Henter kommentarer

Pengene og kulturen: Chefstrategen ser 'Borgen', elsker krimier og rejser så meget, hun kan


Når PFAs chefstrateg Tine Choi Danielsen er på arbejde, er hun med til at bestemme, hvordan omkring 600 mia. kr. skal investeres for cirka 1,3 mio. kunder i landets største kommercielle pensionsselskab.

Derfor kan det svært at lægge tanker om aktiemarkedet og investeringer på hylden efter en arbejdsdag, selvom hun er blevet langt bedre til det med årene. Det er heller ikke altid, det er muligt, for som hun selv siger det, arbejder hun i en branche, hvor det er markedet, der bestemmer, hvor meget jobbet fylder.

Derfor passer det hende også bedst at streame. Både når hun skal se serier men også nyheder, og det foregår altid fra hendes iPad.

»Jeg er så gammeldags, at jeg godt kan lide at se TV2s og DRs store nyhedsudsendelser om aftenen, og hvis det lige passer ind i skemaet, kan jeg godt se dem på flow, men jeg sidder ikke klar klokken 19 og 21,« siger Tine Choi Danielsen.

Op til premieren på den tredje sæson af DRs hitserie 'Borgen' om det politiske spil på Christiansborg, besluttede Tine Choi Danielsen at gense de to forrige sæsoner.

»Jeg elsker virkelig at se serier. Det er afslappende for mig, og så lever jeg helt op til de mange analyser, der findes i verden, om hvad serier gør ved os. Nu høvler jeg 'Borgen' igennem en gang mere, inden jeg kaster mig over de nyeste afsnit,« siger chefstrategen.

En anden måde hun især kobler af på, er ved at læse skønlitteratur.

»Men det er henlagt til mine ferier,« siger Tine Choi Danielsen, der typisk pakker fem-seks bøger i kufferten, når hun rejser ud i verden.

»Dem kan jeg sagtens nå igennem på 14 dage.«

Det er særligt krimier af nordiske forfattere, som Tine Choi Danielsen i løbet af en ferie sluger. En af favoritterne er Jussi Adler Olsen.

»Så langt jeg husker tilbage, har jeg været glad for at læse, og har derfor altid gjort det rigtig meget. Det har ikke altid været decideret krimier, men siden gymnasietiden har jeg været mest til at læse dramaer.«

Som barn forelskede hun sig i krimigenren, da hun læste 'De fem'-bøgerne, der handler om de fire børn Anne, Dick, Julian, Georgina og hunden Timothy. Gennem et læsfuld af bøger kommer børnene og hunden ud for både mystiske og farlige begivenheder, som de sammen løser.

»Og så har jeg blandt andet læst bøger af den engelske kriminalforfatter Agatha Christie, og jeg har læst 'Sherlock Holmes'-serien, indtil der kom en periode i gymnasiet, hvor den slags bøger blev erstattet af nogen mere samfundskritiske og større bøger.«

Selvom læselysten har hængt ved siden ungdommen, er det eneste, der ikke har, tiden. Når først Tine Choi Danielsen er startet på en bog, har hun meget svært ved at slippe den, og dét er årsagen til, at bøger kun bliver konsumeret på ferie.

Til gengæld forsøger hun også at holde en del af dem.

»Jeg har altid prioriteret af rejse så meget som overhovedet muligt. Det behøver ikke være noget stort, og det kan sagtens bare være en tur rundt i Danmark eller Sverige,« siger Tine Choi Danielsen.

Det er også mest på rejser, at hun besøger museer og har andre kulturelle oplevelser.

»Jeg kan egentligt godt lide at gå i biografen og i teater, men alle de her streamingtjenester, har nok ødelagt det lidt for mig.«

For halvanden måneds tid siden var hun i på storbyferie i Amsterdam, hvor hun blandt andet lagde vejen forbi det berømte maleri 'Nattevagten' af den nederlandske kunstner Rembrandt, der hænger på Amsterdams Rijksmuseum.

Sidste år holdt hun sommerferie i Italien, i vinter var hun på Maldiverne, og til sommer skal hun til Hawaii med sin kæreste og sin datter og søn på 19 og 16 år.

»Det er oplevelserne og den måde, man er sammen på på en ferie, der gør, at det er noget, jeg prioriterer så meget. Derhjemme er der vasketøj og en masse andre praktiske gøremål, mens man på en ferie kan lægge det hele væk.«

Tine Choi Danielsen er uddannet cand.oecon. fra Aarhus Universitet i 2000 og har en master i Østasienstudier fra samme universitet. Bag sig har hun en lang karriere med et hav af ansættelser i landets største banker.

Hun startede sin karriere som makroøkonom i Sydbank. Fire år senere blev hun seniorøkonom i Fionia Bank, der senere blev overtaget af Nordea, hvor hun var seniorstrateg i fem år. Dernæst fulgte flere år som chefanalytiker i Nykredit. Knap tre år senere vendte hun dog tilbage til Nordea, for derefter at skifte til Danske Bank som chefstrateg i bankens Wealth Management-afdeling. I 2019 fik hun rollen som chefstrateg i PFA.

»Da jeg var yngre, havde jeg ikke kun bøger, men også analyser med på ferie, som jeg læste, og selvom jeg er blevet bedre til at lægge arbejdet fra mig, når jeg er afsted, så tænker jeg altid på hvordan aktierne kører op og ned,« siger Tine Choi Danielsen.

»Børnene har nok også godt kunne mærke presset i de år. Jeg kan huske, at den græske gældskrise udspillede sig, lige da jeg var ankommet til Sardinien. Den tur var der ikke meget ferie over.«

Tine Choi Danielsen er 49 år og opvokset i Sønderborg. I dag bor hun i Malmø med sin familie, og det er altid bilen, hun tager, når hun kører til Sjælland for at komme på arbejde, der ofte byder på en masse møder rundt omkring i landet.

»Hvis jeg ikke får hørt 'Sara & Monopolet' lørdag formiddag, så sætter jeg den på i bilen.«

Ellers er det mest musik, hun lytter til. Spotifys lister over musik fra forskellige årtier hjælper hende nogen gange med, hvad hun skal høre.

»Jeg hører rigtig meget radio, fordi jeg kører meget i bil. Jeg var jo ung i 80erne, men jeg synes ikke, musikken i det årti var helt mig. Til gengæld er jeg vild med britpop, der kom frem i 90erne som Suede og Oasis. Jeg er også vild med Nirvana, U2 og George Michael.«

Pengene og kulturen – bag om serien

For alle os, der elsker aktiemarkedet, hører vi igen og igen fra en række kendte talspersoner fra finansielle virksomheder. De er investorer, analytikere, økonomer, eksperter, kommentatorer – kært barn har mange navne. Vi kender dem efterhånden ganske godt alle sammen.

Eller gør vi?

Fremover vil Euroinvestor også gå lidt længere bag om eksperternes kolde analyser af finanserne. Vi stiller skarpt på, hvad der former dem som mennesker. Og dermed også, hvad der former dem som analytikere og investorer.

Euroinvestor sætter således fokus på en lang række kendte personligheder fra investeringsverdenen. Det gør vi under overskriften »Pengene og kulturen«, da selv analytikere og kommentatorer trods alt er mere end deres excel. Hvad former dem som hele mennesker? Hvor finder de inspiration? Eller hvordan kobler de bare fuldstændigt af fra en verden af tal?

Læs også: Lau Svenssen: IT-nedturen foregår trin for trin

Læs også: Sådan kan du gøre sommerhuset til en gylden forretning