland er kørt træt.

Vesten har indset, at der er behov for at tilføre Ukraine offensive våben med lang rækkevidde, som kan forhindre russernes frie brug af baglandet til frontzonen. Kampzonen vil blive udvidet ind i det russisk besatte område.

Forsyningerne vil blive forstyrret. Det kan fremkalde et sammenbrud blandt kamptropperne.

Min vurdering er et sådant forløb, som vil tvinge Rusland til et stop inden erobringerne går tabt igen. Det kan åbne mulighed for fred i løbet af august måned.

Den anden vej frem er en langtrukken krig frem mod årsskiftet. Hvis et sådant forløb får lov til at udfolde sig, kan vi næppe undgå en hård økonomisk opbremsning og recession.

Centralbankerne med Fed i spidsen kan kun gøre ondt værre, hvis de ønsker at optræde resolut med brug af renteforhøjelser.

Uanset det er Fed tvunget til at forhøje sine rentesatser for at komme op i nærheden af de markedsbestemte og stadigvæk lave renter. Som investor kan man frygte politikfejl fra Fed’s side, men det gælder jo for alle offentligt orkestrerede indgreb i samfundets forhold og økonomi.

Læs også: Jyske Bank mener, investorerne begår en fejl nu

Banksektoren lever i et symbiotisk forhold til centralbankerne. De optræder derfor underdanigt og loyalt over for samfundets pengemagtudøver.

Samtidig prøver de at udnytte mulighederne på bedste vis. I medierne betyder det en overdreven fokusering på centralbankernes renteforhøjelser. Så længe der ikke hives i nødbremsen med et stort og chokerende renteløft, er der ingen ko på isen.

Risikoen kommer i virkeligheden inde fra finanssektoren. Aktørerne her er blevet forvænt med nulrenter.

Tab på udlån bliver atter en realitet. Tilsvarende er de slet ikke klar til at skulle håndtere investeringsbeslutninger i en epoke med risiko for store kurstab på obligationer.

Virkeligheden er bare ved at vende tilbage. Inflationstrolden er sluppet løs.

Lau Svenssen er kommentator hos EuroInvestor og chefanalytiker i firmaet Svenssen & Tudborg.